Du er her
Anmeldelse:Undervisning
| 13. jun 2017

Verdenshistorien set gennem imperier

Af: Morten Lassen

Indledningen til Imperier slår fast, at imperier ikke bare har domineret det meste af verdenshistorien, de er også en nøgle til at forstå nutiden: Putins annektering af Krim, Erdogans opførelse af osmanniske monumenter og paladser, Storbritanniens brexit og Trumps ”make America great again” er alle eksempler på, at den imperiale fortid spøger. Det er i mange henseender en god og oplagt ide at skrive en verdenshistorie fortalt gennem syv imperiers opstigen og fald, men når man ser på de valgte eksempler, er det ikke ligefrem fantasien, som hersker: Romerriget, Middelhavsområdets muslimske imperier (i realiteten Osmannerriget), det spanske imperium, det danske imperium, det britiske imperium, franske imperier og den nazistiske imperiedrøm. I det afsluttende kapitel afvikles USA, Kina, Rusland og EU på ganske få sider, for vi skulle jo gerne få svar på indledningens fire aktuelle eksempler. Det er nu lidt med hiv og sving, at det kommer på plads. At anklage bogen for eurocentrisme ville være en underdrivelse, verden uden for Europa optræder (næsten) udelukkende som en scene for europæiske ideer og handlinger. I bogens indledende kapitel sættes den teoretiske ramme i form af tre imperialisme-teorier, men det er imidlertid langtfra alle kapitler, som forholder sig til disse. Måske fordi teorierne (Lenin, Kennedy og Said) måske ikke ligefrem er de mest anvendelige? Desuden er der vist skrevet nyere ting om emnet! Et stærkere teoretisk fokus kunne med fordel have forløst det komparative perspektiv, bogens udformning rummer. For eksempel behandles både den britiske og den nazistiske kolonipolitik, men der lægges ikke op til nogen form for komparativ diskussion.

De respektive imperiers storhed og fald er imidlertid glimrende behandlet, men som sædvanlig, fristes man til at sige, er fokus på de økonomiske og politiske faktorer. Det er lidt ærgerligt, at de seneste årtiers diskussion af, hvordan og hvorfor man skal skrive global historie, ikke er medtaget. Hvor er argumentet for multiperspektivisme? Den transnationale historieskrivning? Og så videre. Den såkaldte ”anden” er her fuldstændig fraværende.

Til trods for disse indvendinger er det en velkommen og vellykket udgivelse, som med fordel kan anvendes i for eksempel et tematisk forløb. På den dertil knyttede hjemmeside findes gode arbejdsspørgsmål og nyttige links (for eksempel til små animationsfilm, som på enkel vis forklarer vanskelige begreber).