Sommeressay: Jeg rejse engang mellem to liv

Sommeressay: "Jeg rejste engang mellem to liv"

Foråret 2020 har været et særligt, vi næppe vil glemme. Nu er sommerferien på trapperne. Gymnasieskolen har som en særlig afslutning bedt forfatter Merete Pryds Helle skrive lidt unik ferielæsning til vores læsere. Det er blevet til et essay om dengang, vi stadig kunne rejse frit.

1.

Jeg sover det meste af dagen væk, med et enormt søvnunderskud efter at have gjort så meget færdigt før denne ferie. Jeg forsøger at projicere mig selv ind i fremtiden, til de rum og de timer, der vil komme, i denne ferie og i det nye liv, jeg aner. Væggene på det parisiske hotelværelse er gule, der står en enorm porcelænslampe, formet som en farvestrålende papegøje, på bordet, den ville jeg gerne have med til det hjem, jeg skal skabe efter denne rejse. Jeg er sulten og går ned på gaden, menneskehavet er varmt og intenst. Jeg bestiller omelet, fordi jeg forestiller mig, at det er godt for vægten. Den ankommer med et bjerg af pomfritter, der smager virkelig godt med den køkkenrørte mayonnaise. Slusen i Canal Saint-Martin løfter bådene op og ned, som om de drømmer Paris.

2.

Højhastighedstoget trækker mig baglæns gennem landskabet. Jeg bliver svimmel af at køre baglæns, lukker øjnene og sover med det samme. Vågner forvirret og stiger af toget i La Baule-Escoublac. Lyset hænger skingrende hvidt over mig som en skrigende måge. Man kan lugte havet overalt. I oktober stod jeg på den anden side af Atlanterhavet og kiggede herover, mit blik har rejst langt. På hotellet får jeg et værelse med udsigt til parkeringspladsen. Jeg går ned i receptionen. Hun taler kun fransk. Jeg forsøger at sige: Jeg skal arbejde, er der ikke et værelse med udsigt til haven? Hm, vrisser hun. Så får jeg en ny nøgle til et værelse med tre udsigter. Alle vinduerne er store franske døre. Et vender mod kirken og eukalyptustræet, der rasler med sine blade i vinden. Det næste mod vejen ned til havet og havet for enden af vejen. Det tredje til et pinjetræ. Ikke en maritim pinje, men en af de runde pinjer. James Joyce har boet på værelset ved siden af. Her kan jeg arbejde de næste dage. Jeg går ned på stranden og sidder i en lav stol på strandbaren med tæerne i sandet og spiser tomattatar. Stranden giver mindre mening nu, det er, som om den hører til den tid, hvor børnene var med. Nu rejser de alene; eller nej, det gør de ikke – de rejser uden mig. Her er litteraturfestival, og borgmesteren holder tale. Jeg kaster mig ud i det franske. Bliver rettet, som jeg selv retter andres danske. Forsøger igen. Jeg bliver trukket ind i sproget, det bygger sig om mig som et hus, jeg gerne må bo i.

3.

Jeg går på stranden en halv time den ene vej, en halv time den anden. Stranden er bred og perfekt, havet iskoldt. La Baule er ikke i Italien, konstaterer jeg, mit Italien, som lyser i mit blod efter alle de år, jeg har været der. Her er ingen, der råber opskrifter til hinanden, ingen swarovski-sten på bikinierne og ingen rækker af parasoller til leje. Man må selv sætte sin parasol i sandet, som vinden så løfter op og bærer ud over vandet, hvis ikke nogen fanger den forinden. Her er så fredeligt. Det må være dette, man ønsker, når man lidt vagt ønsker fred i verden. Fred må være en 70-årig kvinde, der tager våddragt på og laver morgengymnastik med sine veninder i Atlanterhavet. Windsurferne ligger i en lang række længere ude i horisonten som en gylden skrift, der ikke vil betyde noget. Jeg kan ikke se mågerne, kun høre dem, men dagmånen hænger halv med udbredte vinger på himlen. Varmen er tung, og jeg falder i en dyb middagssøvn i sandet. Da jeg vågner, har havet løftet sig, og himlen er grå. Regndråber spiller tromme på metalstolene på balkonen. Jeg forsøger ikke at spise før middagen klokken 23, hvor bordet flyder med østers og vinbjergsnegle og franske oste, alt det, jeg enten ikke kan tåle eller ikke kan lide. Olivier mener, at jeg burde være stoppet af immigrationspolitiet ved den franske grænse, fordi jeg ikke spiser gedeost. Jeg tør ikke fortælle ham om Riberhus i skiver. Jeg har skrevet i det grå lys med åbne vinduer i fem timer.

4.

Den dag, man egentlig ankommer. Hvor tingene skal vise, at de også har en besværlig side. Den yogatime, jeg cykler en halv time langs stranden efter, er aflyst. Hotellets gartner mener, at det bedste tidspunkt at slå græsset med motorplæneklipperen er under morgenmaden. Frokosten består af tre forskellige slags muslinger; jeg spiser jordbær og agurk og kartofler. Luftspejlet over havet har ændret sig. Det, jeg skimtede i horisonten i går og ikke kunne afgøre om var en ø eller et hangarskib brækket i to dele, er nu tydeligvis en ø med tæt skov kløvet af en sandstrand i midten. Omkring øen cirkler windsurfere med orange sejl. Jeg sidder i sengen på hotelværelset og skriver kapitler ind fra håndskrift til computer. Jeg forsøger at være præcis. Det er svært. Jeg tænker, at jeg gennem skriften fastholder mig selv i en neurotisk tilstand af tvivl om, hvorvidt det, jeg siger, er muligt at forstå, eller om jeg er spærret inde i mit eget sprog. Rosen i vasen bag mig dufter imens. Den er ligeglad med min tvivl. Så det forsøger jeg også at være; ligeglad med min egen tvivl. Dagen bliver ligeglad med sig selv og bliver til nat. Jeg står i skumringen og falder i staver over tre måger og hører ikke hestene, før de er helt tæt på og galopperer forbi i vandkanten. Restauranten er fyldt af orange lys. Vi sidder som riddere af det runde bord og drikker nektar, otte mand, jeg er også en mand. Forret 23.45, hovedret 00.15, dessert 01.30. Snakken er en bølge, der glider mellem os, glider mellem sprogene, og jeg er pludselig en windsurfer med orange sejl på den bølge. Fuld og ligeglad.

5.

Jeg gentager. Havet løfter kjolen op og lader sin hvide blondeunderkjole bruse ind over sandet. Jeg går. Frem og tilbage. De skarpe skaller gør ondt i fødderne, men jeg går alligevel. Bølgerne er krappe. Det er, som om havet vil noget med sin hvide brusen. Varmen er kun lige begyndt. Jeg laver yoga på stranden med en indisk mand. Jeg er genert, for der er kun ham og mig og så havet og gentagelsen. Balance er vigtigt, siger han. Jeg nikker. Sprogene slynger sig. Jeg skal lægge hånden på himlen, siger han. Jeg skal lægge hånden på havet. På sandet. Jeg står på ét ben oven på en af de skarpe skaller, men er for genert til at flytte mig. Mågerne sætter deres vinger på himlen. Han kalder mine håndflader for håndens æbler. Adele er to år, begge hendes forældre er forfattere ligesom mine børns forældre. Hun har helst et æble i den ene hånd og en nøgle i den anden. Måske har hun forstået noget. Hummeren på markedet er stor som min underarm, den kender havet indefra, måske ved den, hvad det er, bølgerne vil sige. Varmen vælter mig omkuld om dagen, jeg skriver, jeg sover, på værelset. Jeg tænker ahhh ved 19-tiden om aftenen og går igen langs stranden, skærer fødderne, gentager bølgerne. Havet løfter pludselig en atlantisk kulde ind over mig. Al varmen forsvinder. Jeg ryster af kulde, alt er gråt, selv hestene, der galopperer i blondekanten. Jeg løber hjem og lader havet forsvinde under den varme bruser. Det var den gentagelse. En lillebitte enhed af evighed, der forsvinder i morgen. Den lejede bil står klar på parkeringspladsen. Jeg sætter en æblehånd på himlen, en anden på havet.

6.

Vågner tidligt, så tidligt at luften er sprød som en klokke. Havet efterlader sit tunge salt i Guerande og falder hele dagen ferskt og intenst. Atlanterhavsregn. Lyset er tyndt, som om alle lysmolekyler bliver omfavnet af et vandmolekyle. Min mor ringer, min far er blevet indlagt med en blodprop, det kan være ingenting, eller han kan blive ingenting. Vejen er en strimmel stivnet hav. Jeg kører 150 kilometer i timen og hører Underworld, undtagen når der ligger selvovervurderende autocampere i yderbanen, eller når regnen samler sig i skybrud. Det er umuligt at mærke, hvor farlig farten er. Vignobles de Nantes, Vignobles de Cognac; så kommer solsikkemarkerne. Solsikkerne slikker sol. Jeg ringer til Herlev Hospital og får min far i røret. Blodproppen er passeret. Han siger: Det var så underligt, jeg havde mistet sproget, men nu er det tilbage. Vignobles de Bordeaux. Jeg kører fra motorvejen, og pludselig er det Sydfrankrig. Jeg flytter mig hele tiden; det er vel pjat det med sømandsblod i årerne, men alligevel; jeg har ro, når jeg bevæger mig. Oliven og vin og træer vifter i vinden, som vinker de mig velkommen. Jeg kører hen til mine venners hus og falder i søvn hen over bordet, mens de snakker.

7.

Sidder sent på dagen ved swimmingpoolen og forsøger at falde ned på dette strandhotel med en gin og tonic. Svalerne bader ved at flyve hurtigt hen over vandspejlet og slå smut med kroppen med udbredte vinger. Vinden spiller hvid musik med palmebladene, bag støjen dvæler en blød loungemusik. Jeg tænkte mig ikke om. Katedralen i Beziers. Orglet brusede. Der var en smal trappe op i et indre tårn. Nedslidte stentrin snoede sig op, op, op og ud; så kom højdeskrækken flyvende og bed fat i min strube. Jeg tænkte: Gå din vej, Skræk, selvfølgelig falder jeg ikke. Men det er umuligt at styre det bæst, jeg måtte ned igen, svimmel og endnu mere svimmel af orgelmusikken, svedende og med bankende hjerte.

8.

Bruger dagen på at vaske den græske digter Seferis i Middelhavet. Det er en metafor for, at jeg sidder i skyggen på terrassen ved havet og gennemgår en Seferis-oversættelse. Luften er tæt af svaler, menneskene på balkonen over mig griner hele dagen. Et vindue er lyst op af et blødt lys bag en palme. Himlen bag huset er svovlgul. Sommer/vinter-mønten drejer i luften, mens den falder gennem året.

9.

10. feriedag. Vist nok. Eller 9. eller 11. eller noget. Jeg ved ikke længere, hvad klokken er, spiser croissant til morgenmad og spiser i det hele taget, hvad der bliver sat foran mig. Jeg svarer ikke på mails, laver ikke sport, sandet klistrer til kroppen. Jeg besøgte engang den mark, hvor digteren Federico García Lorca blev skudt; der var varmen mere nådesløs end her, hvor den er fugtig selv nu i sommerens dyb. Sover til middag til klokken 20. Dem på balkonen ovenover vækker mig af den sene middagssøvn ved at forlade hotellet med deres rullekufferter, der lyder enorme. Varmen siver ud i natten, og køligheden glider ind gennem vinduet som vand fra en kold stjerne. Jeg føler mig forandret, ser det hele udefra. Jeg læser Tove Janssons Sommerbogen, der er noget i bogen, der giver mig angstgys, noget med ensomheden og det ukendte, der kommer snigende. Restauranten ligger på stranden, der er fyrværkeri, mens jeg spiser pastisflamberede kæmperejer og drikker en satans god rødvin. Skyerne trækker sammen. Der er perfekte pilgrimsmuslingeskaller i sandet. Jeg er blevet en vandmand i havet, der lader sig føre af strømmen. Jeg er blevet en skrift, der driver bag skyerne.