Som at lære at danse salsa

At lære at skrive er som at lære at danse salsa eller lære et sprog. Det kommer ikke bare af sig selv, siger den amerikanske bestsellerforfatter og pulitzerprisvinder Junot Diaz, der underviser i creative writing på MIT i Boston. Gymnasieskolen mødte Junot Diaz i New York til en snak om at lære at skrive.

NEW YORK De kalder sig trofæhustruer. De stjerneforfattere, der bliver shanghajet til at undervise i at skrive kreativt på USA’s mest prestigefyldte universiteter. For hvad skal en ingeniørstuderende med et kursus i litteratur? Eller hvorfor skal en jurastuderende på Harvard lære at skrive en novelle? 
”Det svarer til, at en rig mand gifter sig med en smuk kvinde. Hvorfor gør han det? Fordi det er en del af hans image. Det samme gælder, når universiteter som Harvard og Massachusetts Institute of Technology (MIT) tilbyder kurser i litteratur og kunst med kendte kunstnere og forfattere. Det gør de jo ikke af nødvendighed,” siger Junot Diaz, da Gymnasieskolen møder ham i kvarteret East Village i New York. 
Han er lige kommet fra Boston, hvor han bor, og er på vej videre til San Francisco for at holde et skrivekursus for farvede forfattere. Om et par dage tager han på en oplæsningsturné i Japan. 
Junot Diaz’ internationale forfatterkarriere blev skudt i gang med et brag, da han i 2008 vandt den prestigefyldte Pulitzerpris for sin første og hidtil eneste roman; Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv. Det er en morsom og levende fortælling om den kluntede og nørdede Oscar, der vokser op i New Jersey med sin immigrantfamilie fra Den Dominikanske Republik. Romanen er delvist selvbiografisk og skrevet på spanglish – engelsk blandet med spanske gloser – og giver stemme til den store del af den amerikanske befolkning, der vokser op som en del af to kulturer; den latinamerikanske og den amerikanske.

Naturvidenskab udligner skel 
Men allerede inden Junot Diaz blev en feteret stjerne, der med jævne mellemrum skriver i kulturmagasinet The New Yorker og nu er en del af juryen for Pulitzerprisen, underviste han på MIT. Det er den højere læreanstalt i USA, der uddanner nogle af verdens bedste ingeniører og videnskabsfolk. Forinden gav han lektioner i creative writing på Harvard, og begge steder er de studerende ganske specielle, fortæller han: 
”På MIT er de studerende eliten af eliten inden for naturvidenskab. Men selv om de har udmærket sig inden for det felt, er de gode til alt. Det er en meget sammensat og mangefacetteret gruppe af studerende. MIT har en anden esprit de corps end Harvard. En MIT-studerende vil ikke som det første referere til at gå på MIT. Det har de en større tendens til på Harvard. De studerende på MIT taler snarere om lige det specifikke studium og det, han eller hun er i færd med netop nu. De deler deres entusiasme for deres fag på en anden måde. Men MIT har også ry for at være det universitet i USA, hvor eleverne har den mest blandede sociale baggrund.” 
Hvordan kan det være? 
”Fordi matematik og naturvidenskab udligner sociale skel. En fyr, der er vokset op under fattige kår i en mineby i Midtvesten, kan være det største matematiske geni. På Harvard derimod blander alle mulige sociale kapitaler sig med det at være god til sit fag. På Harvard er det ikke nok at være god,” siger Junot Diaz, der selv er vokset op under små kår i New Jersey med en alenemor, der måtte tage flere rengøringsjob for at kunne forsørge sig selv og sine børn. Junot Diaz selv har arbejdet, fra han var teenager. Blandt andet på et stålvalseværk, mens han læste engelsk på universitetet Rutgers.

Hvad skal jeg bruge det til? 
Selv om Junot Diaz underviser eliten af eliten, får han alligevel spørgsmålet fra de studerende: ”Hvad skal jeg bruge det her til?” Til det har Junot Diaz to svar. Det ene lyder sådan her: 
”At give mine studerende kritisk sans. Der bruger jeg kunst og litteratur som medie. For det at sætte pris på kunst, at forstå det og skabe det er også en måde at skærpe deres dømmekraft på. Jo mere kritisk man er, jo mindre er sandsynligheden for at blive manipuleret,” siger Junot Diaz. 
Hans andet svar lyder sådan her: 
”At give mine studerende en anden forståelse for uddannelse. For uddannelse er jo ikke en proces, som skal ende med, at man bliver et bedre tandhjul i det økonomiske system. Det er ondsindede tider i uddannelseshistorien. Uddannelse er blevet instrumentaliseret til at passe lige ind i firmaprofilerne. Hvordan er det sket? Hvordan er det nogensinde blevet sådan, at uddannelse er blevet en udklækkelsesanstalt for firmaer? Vi har en barriere, der adskiller stat og religion, men vi har ikke nogen, der stopper firmaer i at få de studerende uddannet, som de lige vil have dem.” 
Ifølge Junot Diaz er den rolle, uddannelse spiller, en helt anden. I sidste ende handler det om at møde sig selv. 
”Uddannelse giver muligheden for at ændre og transformere sig selv,” siger Junot Diaz, der selv er et godt eksempel på det. Han er den første i sin familie, der har fået en universitetsuddannelse.   
Han fortsætter: 
”Og der er det underordnet, om man studerer naturvidenskabelige eller humanistiske fag. Man må forstå, at uddannelse ikke er en trædesten til et job, men at uddannelse er et humanistisk gode. Det er en måde at bygge subjektivitet op på. Det er for ens egen skyld. Og i kernen af den læringsproces befinder kunsten sig. Det er det, der bedst repræsenterer og indkapsler spørgsmålene: Hvad er livet? Og hvad vil det sige at være et menneske? Kunsten er det komplekse, det uforståelige og livet med dets mysterier. Når man når ind til kunsten, gør den også én sårbar for den personlige transformation. Alt det andet kan være fint og nyttigt på en pragmatisk måde, men det forbereder dig ikke på at blive et menneske eller at være til stede i livet,” siger Junot Diaz.

Konservatoriemodellen 
At være til stede i livet gælder også for den kreative skriveproces. På MIT er kurserne i kreativ skrivning bygget op som lektionerne på et musikkonservatorium; de studerende øver sig under en mentor og får skærpet deres kritiske sans. 
”Den model er ikke bare logisk, men også nyttig. Man øver sig, bliver guidet, læser og analyserer bøger og kigger på, hvordan fortællinger er bygget op. Det kan så lede til et genis udfoldelse,” siger Junot Diaz. 
Kan du give et konkret eksempel på, hvordan du underviser? 
”Ja, lad os tage fortælling – eller det narrative. Først må vi forstå, hvad en fortælling overhovedet er. Og hvad dens funktion er. Man må prøve at tease de studerende til at se fingrene i stedet for hele hånden. De har altid en tendens til kun at se hånden. Ved at kigge på, hvordan fortællinger er bygget op, vil de lære at forstå, at de ikke bare kan analysere dem, men også blive manipuleret af dem. Det er ikke noget, de er klar over på første semester. Det er som regel et chok for mine studerende, at det almindelige eller banale også er en fortælling. Som at sige: ’Drengene er stærke.’ Er det sandt? Eller er det en historie, der bliver fortalt? Det handler igen om opmærksomhed og at træne sig i at se det.” 
Det gælder også, når han underviser i genrer og i at spotte en konflikt som omdrejningspunkt for det dramatiske plot, siger han: 
”Mange af mine studerende skal lære, hvad en novelle er, og hvad en konflikt er. De tror, en konflikt er, som når Darth Vader kæmper mod Luke Skywalker i Star Wars. Men hvad er en konflikt? Og hvad betyder konflikten for historien? Man er nødt til at nedbryde elementerne, så man kommer ned til de basale byggesten. At man ved, at der er en konflikt, når noget i en historie får en af karaktererne til at vælge. Nogle gange træffer karaktererne slet ikke et valg. Men det er også en konflikt. I slutningen af semesteret kan jeg præsentere dem for en hvilken som helst tv-serie eller film, og så kan de svare prompte på, hvor og hvad konflikten i historien er.” 
Hvordan lærer du det at skrive fra dig? 
”Ja, der bruger jeg jo min viden om litteratur. Det kan være et kursus, hvor jeg underviser i genrer. Hvad er reglerne for de respektive litterære genrer? Man er nødt til at gå logisk frem og vise de elegante eksempler på, hvordan forfattere har drejet de genrer og varieret dem.” 
Det virker, som om du selv skriver mere intuitivt og ikke først analyserer plot og genrer ... 
”Jamen, hvad er intuition? Det er, når din viden opererer ubevidst. Med andre ord: Det er som at lære et sprog. Eller som at lære at danse salsa. I begyndelsen tænker man over alle trin og bevægelser, men når man har øvet sig nok, går det fra det ubevidste til det bevidste. Det er det, vi kalder uddannelse.”

Genialitet kræver hårdt arbejde 
Hvordan lærte du selv at skrive? 
”På samme måde. Jeg fandt ud af, at hvis jeg ville være en bedre forfatter, måtte jeg lære det elementære først. Der er folk, der bare vil skrive på intuitionen, forfattere, der slet ikke læser bøger, og Gud velsigne dem. De vil ikke høre på forskellige modeller for, hvordan man bygger en historie op. Sådan har jeg aldrig været. Det, jeg skriver, er et produkt af en intellektuel proces.” 
Sådan ser det jo slet ikke ud ... 
”Nej, det er joken i det. Folk bliver overrasket over, hvor fucking intellektuel jeg er. De fleste foretrækker drømmen om inspirationen, der bare kommer til kunstneren. For den drøm er meget lettere end virkeligheden. De fleste kunstnere er superintellektuelle. Som Andy Warhol og Jean-Michel Basquiat. Folk tror, de bare gik rundt i New York og var mærkelige, og at kunsten bare kom til dem. Nej, Basquiat var helt vildt intellektuel. Hans måde at tænke om verden på, hans måde at teoretisere om den ... Det har krævet en masse tanker at nå dertil, hvor han nåede, så han kunne blive inspireret.” 
Så hvordan gør du helt konkret, når du skriver? 
”Jo mere jeg har lært, jo mere jeg har læst, jo mere kommer der ud i den anden ende. Når jeg har skrevet en side, hjælper mit ubevidste mig. Jeg er som regel ikke tilfreds, og så kigger jeg på det og siger: ’Hvad er problemet?’ Og så kommer der en stemme og siger: ’Karakteren er for svag. Hvorfor? Fordi karakteren er summen af de personlige relationer.’  Okay, okay, så kigger jeg på det igen. Det er en konstant bevægelse fra den lagrede viden til det bevidste.” 
Havde du selv gode lærere i high school? 
”Jeg havde ikke supergode lærere, men der var folk, der viste mig, hvilken vej jeg kunne gå. En lærer, der sagde: ’Det er bedre at arbejde end at være et geni.’ Det vil jeg aldrig glemme den lærer for. Folk kan lide genier, for de tror ikke, det har krævet hårdt arbejde at nå dertil.” 
Hvad er det bedste råd, du giver dine studerende? 
Der er de tekniske aspekter af håndværket, men der er yderligere et aspekt: Noget, der er fundamentalt vigtigt, nemlig at for at være en kunstner, må du leve livet. Se det, lugte det, erfare det. Det gør man ikke, når man læser bøger. Og det gør man ikke, mens man går på college. Og det gør man slet ikke, når man er på Facebook. Der er ingen genvej. For uden de personlige erfaringer er der ingen, der har brug for din kunst. Jeg kender desværre mange forfattere, der ikke lever deres liv. De skriver bøger, får gode anmeldelser, men en generation senere er der ingen, der kan huske det, fordi det ikke har været gennemlevet. For når man lever livet, kan man ikke forfalske det. Der er ingen beskyttelse. Derimod kan man tale med autoritet, når man selv har gennemlevet det.” 
Hvad virker bedst, når du underviser? 
”Forberedelse og entusiasme. Som undervisere er det vores fornemmeste opgave at transmittere entusiasmen for vort fag. To semestre senere vil de studerende have glemt alt, hvad vi har lært dem, men de vil huske entusiasmen. Det er vel det, jeg gør."