Jessica Ellegaard Just læser hf-enkeltfag på VUC Djursland i en lille afdeling i Grenaa. Hun vil læse videre til socialrådgiver. "Jeg vil være en god rollemodel for mine børn," siger hun.

Uden den lokale VUC var Jessica måske ikke begyndt i skole igen

VUC Djursland kæmper med økonomien på grund af for få elever. Jessica Ellegaard Just fra Grenaa klarede sig dårligt i skolen, men er nu ved at afslutte en hf-eksamen på den lokale VUC-afdeling.

Da Jessica Ellegaard Just var færdig med barslen med sin nu femårige søn, besluttede hun sig for at læse hf-enkeltfag.

“Jeg vil gerne gøre noget godt for mig selv, og jeg vil gerne være en god rollemodel for mine børn,” siger 27-årige Jessica Ellegaard Just, som har planer om at læse til socialrådgiver, når hun er færdig med hf.

I dag har hun også en datter på tre år og læser på VUC Djursland i Grenaa, hvor hun for nogle år siden også færdiggjorde 9. - og 10. klasse.

VUC Djursland med afdelinger i Grenå og Hornsleth er et af de VUC’er, der er udfordret på økonomien, fordi det er svært at fylde holdene op.

Jessica Ellegaard Just læser for eksempel psykologi, og på holdet sidder der kun otte kursister i klassen.

Én i min familie har afsluttet en hf-uddannelse, resten har ingen uddannelse.

Jessica Ellegaard Just, elev
VUC Djursland

“Vi får meget ud af undervisningen i psykologi, fordi der er god tid til den enkelte, og læreren altid lige har fem minutter til at tale med os,” siger Jessica Ellegaard Just.

Det hænger ikke sammen økonomisk
Hendes underviser Lone Vase Bendtsen, som også er tillidsrepræsentant på VUC Djursland, må dog erkende, at otte kursister på et hold ganske enkelt ikke hænger sammen økonomisk.

“Det er et spørgsmål om tid, før vi ikke er her mere, hvis det fortsætter sådan her. Det har vi erkendt,” siger Lone Vase Bendtsen.

Hun nævner, at der sidder mellem seks og tolv kursister på enkeltfagsholdene, og at skolen sidste år kørte med underskud.

“Det er dog meget vigtigt, at de unge i Grenaa kan tage en uddannelse hos os. Til vinter bliver 15 studerende færdige med en hf-uddannelse, og mange af dem ville ikke tage en uddannelse, hvis de ikke kunne læse hos os,” siger Lone Vase Bendtsen.

Hun peger på, at mange af dem, som beslutter sig for at læse hf-enkeltfag, har haft udfordringer i skolen og nogle gange i livet. 

“Mange har behov for trygge rammer, og de læser hf-enkeltfag i deres eget tempo. Erfaringen er, at mange af vores studerende begynder at læse til pædagog, sygeplejerske og den type uddannelse,” siger Lone Vase Bendtsen.

Små afdelinger har et problem
Mange små VUC-afdelinger har ofte små hold på hf-enkeltfag, viser en opgørelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), som gymnasieskolen.dk skrev om for nylig. 

Læs: Holdstørrelser på hf udstiller VUC's store problem

På flere VUC-afdelinger er der ikke nok elever til at fylde holdene op, og holdene bliver dermed en økonomisk underskudsforretning. VUC’erne bliver dog nødt til at oprette de små hold for at kunne tilbyde de fag, eleverne skal bruge for at søge ind på en videregående uddannelse. Alternativet er, at eleverne helt forsvinder.

Det vil være meget ærgerligt, hvis VUC ikke kan tilbyde uddannelse til alle unge i hele landet.

Lone Vase Bendtsen, tillidrepræsentant
VUC Djursland

Fjernundervisning fungerer ikke for mig
Jessica Ellegaard Just er glad for, at hun kan tage de fag, hun har brug for i Grenå.

“Jeg har taget et fag som fjernstudie, men det fungerede ikke rigtigt. Jeg har behov for at få fysisk undervisning og at få hjælp af læreren,” siger Jessica Ellegaard Just.

Hendes egne forældre havde ingen uddannelse, og i folkeskolen fik hun lave karakterer, og flere fag afsluttede hun ikke.

“Én i min familie har afsluttet en hf-uddannelse, resten har ingen uddannelse. Men nu vil jeg skabe en god fremtid for mig selv,” siger hun.

Om hun var begyndt at læse hf-enkeltfag, hvis ikke hun kunne læse i Grenaa, ved hun ikke. I dag ville hun dog pendle til Aarhus, hvis det var nødvendigt for at tage sin hf-uddannelse.

“Jeg har en bil, så det ville ikke tage så lang tid. Men jeg tror, at mange andre ikke ville læse hf, hvis de ikke kunne læse i Grenå. Nu skal jeg blive færdig med min hf, så jeg kan læse videre,” siger hun.

Alternativet er halvanden times transport
Lærer og tillidsrepræsentant Lone Vase Bendtsen håber på, at VUC Djursland også i fremtiden kan levere uddannelse til de unge, som bor i lokalmiljøet.

“Det vil være meget ærgerligt, hvis VUC ikke kan tilbyde uddannelse til alle unge i hele landet. Mange af vores elever vil ikke egne sig til fjernundervisning og vil ikke bruge halvanden time på transport med det offentlige for at komme til Aarhus,” siger Lone Vase Bendtsen.