Artikel
Tillidsfolkenes magic touch
No image

Tillidsfolkenes magic touch

Når besparelserne presser sig på, skal tillidsrepræsentanterne navigere i hajfyldt farvand. Derfor har de brug for at udveksle viden og erfaringer.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det er torsdag aften, og baren er åben. Tillidsmand Christian Langballe åbner sin gamle kuffert, mens hans kolleger tager plads i en halvcirkel rundt om ham.

Han starter med at trylle et æg væk. Så dukker det op, før det igen forsvinder. Han gør et langt reb stift og blødt igen, hvorefter han tryller en bh frem om halsen på en mandlig kollega. Han forsøger at læse en andens tanker, mens han konstant smider punchlines omkring sig. Publikum skraldgriner. Det underholdende trylleshow er en tiltrængt afslutning på en lang og seriøs dag.
 

Pålagt fortrolighed
På et konferencecenter i Nyborg er et par og tredive nye tillidsrepræsentanter og tillidsrepræsentantsuppleanter fra hele landet samlet til tredje og sidste modul af Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) tillidsmandskursus.

Ved et cafebord står to skuespillere. Den ene spiller rektor, den anden tillidsrepræsentant.

”Som du ved, så skal vi spare. Bestyrelsen har pålagt mig, at vi skal have en overskudsgrad på tre procent. Derfor skal vi afskedige 15 ansatte,” siger rektoren.

Tillidsrepræsentanten er mundlam.

”Det er jo hver femte kollega …”

”Ja. Men vi tilbyder, at folk kan få frivillig fratrædelse, hvis der er nogen, der vil det,” svarer rektoren, der efter at have bedt tillidsrepræsentanten holde afskedigelserne hemmelig afbryder samtalen. Han skal videre til et vigtigt møde.

Scenen varer kun få minutter.

Konferencieren Claus Have beder deltagerne diskutere scenariet med deres sidemakker. Efter fem minutter beder han om reaktionerne.

”Det svækker tillidsrepræsentanten, at hun bliver pålagt fortrolighed. Det skal hun ikke acceptere. Der er brug for at vende det med de andre tillidsvalgte,” siger en. ”Hun kan fremhæve, at GL ser strengt på skoler, der fyrer trods overskud,” foreslår en anden, mens en tredje synes, at tillidsrepræsentanten skal tvinge rektor til at tage situationen op i samarbejdsudvalget, før fyringerne effektueres.

De to skuespillere og konferencieren kommer fra firmaet Dacapo, der bruger teater til uddannelse og organisationsudvikling. Over fire timer spiller de bid for bid en besparelsesproces på det fiktive gymnasium i Storkøbing. Målet er at give de nye tillidsfolk et udgangspunkt for diskussioner om, hvordan man skal gribe situationen an over for rektor, kolleger, samarbejdsudvalg og GL.

Akt to: “Vi er ikke kornfede”
En af de rigtige tillidsrepræsentanter erstatter skuespilleren ved cafebordet og står over for den falske rektor.

”Jeg vil gerne lige se på det budget,” siger han insinuerende.

”Vores lønninger udgør 80 procent af budgettet, så vi kan ikke undgå at spare,” svarer rektor, mens han både i tone og kropsholdning går i forsvarsposition.

”Ja, men jeg vil gerne se på det i forhold til bygningstaxameteret,” insisterer tillidsrepræsentanten. Han rører sig ikke ud af stedet.

”Bestyrelsesformanden har sagt, at vi skal konsolidere økonomien, og det er jeg enig med ham i,” lyder det afvisende fra rektoren, der har lagt armene over kors.

Tillidsrepræsentanten svarer igen:

”Men det er jo ikke meningen, at vi skal have overskud!”

”Vi er altså ikke kornfede,” afslutter rektor samtalen.

”Han er jo glat som en ål!” udbryder en blandt publikum. Stor latter og jubel er den spontane respons fra de andre tillidsrepræsentanter.

Igennem eftermiddagens syv akter diskuterer tillidsrepræsentanterne, hvordan de skal gribe besparelsesdiskussionerne an.

En tillidsrepræsentant sætter spørgsmålstegn ved, at en stor skole skal have fem kommunikationsmedarbejdere, mens en anden fremhæver, at det er svært at diskutere besparelser, når der ikke foreligger en organisationsanalyse.

Udsigten til fire år med stadig større besparelser præger kurset.

De fyrede skal ikke fryses ud
I femte og sjette akt mødes tillidsfolkene på Storkøbing Gymnasium med to – rigtige – konsulenter fra GL for at snakke om, hvordan de skal håndtere fyringerne sammen med lærerkollegiet. Tre lærere har valgt at gå på efterløn, så der kun skal fyres tolv.

Arbejdsmiljørepræsentanten har hørt, at der går rygter om, at det er de mest besværlige lærere, der er blevet prikket.

Hans suppleant fortæller, at det også forlyder, at de tre frivillige fratrædelser måske ikke er så frivillige endda. De har følt sig presset til at gå på efterløn, lyder det.

”Vores vurdering er, at udvælgelsen i den her omgang har været holdt på relevante og saglige kriterier, så der er ikke noget at komme efter,” siger Jess Rasmussen, konsulent i GL.

Hans kollega Biljana Muncan tilføjer, at GL-konsulenterne på et fællesmøde med alle lærerne vil fortælle, at det forholder sig sådan. Derefter vil de gennemføre et møde kun for de fyrede for at sætte gang i coaching, karrierevejledning og eventuelt psykologhjælp.

Situationen vækker følelser hos publikum. Flere genfortæller, hvordan de fyrede er blevet pariaer på deres skole, fordi lærerne er blevet berøringsangste, og fordi tillidsrepræsentanterne på grund af ledelsens tavshedspligt ikke altid ved, hvem der er blevet prikket.

”Hos os meldte de fyrede selv ud, hvem de var. Det var en kæmpe lettelse for alle,” fortæller en. ”Hos os kom de samlet over til os andre på lærerværelset. Det var svært for dem at vende tilbage efter at være blevet fyret, og det hjalp dem at komme samlet,” siger en anden.

Der er meget snak om, hvordan man bedst muligt støtter de fyrede, samtidig med at resten af lærerne kan ånde lettet op. Flere fremhæver, at det er vigtigt at lade GL’s konsulenter tage en plads i processen, da de kommer udefra og er mere neutrale.

Ekstranummer
Dacapos optræden slutter af med, at skuespillerne opfører et par scenarier, der stammer fra de nye tillidsrepræsentanters egne oplevelser. Det giver mulighed for, at de nyvalgte kan få feedback fra andre på deres egen håndtering af virkelige situationer.

Efter en fællesmiddag trækker tillidsfolkene i baren, hvor Christian Langballe underholder med sit show.

Selv om det er de færreste tillidsrepræsentanter, der kan trylle, er de i hvert fald kommet lidt tættere på.

God idé at bruge samarbejdsudvalget

Thomas Haunstrup
Tillids­repræsentant på Lemvig Gymnasium og HHX

Den største udfordring er at få et overblik over procedurerne for både lønforhandlinger og personsager. Vi har heldigvis ikke haft fyringer hos os. Hvis vi får det, så synes jeg, at tanken om at bruge samarbejdsudvalget meget aktivt er en god idé, for eksempel til at lave en gennemgang af budgettet for at finde alternative besparelser og undgå fyringer.

Det er vigtigt at udveksle erfaringer

Cecilie Gabel Preuss
Tillidsrepræsentant­suppleant på stx på Rybners i Esbjerg

På kurset har jeg fået en masse værktøjer, som jeg kan bruge derhjemme. Der er mange ting, man ikke ved, når man starter, og derfor er det rart at lære om lovgivningen. Rollespillet giver mulighed for at se sit arbejde udefra, så man bliver mere bevidst om, hvordan man agerer i forskellige situationer. Det er godt at høre, hvordan andre har håndteret lignende situationer.

Jeg vil gerne vide, hvad jeg har sagt ja til

Thomas Kromann Nielsen
Tillids­repræsentant på hhx på Skanderborg-­Odder Center for uddannelse

Da jeg blev tillidsrepræsentant i november, var der ingen overlevering fra den gamle tillidsrepræsentant. Derfor bruger jeg kurset til at finde ud af, hvad det er, jeg har sagt ja til. Den største udfordring er at finde ud af,  hvilke forventninger min ledelse og mine kolleger har til mig. Det er rart at se, at jeg ikke er alene, og at opleve, at jeg kan trække på Gymnasieskolernes Lærerforening og på de andre tillidsrepræsentanter.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater