Seksualundervisning er en fælles opgave: ”Det skal ikke hænge på den enkelte lærer”

Mens eleverne fra 1.g står og bokser i slowmotion i par, spiller Kendrick Lamars Rich Spirit ud af højtalerne. Da musikken stopper, og de medvirkende elever, som har valgt at deltage i kropsøvelsen, indfinder sig på deres plads igen, afslutter højskolelærer Mette Øyås Madsen øvelsen med at sige: ”Tak til dem, der deltog og tak til dem, der sagde fra.”

Samtlige 1.g’ere på Odense Katedralskole er samlet på idrætshallens slidte trægulv. Det er eftermiddag, og for kort tid siden ringede det ind til seksualundervisning for første gang på skolen.

1. august blev det lovpligtigt at undervise i seksualundervisning. Der er ikke nogen krav om, hvordan undervisningen skal foregå, så på Odense Katedralskole har en gruppe på tre lærere været primus motor for at gøre seksualundervisningen til et fælles skoleprojekt, så det ikke hænger på den enkelte lærer.

Fedt at have en krop
Fest, alkohol og grænser. På vej mod skolens regler…

Sådan står der skrevet på et powerpoint.

Grunden til at det netop er denne mandag, eleverne er samlet, er, at der den kommende fredag er fest for de selv samme elever, som befinder sig i idrætshallen. Meningen med denne omgang seksualundervisning er at plante et frø, som kan spire hen over den kommende periode.

“Det er en række oplæg lavet for eleverne, som hen over en række fællestimer kan blive til de knager, som det her projekt skal hænges op på,” siger Mette Lezuik Hansen, som er en af de tre lærere, der er involveret i projektet.

”Oplæggene skal bruges som baggrund for samtaler, analysearbejde, udarbejdelse af kreative produkter og sikkert mange flere ting, vi kommer i tanke om undervejs. Det er helt centralt, at eleverne ikke blot sidder som passive modtagere af forskellige budskaber, men i høj grad skal have fingre, hjerner og følelser med i arbejdet med seksuel dannelse.”

Lærer Tony Søndergaard Andersen, der også er en del af projektteamet, fortsætter:

“De skal lære, de selv har kroppe. Og at det er fedt at have en krop. Ikke kun den seksualiserede krop, men også den afseksualiserede krop. Det mener vi, at Mette Øyås Madsen kan hjælpe vores elever på vej til.”

Mette Øyås Madsen nikker og beskriver, hvor der typisk har været mangler i seksualundervisningen.

“Jeg mener også, at vi skal kigge på de positive kvaliteter i det seksuelle. Traditionelt har der i skolesammenhæng været fokus på alt det sexnegative. På såkaldt risikoadfærd og lignende. Der er ikke blevet kigget på trivsel, livskvalitet eller meningsfuldhed,” siger hun og fortsætter:

“For mig handler seksuel dannelse grundlæggende om at blive rustet til at være et frit individ på en ansvarlig måde i mødet med andre. Friheden kan handle om at få lov til at udfolde den kønsidentitet, den seksuelle orientering og den lyst og de grænser, man har, og ansvaret kan handle om, at det sker på en respektfuld måde sammen med andre.”

”Vi har en samtykkelov, som kalder på ansvar. Man kan sige, at den dannelsesproces, der pågår i en alsidig seksualundervisning og i arbejdet med samværspolitik og samværskultur, derfor bør komme omkring både sexsygdomme og prævention og fælles grænser, lyst, nydelse og trivsel.” fastslår Mette Øyås Madsen.

Intet kompromis med fagligheden
Oplægget til eleverne er lavet af Mette Øyås Madsen, som til daglig er højskolelærer med erfaring i at undervise i krop, køn og seksualitet og i at arbejde med samværspolitik og samværskultur. Hun har for nylig udgivet bogen Seksuel dannelse – inspiration fra en højskolepraktiker, som har støbt fundamentet til samarbejdet med Odense Katedralskole.

En af hendes pointer er, at mange gymnasielærere godt kan gå i gang med seksualundervisning.

“Man behøver ikke gå på kompromis med sin faglighed. Underviserne skal ikke nødvendigvis stå og snakke direkte om prævention og sex. De kan sagtens på en mere almen måde kigge på ungdomskultur, MeToo eller de tematikker, som er relevante for de unge. Undersøge hvad der bevæger sig i ungdomskulturen og starte der sammen med eleverne,” siger Mette Øyås Madsen.

“Man kan faktisk også godt som gymnasium gå i gang med samværspolitik eller fest- og alkoholpolitik,” siger Mette Øyås Madsen, som mener, at kultur- og fællesskabsdannelsen er lige så vigtig som den egentlige seksualundervisning. På den måde kan gymnasiet selv engagere sig der, hvor der måske er mindre berøringsangst.

Ungdomsproblematikkerne fylder
Netop ungdomsproblematikker er også en gennemgående del af Mette Øyås Madsens powerpoint. En samtaleøvelse tager udgangspunkt i en musikvideo med sangerinden Libianca. De første strofer lyder: “I’ve been drinking more alcohol for the past five days. Did you check on me? Now, did you look for me?”

Mette Øyås Madsen afrunder musikvideoen og introducerer nogle spørgsmål, som eleverne i grupper skal forholde sig til.

Spørgsmålene centrerer sig om musikvideoens problematikker og i særdeleshed om sex og alkohol. Hun beder eleverne tage stilling til, om de, inden de startede på gymnasiet, snakkede med venner om sex og alkohol. Slutteligt afrunder hun spørgsmålet med at sige:

“Hvis I ikke er vant til at tale om det, så siger I bare det…”

“Der er ingen fælles opsamling. Det, I taler om, bliver bare blandt jer”, siger hun i mikrofonen, og inden hun lægger den fra sig, afslutter hun med:

”Se det som en lejlighed til at få snakket lidt med hinanden om noget, som mange andre unge ofte går lidt hovedløst ind i.”

Snakken breder sig, og selv de duknakkede drenge, som har trukket hættetrøjerne længere ned end hårgrænsen, begynder at deltage i snakken rundt i de respektive grupper.

Nyt projekt
“Det er et projekt, som vi ikke aner, hvor lander henne,” siger Tony Søndergaard Andersen.

De tre undervisere har i samarbejde med Mette Øyås Madsen bygget seksualundervisningen op i tre søjler. Den første søjle, der er forbeholdt de nystartede 1.g’ere, er bygget op om grænsesætning, prævention og fest og alkoholkultur. Den anden søjle er samtykke og pornoficering af kroppen. Og den sidste søjle er normkritik og kønsidentitet.

“Seksualundervisning eller seksuel dannelse, som jeg foretrækker at kalde det, er jo ikke en læreropgave, men en skoleopgave. Vi skal have skolen til at være et sted, hvor vi snakker om de her ting, så det ikke er den enkelte lærer, som hænger på den”, fortsætter Tony Søndergaard Andersen.

“Det ideelle er, at vi undervisere bliver mere vante i det her rum, og at eleverne får taget hul på nogle samtaler med hinanden,” siger Mette Leuzik Hansen.

Tony Søndergaard Andersen er enig:

“Vi håber på at kunne sige, at I havde jo Mette, og kan I huske det, hun snakkede om.”

Tilbage i idrætshallen er alkoholpolitikken blevet gennemgået, og powerpointet er taget af lærredet igen.

“Nogle spørgsmål?” bliver der sagt i mikrofonen fra gymnasielæreren, som stod for gennemgangen af alkoholpolitikken.

En dreng iført en OB-trøje rækker hurtigt hånden i vejret:

“Hvad koster en øl til festen?”