Super materiale om beatgenerationen

Denne bog er super til undervisning. Den har flere ingredienser, som unge mennesker i gymnasieskolen kan finde interessante: ungdom, vildskab, frihedsdyrkelse, søgen efter identitet og ståsted, eksperimenter og selvudtryk inden for sex og stoffer samt en forholden sig til mainstreamsamfundets bigotte konformisme og forbrugerisme.

Beatgenerationen væltede ind på den amerikanske litterære og kulturelle scene i 1950’erne som en forkastelse af det almindelige amerikanske liv.

Forfatterne er kendte: Jack Kerouac, Allen Ginsberg, William S. Burroughs med flere. De og deres omgangskreds, hvoraf flere var bøsser, som oplevede datidens USA som homofobisk, repræsenterede en hidtil uset vild og rå udtryksmåde og nye bevidsthedsformer. Flere var stofafhængige.

Citat fra Howl: ”I saw the best minds of my generation destroyed by madness, starving hysterical naked, dragging themselves through the negro streets at dawn looking for an angry fix, angelheaded hipsters burning for the ancient heavenly connection …”

Beatgenerationens pionérer skabte et intellektuelt miljø, som brød grænser, og deres indflydelse kan spores i årtierne efter i 1960’ernes ungdomsoprør og antikrigshippiekultur samt senere i GLBTQ-rettigheder.

Primærtekster og introduktioner hertil danner et fint grundlag for engelsktimerne, for eksempel uddrag af On the Road og Naked Lunch, men der måtte godt have været flere gloser.

Bogen henvender sig måske mest til A-niveau på andet eller tredje år på grund af det litterære, men det samfundsmæssige kan appellere til både A- og B-niveau.

Det er et vellavet materiale præsenteret i en flot og inspirerende layout. Alt i alt et opløftende og brugbart materiale, der hermed rekommanderes med topkarakteren fem stjerner ud af fem.