"Selvom mange danske gymnasieelever har rejst meget, har de stadig brug for mere forståelsesevne," siger Manuel Ahedo Santisteban.

Spansk lærer på dansk gymnasium: "Eleverne skal lære at lære sprog"

Manuel Ahedo Santisteban underviser i sit modersmål, spansk, på Niels Steensens Gymnasium. Han har skullet vænne sig til karaktererne, og at engelsk er så integreret del af livet i Danmark.

I løbet af 72 minutters interview tøver Manuel Ahedo Santisteban, bedre kendt som Manu, kun to gange. Første gang er ved spørgsmålet om den største udfordring ved at blive gymnasielærer i Danmark. Det blev han i 2018, hvor han begyndte i en deltidsstilling på Niels Steensens Gymnasium (NSG) på Østerbro i København.

På det tidspunkt havde han som 52-årig masser af erfaring med at undervise, blandt andet fra syv år med sprogkurser i sin hjemby, Bilbao, og fra flere universiteter i Spanien og Danmark. Han havde fået godkendt sit spanske pædagogikum i Danmark og havde netop afsluttet spansk som bifag på Københavns Universitet.

Det forekom mig uetisk at basere karaktererne på elevernes hjemmeafleveringer.

Manuel Ahedo Santisteban, lærer
Niels Steensens Gymnasium

”Den største udfordring?” gentager han: ”Det var karaktererne. Det tog mig lidt tid at finde ud af. Det forekom mig uetisk at basere karaktererne på elevernes hjemmeafleveringer. Nogle af dem var tydeligvis lavet med fra hjælp af oversættelsesmaskiner eller spansktalende bekendte. Så forklarede jeg eleverne mine kriterier og begyndte at give karakterer baseret på opgaver, de udfører i timerne.”

Manu taler godt dansk i højt tempo og leder ikke efter ordene. Han har stort ordforråd – og sydlandsk accent.

”Hos mig behøver man ikke at række fingeren op. Jeg spørger eleverne i tilfældig rækkefølge, og hvis de er usikre, hjælper jeg. Man må også gerne sige pas. Det har ingen konsekvens for den karakter, jeg giver. Jeg prøver altid at bygge en stemning af tillid, hvor alle elever deltager og bidrager.”

Mødte sin danske hustru i Skotland
I 1998 mødte den dengang 32-årige Manu en dansk kvinde i Edinburgh, hvor de begge tog en masteruddannelse. Forinden havde Manu hjemme i Bilbao taget to kandidatuddannelser, først i historie fra det private jesuiteruniversitet, Deusto, og derefter i sociologi fra det åbne universitet, UNED.

Manu toppede sin uddannelse med en ph.d. fra Baskerlandets Universitet, EHU-UPV. Herefter blev han ansat som post.doc. på CBS på Frederiksberg, hvor han efter ophold i bl.a. Catalonien igen bor i dag sammen med sin kone og deres to teenagedrenge.

Fra 2014 og nogle år frem var han ekstern lektor i sociologi og statskundskab på Københavns Universitet. Ansættelsesforholdet på universitetet var usikkert, og det var en medvirkende årsag til, at han tog en bifagseksamen i spansk.

”Jeg elsker viden og sprog. Jeg elsker at lære nyt og forstå verden,” indskyder han.

Lære at lære fremmedsprog
I indeværende skoleår har Manu fire hold i spansk på A-niveau. For hver årgang er der et eller to spanskhold på NSG, så hans arbejdstid svinger i forhold til det. I år er hans stilling på omkring trekvart tid.

”En dårlig undervisningssituation?” Manu gentager spørgsmålet og tøver for anden gang, mens han begynder at ryste let på hovedet:

”Det findes ikke. Enhver uro kan vendes til noget positivt. Enhver frustration kan vendes til en interessant dialog.”

Den gode undervisningssituation, som Manu nyder, er, for eksempel når 1.g’erne er i stand til at lave en forståelig skriftlig beskrivelse af et billede kun med hjælp af en ordbog. Eller når 2.g’erne i førnutid kan fortælle mundtligt, hvad de har lavet i weekenden. Eller når 3.g’erne kan lave en meningsfuld lille fremlæggelse og føre en dialog.

Men det er svært både at åbne sig for den store verden og at lære et ikke-germansk sprog:

”I Danmark er engelsk en så integreret del af livet, at man knap tænker på det som et fremmedsprog. Det tysk og fransk, som eleverne lærer i grundskolen, er basalt. Groft sagt er spansk det første rigtige fremmedsprog på mellemhøjt niveau, mine elever lærer,” siger han. 

Selvom mange danske gymnasieelever har rejst meget, har de stadig brug for mere forståelsesevne.

Manuel Ahedo Santisteban, lærer
Niels Steensens Gymnasium

Det betyder ifølge Manu også, at eleverne skal til at lære at lære fremmedsprog.

”Når eleverne vil udtrykke sig på et nyt sprog på det niveau, de er vant til fra dansk eller engelsk, går det ikke så godt. De er nødt til at forstå, at man i 1.g skal tale som et lille barn. I 2.g kan de tale som 5-8-årige, og i 3.g som 10-13-årige. De skal lære at udtrykke sig simpelt og bruge det, de har lært. De skal finde ud af, at næsten alt på spansk kan fortælles i nutid og førnutid. Der er to datider på spansk og en del uregelmæssige verber, og det gør det kompliceret,” forklarer han.

Men et sprogfag handler også om kulturforståelse. Der er mulighed for at stimulere dannelsen og at lære at skifte briller, som Manu kalder det.

”Selvom mange danske gymnasieelever har rejst meget, har de stadig brug for mere forståelsesevne. Hvis jeg fortæller dem om Maradona-kirken i Argentina, er det, som om de blokerer. De har svært ved at forstå, at man kan ophøje en fodboldspiller til en slags halvgud. Så fortæller jeg dem, at det var mod netop England, Diego Maradona til VM i 1986 scorede to af sine mest berømte mål. Kun fire år før havde argentinerne tabt Falklandskrigen til Storbritannien. Den kontekst hjælper lidt mod elevernes umiddelbare afvisning af et fænomen som en fodboldkirke.”

Også næste eksempel henter Manu fra Sydamerikas sydøstligste land:

”På et hold læste vi en tekst om en ung argentinsk kvinde, der lever som homoseksuel. Hun beskrev de udfordringer, det stadig giver i et på mange måder konservativt og mandsdomineret samfund. Eleverne fik så den opgave at skrive et brev til hende. Mange af dem endte med at foreslå hende at flytte til Danmark.”

Spansklæreren slår ud med hænderne:

”Det var selvfølgelig i bedste mening, at de inviterede hende herop. Men det var ikke formålet med opgaven. Eleverne skulle vise deres solidaritet og indføling med hende ved at sætte sig ind i hendes situation med latinamerikanske briller.”

Rødder i Baskerlandet
Baskerlandet, som Manu er vokset op i, er et tosproget område, hvor alle taler spansk og i dag omkring halvdelen også baskisk. Manu lærte selv områdets gamle ikke-latinske sprog i et klasselokale. Derefter underviste han andre i det, mens han tog sin anden kandidatuddannelse.

På NSG, som ud over gymnasium rummer udskoling, er der også en del elever, som taler mere end ét sprog i dagligdagen. Tilsvarende er lærerkollegiet en broget forsamling med folk fra Kina, Tyskland, Sydeuropa og engelsktalende lande.

Folk er åbne, og jeg har haft let ved at falde til.

Manuel Ahedo Santisteban, lærer
Niels Steensens Gymnasium

”NSG er ikke noget stort gymnasium, så det er let at lære kollegerne at kende,” fortæller Manu og uddyber:

 ”Folk er åbne, og jeg har haft let ved at falde til.”

Eleverne kommer med forskellige kristne såvel som ikke-kristne overbevisninger, selvom NSG er en katolsk jesuiterskole. Jesuiterordenen blev stiftet i 1500-tallet af Ignatius af Loyola, der ledte en gruppe studerende fra Spanien og Portugal på Sorbonne-universitetet i Paris.

For Manu repræsenterer ordenen en god balance mellem kristen tro og videnskab, samtidig med at den har international orientering.

”Ignatius af Loyola er en humanist. Jeg ser ham som en slags katolicismens Grundtvig. Han prøver at balancere mellem individets frihed, det sociale ansvar og et fællesskab med Jesus som forbillede.”

Den såkaldt ignatianske pædagogik var fra begyndelsen et opgør med den sorte skole. Læreren er en vejleder, der skal inspirere til faglig og menneskelig udvikling. Eleven skal selv søge svarene.

”Ignatius stammer fra Baskerlandet. Områdets placering mellem Spanien og Frankrig og den nære kontakt med England over havet har givet nogle interessante intellektuelle dynamikker. Det gælder især med hensyn til oplysning og modernisering. Der tales flere sprog, flere kulturer er i dialog, og der er mere end ét sæt briller. Det er det, jeg gerne vil give videre til eleverne.”