Turen til den skotske bakketop blev en øjenåbner

Julie Flaherty holder også af at vandre i Odsherreds bakkede landskab.

Turen til den skotske bakketop blev en øjenåbner

Det, der for nogle er en lille bakke, er for andre et ubestigeligt bjerg. Men klarer man udfordringen, vokser man. Det blev tydeligt for lærer Julie Flaherty på en studietur.

Hun kan huske, at solen skinnede. Det var sidst i marts. Julie Flaherty og en kollega var på studietur med 2.e i Edinburgh. Det var perfekt vejr til det, der stod øverst på dagens program: en vandretur op på Arthur’s Seat – en uddød vulkan meget tæt på centrum af byen.

Julie Flaherty glædede sig. Hun havde gået den smukke tur før. Fra toppen ville eleverne kunne få en flot udsigt over både den nye og gamle del af den skotske hovedstad, og det ville give god mening, da klassen havde beskæftiget sig en del med byplanlægning. 

Selvfølgelig ville turen blive hårdere for nogle end for andre, men da Arthur’s Seat mere er en stor bakke end et egentligt bjerg, ville alle fint kunne klare den, havde hun tænkt.

I dag, næsten fem år senere, står vandreturen stadig lysende klart for den 40-årige lærer på Odsherreds Gymnasium, og hun har tænkt tilbage på den mange gange og fortalt kolleger om den. For turen op og ned ad den tidligere vulkan blev meget mere end en travetur i smuk natur. Den kom til at betyde noget for hendes opfattelse af læring og tilgang til undervisning.

“Oplevelsen har ændret noget i mig. Den var et meget stærkt billede på, hvor forskelligt eleverne kan se på en opgave. Det, der kan være en lille, let bakke for nogle, kan være et højt, ubestigeligt bjerg for andre. Det gælder i enhver læringssituation,” siger Julie Flaherty.

“Hun var så stolt”
Hun spoler tiden tilbage. Flere af eleverne syntes, at turen op ad Arthur’s Seat havde været udmattende. Særligt hård var den for en af pigerne. Men de havde gået i mindre grupper og ad forskellige stier, så det gik først op for Julie Flaherty, da alle var kommet op og samledes på toppen.

Oplevelsen har ændret noget i mig. Den var et meget stærkt billede på, hvor forskelligt eleverne kan se på en opgave.

Julie Flaherty, lærer
Odsherreds Gymnasium

Julie Flaherty havde haft klassen siden 1.g og kendte eleverne godt. Den pågældende pige røg og dyrkede ikke motion. Hun havde lav selvtillid og gav ofte hurtigt op. Hun var sød og begavet, men med temmelig meget fravær og en kaotisk familiebaggrund. Sådan en pige, som Julie Flaherty lige fra starten havde haft lyst til at putte i sin lomme og tage med hjem.

“Da vi mødtes på toppen, var hun træt og meget opgivende. Hun syntes, at det havde været sindssygt hårdt. Alligevel besluttede hun sig for at tage den stejleste vej ned, nok mest fordi hendes bedste venner i klassen ville den vej,” fortæller Julie Flaherty.

Men de når kun at gå 100 meter nedad, så glider pigen og vrider om på foden. Det gør ondt, og hun græder. Julie Flaherty er hos hende. Efter et hvil finder hun fornyet mod, humper videre med støtte fra et par klassekammerater og kommer ned.

Muligheden for at gå over endnu en top lokker flere af eleverne, og pigen, der ikke har så ondt mere, vælger at udfordre sig selv og gå med. Og da alle når top nummer to, får endorfinerne frit løb.

“For flere var det en stor oplevelse. En råbte: ‘I’m the king of the world’. Men det sødeste var den her pige, der lige så stille sagde: ‘Det her er det største og vildeste, jeg nogensinde har gjort. Tænk, at jeg kunne klare det’. Hun var simpelthen så stolt, og det var så fint og unikt, fordi det kom lige fra hjertet og på en fuldstændig nede på jorden-måde. For hende var det som at have besteget Mount Everest.”

Tror på alle
Julie Flaherty underviser i engelsk og biologi. Hun fortæller, at hun altid har forsøgt at se den enkelte elev. Men oplevelsen på Arthur’s Seat var en øjenåbner og har fået hende til at prioritere det i endnu højere grad.

“Det lykkes nok ikke for mig i hvert eneste undervisningsmodul, men jeg prøver virkelig at se det enkelte individ både fagligt og personligt og hele tiden huske på, at der er stor forskel på, hvad eleverne synes er nemt og svært.”

Hun forklarer ofte tingene på forskellige måder, og nogle gange giver hun eleverne opgaver med forskellig sværhedsgrad. Det kan lyde banalt, at man skal huske, hvor forskellige udgangspunkter og opfattelser eleverne har, men hun tror, at en del lærere af og til glemmer det. 

“Jeg tror på alle, så når jeg går ind i et klasselokale, er min tilgang, at alle kan lære alt, men at jeg skal hjælpe dem på forskellige måder. Jeg prøver at se den enkeltes muligheder frem for begrænsninger,” siger Julie Flaherty, der erkender, at det er svært at have en tæt kontakt til alle, hvis klasserne er store.

Odsherreds Gymnasium er et udkantsgymnasium med en del fagligt svage elever. Nogle kan ikke få faglig støtte hjemme, fordi forældrene ikke selv har gået i gymnasiet. Andre kæmper med for eksempel psykiske problemer og familiemæssige problemer, hvilket går ud over deres indsats i skolen, fortæller Julie Flaherty.

For hende var det som at have besteget Mount Everest.

Julie Flaherty, lærer
Odsherreds Gymnasiium

Hun lægger ikke skjul på, at de fagligt svage elever har en særlig plads i hendes hjerte. Hun oplever, at de hurtigt giver op, når noget bliver lidt svært, og derfor er det vigtigt, at de får noget faglig selvtillid, påpeger hun.

“Elevernes tro på, at de faktisk allerede kan noget og kan lære endnu mere, er så afgørende,” siger hun.

Ud på dybt vand
For Julie Flaherty var oplevelsen på studieturen til Skotland også et klart billede på, hvor meget energi og gåpåmod det giver, når en elev overvinder sine egne grænser og ‘bestiger et bjerg’. Derfor passer hun på med at skrue for meget ned for kravene til de fagligt svage. Det kan man gøre i visse situationer, men alle skal også skubbes ud, hvor de ikke kan bunde, for det er det, de vokser af, mener hun.

I slutningen af engelsktimerne stiller hun sig ofte i døren, og så skal hver elev på vejen ud tale engelsk med hende. Det er helt korte snakke, men alle får sagt noget.

“Jeg skubber alle ud i det, men forventer ikke det samme niveau fra alle. Nogle står klar med det samme og snakker løs. Andre er nervøse og får kun fremstammet et par sætninger. Men jeg giver alle ros, og det giver af og til de forsigtige modet til at sige lidt i næste time og sige mere, når vi laver øvelsen næste gang,” fortæller Julie Flaherty.

Den samme øvelse bruger hun i biologi. Her skal eleverne, inden de går, fortælle hende om noget af det, de har lært i dagens modul.

Hun tror på, at en succesoplevelse kan være det, der skal til, for at den enkelte elev ser på sig selv med nye øjne.

“Til evalueringssamtaler spørger jeg altid mine elever, hvad deres mål er. Mange af de fagligt svage taler sig selv ned. De, der tit får 02, har en tendens til at se sig selv som den karakter, og jeg skal gå til dem for at få dem til at sige, at de faktisk gerne vil gå efter at få 4 eller 7. De fleste kan langt mere, end de selv tror,” siger Julie Flaherty.