Du er her
Interview
|
18. apr 2017

Vi kan ikke måle os til et godt arbejdsliv

Foto: 
Vi har brug for at gøre op med den rolle, målstyring og tælleri spiller for vores arbejdspladser og arbejdsliv, mener stressekspert Malene Friis Andersen. Der kan være en tydelig sammenhæng mellem målstyring og dårligt psykisk arbejdsmiljø, påpeger hun.
Af: Johan Rasmussen

”Men naturligvis er vi, der kender livet, ganske ligeglade med tal.” Sådan lyder det i den berømte fortælling Den lille prins.

Stressforsker og psykolog Malene Friis Andersen er ikke ganske ligeglad med tal, men hun mener, at tal, tælleri og målinger har fået lov til at fylde for meget på vores arbejds­pladser.

Målinger brugt på den forkerte måde kan være direkte skadelige for den måde, vi indretter vores arbejdspladser på, og i sidste ende for de mennesker, som bruger en stor del af deres vågne tid på dem, mener hun.

”Poesien kan noget, som den rationelle verden ikke kan. Poesien kan tage os med til steder, hvor det, vi tillægger enormt meget vægt i dag, ikke har nogen betydning. Den kan vise os, at der kan komme noget andet efter det, vi kender i dag,” siger Malene Friis Andersen som forklaring på, hvorfor citatet fra Den lille prins bliver brugt i bogen Tæller vi det der tæller?, som hun er medredaktør af og medforfatter til. Bogen tager blandt andet et kritisk opgør med målstyring på arbejdsmarkedet.

Hvad der skal komme efter det, vi kender i dag, kan Malene Friis Andersen ikke give et konkret bud på, men hun mener, vi trænger til et opgør med den måde, vores arbejdspladser ifølge hende er styret af målinger, standardiseringer og tælleri på.

”Vi har glemt at forholde os til, om det er relevant, hvad vi måler, og hvorfor vi måler. Vi har glemt at forholde os til, hvad vi måler, og hvad vi ikke måler, og hvordan målinger påvirker det, vi arbejder med,” siger Malene Friis Andersen.

Hun er autoriseret psykolog og har i mere end 10 år forsket i blandt andet stress og ledelse ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun er desuden selvstændig organisationspsykolog og kommer på den måde ud på blandt andet gymnasier for at hjælpe med at reducere eller forebygge stress.

Når hun som stressforsker også skriver om målstyring på arbejdspladser, er det, fordi hun mener, at målstyring også påvirker det psykiske arbejdsmiljø.

Svært at måle undervisning
Denne dag sidder Malene Friis Andersen på en café i nærheden af sit hjem i Nordvest i København og fortæller om målstyring og stress.

Hun har en kop kaffe i hånden og bortset fra en flok måger, som skræpper og kæmper om noget affald fra en skraldespand i nærheden, er situationen en kontrast til interviewets emne.

Malene Friis Andersen vil ikke gøre sig til dommer over, hvad der er fornuftigt at måle og veje, men det er helt afgørende, at målingerne giver mening for medarbejderne, og at man taler om, hvad målingerne skal bruges til. Og stod det til hende, blev der skåret ned på målstyringen på de danske arbejdspladser.

Problemet med målinger på gymnasier og mange moderne vidensarbejdspladser er, at det er svært at definere, hvad produktet er.

”Målstyring kommer fra en industritankegang, hvor man målte på, at man lavede stole med fire ben, som skulle holde til, at man sad på dem. Men det er svært at måle og tælle, hvad produktet er i dag,” siger Malene Friis Andersen.

”Er det god undervisning, når 80 procent af eleverne er tilfredse, når 40 procent er meget tilfredse, eller når undervisningen giver stor mening for nogle få? Det er svært at måle, hvad god undervisning er.”

Hun mener, der er risiko for, at målinger fortolkes forkert.

”Hvis elevtrivselsmålinger i gymnasiet viser et dårligere resultat end ventet, så er det sjældent, vi stiller spørgsmål ved rammerne. Kan der være for mange i klassen, har læreren ikke ordentlig tid til at forberede sig, har folkeskolen ikke forberedt eleverne godt nok?

Målinger fører os ofte hen i lukkede rum, som handler om, hvad du, teamet eller skolen kan gøre bedre,” siger Malene Friis Andersen.

Hun understreger, at hendes erfaringer med og kritik af målinger og standardiseringer ikke specifikt handler om skoler og ungdomsuddannelser, men generelt om arbejdsmarkedet og styringen af både private og offentlige organisationer.

”Vi bør give det langt større opmærksomhed, at der er bivirkninger, når vi måler noget. Når vi måler noget, så påvirker det også det, vi ikke måler, og det, som ikke kan måles. Det kan være fornuftigt at måle på få og meningsfulde parametre, men man skal være meget bevidst om, hvad man gør.”

Hun er lige nu på fire måneders orlov fra sit job på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun vil blandt andet gerne have mere tid til at skrive om det psykiske arbejdsmiljø i en mere ”folkelig form”. Og den slags tæller ikke i forskningsverdenen.

Pårørendeblikket
Malene Friis Andersen har blandt andet udført forskning blandt læger og sygeplejersker i sundhedsvæsenet. Ifølge hende har denne sektor i højere grad end ungdomsuddannelserne været underlagt målstyring og standardisering, samtidig med at sundhedsvæsenet er blevet ramt af nedskæringer.

Det har fået konsekvenser for medarbejderne, siger hun.

”De fortæller, at de ikke møder patienterne, som de gerne ville. Nogle fortæller, at de ikke synes, det er sjovt at gå på arbejde mere, og at de ikke mener, det giver den samme mening som tidligere.”

Hun holder en kunstpause og siger: ”Nogle fortæller, at de har fået pårørendeblikket.”

Malene Friis Andersen kigger ned i jorden i et par sekunder for at illustrere, hvordan man undgår pårørende, som der alligevel ikke er tid til at snakke med.

”Målstyring og mindre tid til de pårørende hænger også sammen. Man måler længden på ventelisterne, men ikke hvordan de pårørende har det,” siger Malene Friis Andersen.

Hvis man kigger ned i jorden – enten bogstaveligt eller i overført betydning – så påvirker det én som menneske. Hvis man ikke føler, at det, man gør, giver mening, og man så ovenikøbet har massivt travlt, så påvirker det én negativt – for nogle i form af stress, forklarer hun.

Strider mod moral og etik
Malene Friis Andersen har som forsker og psykolog mødt mange mennesker med stress, men hun har også selv prøvet at have en forkert fornemmelse i maven, når hun gik på arbejde.

For over 10 år siden var hun fastansat konsulent og underviste blandt andet virksomhedsledere i ”high performance-ledelse”.

Hun begyndte dog at tvivle på sine egne budskaber og havde sværere og sværere ved at stå inde for sit arbejde. Som psykolog kunne hun ikke lade være med at tænke på, om hun var med til at skabe stress og et dårligt psykisk arbejdsmiljø blandt medarbejderne med sine budskaber.

”Det blev belastende, fordi mit arbejde begyndte at stride imod min egen moral og etik. Det var stressende,” siger Malene Friis Andersen, som endte med at sige sit job op og blive klinisk psykolog i stedet med fokus på stressramte medarbejdere og ledere.

Når hun taler med vidensarbejdere og ledere på de danske arbejdspladser, hører hun flere gange historier om medarbejdere, som også har en forkert fornemmelse i maven, når de går på arbejde.

”Jeg oplever en stigende afmægtighed og resignation. Det er jo de her rammer, vi har, og dem kan vi ikke gøre noget ved, hører jeg medarbejdere og ledere sige.”

Ifølge forskeren reagerer nogle medarbejdere med stresssymptomer. Hvis der i for lang tid er ubalance mellem krav og ressourcer, så kan man føle sig inkompetent, og den følelse er der ifølge hende mange, som vender indad.

”Nogle medarbejdere har ikke lyst til at dele med deres kolleger eller leder, at de føler sig stressede, for hvad så næste gang, der skal skæres ned?” siger Malene Friis Andersen.

En anden reaktion, hun har observeret, er medarbejderen, som bliver mere kynisk.

”Det er personen, som går fra at være medarbejder til arbejder, og som fjerner sig fra det bål, som tidligere brændte af engagement og lyst. Det er et problem, når du arbejder med mennesker, for når du fraspalter din egen person fra dit arbejde, så stopper arbejdet med at give mening og glæde,” siger Malene Friis Andersen.

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.