Studenterne, bierne og blomsterne

Vi er allerede begyndt at se skoler og daginstitutioner lukke ned af mangel på små medborgere, særligt i landdistrikter. Hvornår kommer turen til gymnasierne og de andre ungdomsuddannelser, spørger kronikøren, som sammen med en kampagne opfordrer studenterne til at gøre det, studenter ofte synes er sjovest... Der ligger dog bekymringer for velfærdsstaten bag.

Spændingsfeltet mellem børn, uddannelse og karriere er hele tiden oppe i medierne. Og som det næppe kan være undgået ens opmærksomhed, blev der fra officiel side sidste år lanceret en kampagne og et undervisningsmateriale om fertilitet til elever på de gymnasiale uddannelser, og som fortsat er aktivt på nettet: Maybebaby (1).

Det er blevet udarbejdet af to ministerier og Rigshospitalets fertilitetsafdeling i samarbejde med undervisere. Det tager udgangspunkt i de gymnasiale læreplaner på stx, hf, hhx og htx og i uddannelsesbekendtgørelserne, hvor det blandt andet i paragraf 4 hedder:

”Uddannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden: medmennesker, natur og samfund, og til deres egen udvikling.”

Oplysningskampagnen blev specielt synlig i gadebilledet sidste efterår i København, hvor sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen forsøgte at få unge med en lang videregående uddannelse til at overveje at få børn tidligere, gerne i løbet af studietiden. Baggrunden er naturligvis den kendsgerning, at den gennemsnitlige alder for førstegangsfødende herhjemme er på 29,1 år, men for kvinder med en videregående uddannelse er den på 31,8 år (2), næsten tre år mere, hvilket er tæt på grænsen til mange kvinders faktiske evne til at kunne få børn. Dertil kommer de unge mænds faldende sædkvalitet, hvor hver fjerde vil have svært ved at gøre en kvinde gravid.

Der ligger derfor implicit i kampagnen og i oplysningsmaterialet ikke alene et rent fagligt formål med at oplyse om fertilitet og dens forudsætninger, men også en ansporing til at få de unge til at reflektere over sig selv og deres omverden allerede i gymnasietiden, sådan som bekendtgørelsen lægger op til.

Hvad angår kampagnens effekt på de studerende ved de længerevarende uddannelser, vil den nok være begrænset. I dag er det kun et fåtal af de universitetsstuderende, der vælger at få børn i løbet af studietiden, og resten angiver en række tilsyneladende gode grunde til, at de vælger at udskyde spørgsmålet. Man har måske endnu ikke fundet den rette partner, eller man mener, at boligforholdene og økonomien først skal være helt på plads. Eller man har svært ved at give afkald på ferier, fester, byture og den oplevelseskultur, der råder i storbyen.

Dertil kommer politikernes pres for at få de studerende igennem deres studier på så kort tid som muligt. Dette er yderligere blevet skærpet med sidste års vedtagelse af fremdriftsreformen. Ganske vist har de studerende fortsat ret til barselsorlov og til ekstra SU, men reformen favoriserer fuldtidsstuderende og strammer skruen ved at reducere den gennemsnitlige studietid med 4,3 måneder. Økonomisk er det svært, når man mister SU, og hvis det sker for bare den ene forælder, mister man også forsørgertillæg (3).

Samfundsmæssige følger
Måske er den største hindring den mentale. Det tager i dag væsentligt længere tid for den unge at blive en "ansvarlig voksen", end det gjorde for en eller to generationer siden. Det gælder ikke mindst de unge mænd, der selv i trediverne kan virke frygtelig umodne i forhold til tanken om at skulle blive fædre og selv siger, at de er det.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at oplysningskampagnen i særdeleshed retter sig til unge på de gymnasiale uddannelser. Mange af dem vil fortsætte med en lang videregående uddannelse. Hvis man vil have dem til at få børn i løbet af studietiden, hvad der faktisk var ret almindeligt tidligere, må både den nødvendige viden om fertilitet og også de unges egen refleksion over emnet grundlægges, før de kommer i gang med studiet og karrieren.

Dette er der en hel række grunde til, og lad os se på dem her:

1.  Almendannelsen har en fremtrædende plads i gymnasiereformen (jævnfør citatet ovenfor), og specielt fremhæves de naturvidenskabelige fag. De almendannende perspektiver fremgår på tværs af læreplanerne.

Eksempelvis for biologi C, at ”biologi … giver faglig baggrund for udvikling af ansvarlighed, stillingtagen og handling i forbindelse med aktuelle samfundsforhold med biologisk indhold”. I naturgeografi C: ”Der lægges vægt på, at den naturfaglige forståelse sættes i et samfundsperspektiv”. Naturvidenskabelig faggruppe på hf: ”Dette danner udgangspunkt for erkendelse og forståelse af fænomener i naturen og for forståelse af samspillet mellem mennesket og dets omgivelser.” (4).

Men mens vi i undervisningen næsten til bevidstløshed har fremhævet temaer som motion og sund kost og advaret mod rygning, blandt andet med henvisning til at kræft og hjerte-kar-sygdomme er blevet folkesygdomme, så er emnet barnløshed næsten ikke-eksisterende. Og når forplantning indgår i biologiundervisningen, er opmærksomheden ofte mere rettet mod det at undgå at få børn. Af en eller anden grund har emner som seksualitet og forplantning en tendens til at blive "privatiseret" som et anliggende kun for den enkelte, hvor sandheden er, at barnløshed også har store samfundsmæssige følger.

2. Barnløshed og forringet frugtbarhed er blevet en folkesygdom. I dag lider 15 procent af danske par af nedsat fertilitet, og op mod hvert 10. danske barn de seneste årgange er kommet til verden efter brug af kunstig befrugtning. For hver gang en reagensglasbefrugtning (IVF) gennemføres, er det kun i 25 procent af tilfældene, at det ender med et barn. Efter et samlet behandlingstilbud ved IVF ender 65 procent med at få et barn (5). Det er altså langtfra altid, at behandlingen resulterer i det ønskede barn. Dertil kommer, at den heller ikke er risikofri, og i al fald giver hormonbehandlingen ofte ubehagelige bivirkninger som hovedpine og kvalme. Endelig kan den psykiske belastning være stor, fordi håbet om at få et barn er så stort, og udeblivelsen af et heldigt resultat virker som et uigenkaldeligt tab.

Tænk også på alderen
De fleste piger har en selvfølgelig forventning om, at de en dag vil blive mødre. Kvindens egne drømme, hendes mands forhåbninger og omgivelsernes forventninger kan tilsammen udgøre så stort et pres, at hvis hun får konstateret, at hun er ufrugtbar, kan det få alvorlige følger for hendes identitet og selvfølelse, og hun kan risikere sit parforhold. Her er der en oplagt tematik til dansk og psykologi.
3. Kvindens alder er den helt afgørende faktor, når vi taler barnløshed. En kvinde har sin mest frugtbare alder omkring de 18-25 år. Allerede fra 27-årsalderen begynder fertiliteten at dale, og denne proces tager for alvor fart ved de 35 år. Set i forhold til den enkelte cyklus er chancen for at blive mor som 30-årig kun halvt så stor, som når man er 20 (6). Og en kvinde bliver ufrugtbar cirka 10 år før menopausen. Så hvis man går i overgangsalderen, når man er 45, og det kan man jo ikke vide på forhånd (selv om der er en arvelig sammenhæng), så er det slut, når man er 35. Den utvetydige opfordring fra al medicinsk fagkundskab er, at kvinder får deres børn før 30-årsalderen, hvis de vil være sikre på at få dem.

Her kunne man måske rette en vis kritik mod undervisningsmaterialet, der er tilbøjeligt til at "ligestille" kvindens alder med andre faktorer, såsom rygning, overvægt og andre livsstilsfaktorer hos både kvinden og manden. Det er heller ikke, fordi disse faktorer ikke også har betydning. Selvfølgelig spiller det en rolle, om kvinden for eksempel ryger og er lidt overvægtig. Det betyder også noget, om hun har en ustabil ægløsning eller har æggeledere, der ikke fungerer optimalt. Det kan også påvirke resultatet, hvis kvaliteten af hendes partners sædceller ikke er helt i top. Men kvinden er født med en bestemt ovariereserve af anlæg til æg, det vil sige, at de har hendes egen alder. Og den afgørende pointe er, at unge æg lettere kan overvinde alle disse mange forhindringer og efter befrugtningen udvikle sig til et sundt barn, hvorimod ældre æg er mere tilbøjelige til at stoppe udviklingen.

Det er naturligvis ikke mindst faget biologi, der her kommer på banen. Men hele gymnasieverdenen med sit selvfølgelige og entydige fokus på uddannelse burde i højere grad bevidstgøre de unge om, at mens man kan uddanne sig hele livet, kan man ikke få børn hele livet: Perioden 18-25-års topfrugtbarhed hos kvinden falder sammen med de studenter, der får huen på til sommer. Ifølge en opgørelse fra 2008 er gennemsnitsalderen for stx-studenterne 19,5 år, for hhx og htx 20 år og for hf 20,5 år. Der kan her være grund til at fremhæve VUC, hvis kursister under selve forløbet for 44 procents vedkommende er 20-24 år og for 25 procents vedkommende er 25 år eller ældre (7).

I mange tilfælde er løbet kørt, når videregående uddannelse, partner og parcelhuset er i orden.  Andre får højst ét barn og ikke de to, som er på de fleste kvinders ønskeliste.

Sygdomsrisikoen
4. Der er en ret væsentlig sygdomsrisiko for kvinden ved at udsætte fødealderen. Med alderen øges ikke alene risikoen for ufrugtbarhed, men også for at pådrage sig kønssygdomme som klamydia, der kan være medvirkende årsag hertil. En ældre kvindekrop er selvsagt heller ikke lige så godt tilpasset graviditet og fødsel som en yngre. Det kan give problemer som svangerskabsdiabetes, svangerskabsforgiftning, ophobning i fedtvævet af miljøgifte (et tilknytningspunkt til kemi!) og komplikationer med den noget forældede moderkage. Fosteret selv løber også en risiko ved at blive født af en biologisk ældre mor. Velkendt er den større risiko for spontane aborter og kromosomfejl, men undersøgelser tyder også på øget risiko for diabetes 1 og autisme. Sikker er den større risiko for at blive født for tidligt, især hvis det er en del af en tvillingefødsel, hvilket for barnet kan disponere for neurologiske forstyrrelser som ADHD.

Temmelig upåagtet (og desværre ikke omtalt i undervisningsmaterialet) er den større risiko, som ældre førstegangsfødende eller kvinder, som ikke får børn, har for at udvikle brystkræft.

En kvinde er frugtbar fra menarchens indtræden typisk omkring 13-årsalderen til menopausen. Hvis hun venter med at få børn, til hun er 35, har hun altså gået rundt som frugtbar i 22 år uden at realisere det moderskab, naturen forbereder ved hver cyklus. Dette medfører en forøget celledelingsaktivitet, hvor der kan opstå mutationer. Hvis hun derimod får børn og ammer dem, bliver der indlagt nogle vigtige pauser i denne aktivitet. Desuden er den helt unge piges stamceller i det ikke færdigudviklede bryst mere følsomme over for kræftfremkaldende påvirkninger end de fuldt udviklede kirtelceller, som hun får ved sin første graviditet.

Lederen af Rigshospitalets brystkirurgiske klinik, overlæge dr.med. Niels Kroman, har sagt: ”Hvis danske kvinder får deres første barn som 18-årige og et barn mere inden 25-årsalderen, vil vi kun se halvt så mange tilfælde af brystkræft, som vi har i dag.” (8). Hvor mange herhjemme er klar over det? Et enormt clash mellem naturen og vores vestlige kultur (relevant for alle fag), men naturen har jo lov at være politisk ukorrekt.

Indvandring eller flere fødsler
5. Faldende børnetal vil stille store udfordringer til velfærdsstatens opretholdelse og til kulturen. Når kvinderne udsætter deres fødsler, vil det automatisk føre til faldende fødselstal. Når kvinder af forskellige økonomiske, personlige eller andre grunde udsætter deres første fødsel, medfører det, at mange ikke får barn nummer to og slet ikke nummer tre eller fire. Det betyder naturligvis i sig selv et fald i fødselstallet. I 1965 var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende på 22,7 år, og det betød, at vi kunne opretholde en fertilitetsrate på omkring de 2,1 som er nødvendig for, at den danske befolkning kan reproducere sig selv.

Men siden da har fertiliteten per kvinde befundet sig under det magiske tal, i 2015 var den på 1,7, og det følger et generelt vestligt mønster. Indvandring er det eneste, der kan kompensere (9).

Vi er allerede begyndt at se skoler og daginstitutioner lukke ned af mangel på små medborgere, særligt i landdistrikter. Hvornår kommer turen til gymnasierne og de andre ungdomsuddannelser?

Med en "ældrebyrde", der ret beset skyldes, at der fødes for få børn, er eksperter foruroligede over, hvem der skal finansiere velfærdsstatens fremtid. Spørgsmål, man kunne rette til samfundsfag! Eller til religion og andre kulturfag, for hvis etniske danskere ikke kan opretholde fødselstallet, er der kun indvandring til at kompensere. Afhængig af hvor den kommer fra, kan det blive til et spændende, men måske også konfliktfyldt kulturmøde.

Alt i alt en god idé med en oplysningskampagne, der vil appellere til fornuften, ansvaret og refleksionen, og materialet er helt i top. Men som selvfølgelig også har en mægtig modstander i postmodernismen og den senmoderne selvrealisering, hvor mødet mellem bierne og blomsterne blot er flygtigt og uforpligtende.

1.     maybebaby.dk. Et undervisningsmateriale om faktorer, der påvirker fertilitet, målrettet unge på de gymnasiale uddannelser
2.     kk.dk/nyheder. Københavns Kommune 5.10.2015
3.     S. Jensen & S.E. Larsen: Ny reform spænder ben for studerendes babyplaner. JP 8.10.2015/Universitetsavisen 16.11.2015
4.     J. Dolin m.fl.: Evaluering af naturvidenskabelig almendannelse i stx- og hf-uddannelserne. Inst. for naturfagenes didaktik. K.U., juli 2014
5.     S. Ziebe m.fl.: Danskerne har ondt i forplantningen, Pol. 13.2.2013/ R. Melander: Borgmester vil lokke unge til at lave børn i studietiden. JP 5.10.2015/Rigshospitalet.dk: In Vitro Fertilisation v. prof. A. Nyboe Andersen, juli 2014
6.     Larsen & Yan, 2000: Social Biology 47: 34-50 (se også 1)/Ziebe et al. 2001: Embryo quality and developmental potential is compromised by age. Acta Obst. et Gyn. Scan. Febr. 80 (2): 169-174
7.     Undervisningsministeriet: Tal, der taler, 2009. Undervisningsministeriets statistikpublikationer, 2010/M. Pless & N.M. Hansen: Hf på VUC – et andet valg. Center for Ungdomsforskning, 2010
8.     dr.dk. 1.10.2008/N. Kroman: Årsager til brystkræft, Pol. 31.8.2005
9.     Danmarks Statistik 12.2.2016