Søgning til vinter-hf mere end fordoblet på et år

Københavns Åbne Gymnasium fik 130 ansøgninger til hf-hold på 28 elever med start i januar.

Københavns Åbne Gymnasium har netop budt anden årgang af vinterstartere på hf velkommen.

Gymnasiet er på andet år med i en forsøgsordning med at lade en hf-klasse begynde i januar måned. Med knap 50 ansøgere første år og 130 ansøgere til de 28 pladser i år, ser ordningen ud til at imødekomme et behov, noterer gymnasielærer Betty Hamann, som er studievejleder og koordinator på hf.
”Især i år var der mange flere kvalificerede, end vi har plads til, så vi har kunnet vælge de mest motiverede og studieegnede og fået en superklasse,” siger hun.

Studiestart når der er motivation
Ansøgerne er en broget flok med det tilfælles, at det passede dem godt at kunne begynde i januar. Langt de fleste har haft flere erfaringer med andre uddannelser og arbejde inden, mens enkelte blev færdige med 10. klasse sommeren 2012.

”Nogle fortæller, at de ikke var parate i marts, da der skulle søges til sommeroptag. De greb en mulighed for at komme tidligere i gang med denne ordning, hvilket er rigtig fint set med vores øjne, da et halvt års ekstra ventetid i værste fald kunne svække deres motivation for at læse," vurderer Betty Hamann.

Færre valgfag
At lade et hf-hold begynde i januar indebærer en stribe logistiske udfordringer, fortæller hun. Uddannelsen har en anden opbygning, fordi kursisterne allerede efter et halvt år skal kunne følge tilvalgsfag sammen med kursisterne fra sommeroptaget, der er et halvt år foran. Derfor får kursisterne, der starter i januar, ikke helt så mange vagmuligheder og en anden rækkefølge på deres fag. Men de afslutter uddannelsen med samme niveau som de øvrige kursister. Et andet problem er, at der ikke kan fyldes op med nye elever til at erstatte frafaldet, fordi eventuelle nye ikke er på samme niveau på samme tid.

Nye traditioner
Københavns Åbne Gymnasium har endnu ikke besluttet, om de ønsker at fortsætte med januar-optag på hf trods den øgede efterspørgsel. For hf-kursisterne er det andre udfordringer, der venter, når de afslutter deres uddannelse i januar. De kan dog glæde sig over, at en del videregående uddannelser også har to optag om året, så de kan studere videre med det samme, hvis de ønsker det.

Men ellers er eleverne allerede optagede af, hvordan de skal fejre deres afslutning om et lille års tid, fortæller Betty Hamann med et smil. For der kan blive behov for at opfinde en ny tradition, da det næppe er tilrådeligt at køre rundt i åben vogn i slutningen af januar.