Artikel
Staten må til lommerne
No image

Staten må til lommerne

Nok er nok. Arbejdstagerorganisationerne er generelt enige om, at arbejdsgiver må lægge stilen om til de kommende overenskomstforhandlinger. Det afspejles også i GL’s netop vedtagne OK 18-krav.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Håb, men realistisk set en masse forbehold med baggrund i de forhandlingsorganisatoriske rammer.

Det er den umiddelbare følelse i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) i kølvandet på vedtagelsen af foreningens krav til de kommende overenskomstforhandlinger (OK 18) på et repræsentantskabsmøde for få uger siden.

Håbet baserer sig på både nogle interne og eksterne faktorer, først og fremmest at der var stor enighed om kravene, lyder det fra Tomas Kepler, der er formand for GL’s overenskomstudvalg.

”Vi står stærkt og samlet på vores krav. Der har været en tydelig opbakning til at stille krav på områderne arbejdstid, tryghed i ansættelsen og løn. Vi kan ikke aflæse det anderledes end som et stærkt ønske fra medlemmerne om, at vi som forening skal promovere de krav,” siger han.

Tomas Kepler ser det samtidig som et stærkt budskab om, at arbejdsgiverne bliver nødt til at lægge kursen om. For arbejdsgiver bør have en interesse i at skabe gode skoler – og her har GL og dens medlemmer jo en vis viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker, som han formulerer det.

”Vores krav er konkrete anvisninger på, hvad der kan skabe bedre skoler, hvor man som lærer har bedre muligheder for både at lykkes med at levere kvalitetsundervisning og overleve arbejdspresset, og det er det ønske, vi har fået fra vores medlemmer. Tanken om, at hvis alt bare lægges ud til ledelsens fri disposition, bliver alt godt, har vi som lærere mange oplevelser af ikke giver bedre skoler. Vores arbejdstidskrav anviser rammer for god ledelse, og det vil derfor være meget uklogt, hvis arbejdsgiver ikke ønsker at lytte – så er vi ude i et ideologisk korstog omkring terræn, man har vundet ved de seneste forhandlinger,” siger Tomas Kep­ler og tilføjer, at der ellers bliver en anden kamp om synliggørelse af konsekvenserne af nedskæringerne, som GL efter hans mening må kaste sig meget mere ind i, for lærerne kan ikke blive ved med at holde for.

Reel forhandling eller diktat
Netop ved de seneste forhandlinger har gymnasieskolerne måttet lægge ryg til udtryk som ”kornfede”, med henvisning til at de selvejende skoler som samlet sektor havde stort overskud år efter år – hvilket naturligvis dækkede over store lokale forskelle. Derfor var det officielle ønske fra regeringsside at skabe billigere og bedre skoler. Og skolerne er måske nok blevet billigere. Men de er ikke blevet bedre, påpeger Tomas Kepler.

”Og hvad koster forringelserne så på den lange bane? Hvad koster det på kvaliteten, at vi på bare ét år er blevet 1.000 færre lærere til at løfte opgaverne?” lyder spørgsmålet fra Tomas Kepler. De seneste overenskomster – selv om en del af det selvfølgelig handler om bevillinger på finansloven – har således skabt grobund for forringelser gennem salamimetoden, det vil sige fortsatte beskæringer, så der bliver mindre og mindre tilbage, og det er det, man nu begynder at se de negative konsekvenser af, mener Kepler, som derfor har svært ved at svare på spørgsmålet om, hvad det skal koste, hvis GL skal ”sælge” noget i forbindelse med krav fra modparten.

”I min optik har modparten allerede taget uden at betale – og gør det fortsat. Jeg tror ikke, vores medlemmer synes, vi har noget, vi skal sælge. Staten må derimod finde tegnebogen og værktøjskassen frem og begynde at reparere på de skader, man har forvoldt. Og erkende, at det økonomisk-ideologiske projekt har slået fejl.”

Hvad mener GL’s overenskomstformand så, man realistisk set kan forvente af den kommende vinters forhandlinger? Det store spørgsmål bliver i hans øjne, hvordan modparten vælger at håndtere forhandlingsrammerne; om det bliver en reel forhandlingsproces med ligeværdige aftaleparter, der spiller i en fælles forståelse, eller om det – som det har været oplevelsen fra mange organisationers side – igen bliver et ulige og på forhånd afgjort spil mod en magtfuldkommen arbejdsgiverpart.

”Vil staten genetablere et forhandlingsrum med ligeværdige parter eller endnu en gang ignorere den danske aftalemodel og de principper, der ligger i den?” spørger Tomas Kepler retorisk.

Arbejdsgivers tur til at betale
Tomas Kepler peger endvidere på, at det kan give anledning til en form for håb, at organisationerne i forhandlingsfællesskaberne ser ud til at stå stærkt sammen også om arbejdstidskrav.

”Der er glædelige signaler fra vores samarbejdspartnere og andre organisationer og fællesskaber i den offentlige sektor til arbejdsgiver om, at nu går den altså ikke længere!” lyder det fra Tomas Kepler.

Nogle af de signaler kommer fra blandt andet Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU), som i december sidste år afbrød samarbejdet med staten om tre projekter, der var aftalt ved OK 13 og OK 15. Nok er nok, lød det i et åbent brev til minister for offentlig innovation Sophie Løhde med henvisning til uacceptabel arbejdsgiveradfærd på en række områder.

CFU-formand Flemming Vinther håber og tror imidlertid efter en ”god snak” på en retablering af forholdet i god tid inden forhandlingerne.

”Det er svært at spå om udfaldet af OK 18. Men det er klart, at vi kigger mod forhandlinger med massive udfordringer og en masse ting, vi bliver nødt til at forholde os til. Og hvis Finansministeriet bliver ved med at følge en dagsorden, der handler om, at medarbejderne på arbejdspladserne skal betale for den slunkne kasse, bliver det en kamp fra hus til hus, hvis det står til mig,” siger Flemming Vinther.

Han mener, at man nok bliver nødt til at kigge på, om lokale rammeaftaler er blevet opfyldt godt nok, ligesom der vil være en vis opmærksomhed på reguleringsordningen – personligt har CFU-formanden svært ved at se en videreførelse af privatlønsværnet, som, mener han, er etableret på et ufuldstændigt grundlag.

Ligesom Tomas Kepler mener Flemming Vinther ikke, at organisationerne længere har noget at sælge ud af.

”Vi vil ikke sælge noget. Nu handler det om, at arbejdsgiver må betale for at få kvalificeret arbejdskraft. Det er på tide at få en snak om, hvad vi skal have til gengæld for toprocentsbesparelserne,” siger han og tilføjer, at det i det hele taget er en mærkelig måde at styre det offentlige på med brede besparelser over én kam.

Flemming Vinther mener, at det for arbejdsgiver i langt højere grad, end det har været tilfældet, burde handle om, hvordan man skaber gode arbejdspladser med motivation og arbejdsglæde.

”Den offentlige sektor er generelt præget af loyale medarbejdere, som gør deres arbejde godt – for eksempel gymnasielærerne. Men motivation er altså ikke nok. Vi skal også have løn og anstændige vilkår. Man kan jo trække motivationen ud af selv den mest motiverede, hvis vilkårene ikke er i orden.”

Med andre ord skal der ganske enkelt være noget at komme efter for arbejdstagerne ved de kommende forhandlinger, fastslår Flemming Vinther som svar på spørgsmålet om, hvorvidt et tilfredsstillende resultat vil være realistisk. Arbejdstagerne har nu lagt ryg til tre overenskomster i rap med smalle rammer og ansvar i forhold til den økonomiske situation.

”Nu ser vi fremdrift i økonomi og beskæftigelse. Politikerne har ganske vist besluttet, at der ikke skal penge i den offentlige sektor, men det er jo ingen objektiv sandhed, at der ikke er nogen ressourcer. OK 18 bør komme til at afspejle, at staten faktisk sætter pris på sine loyale og motiverede medarbejdere.”

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater