Anne Harbo Frandsen er en af tre gymnasielærere, som i denne artikel fortæller, at den fysiske dimension i undervisningen gør en stor forskel i læringsprocessen. Hun arbejder på uddannelsesinstitutionen Rybners i Esbjerg.

Små lyspunkter og katastrofer - sådan oplever tre lærere undervisningen lige nu

Nogle elever klarer sig udmærket med den virtuelle undervisning, mens det er en katastrofe for andre. Tre lærere fortæller om hverdagen med undervisning bag en skærm.

Øjenkontakten, det anerkendende nik, den intuitive fornemmelse af at eleverne er på. 

I klasselokalet foregår der en række fysiske og usagte handlinger. Stemningen og energien i lokalet giver hurtigt en fornemmelse af, om Instagram trækker mere end integralregning.

Det er blandt andet disse små fysiske dimensioner i undervisningen, som er svære at undvære i øjeblikket, fortæller tre lærere til gymnasieskolen.dk.

De tre lærere er som alle andre i gang med den anden store nedlukning på grund af coronavirus. 

Selvom lærerne har glæde af erfaringerne fra forårets virtuelle undervisning, og der også er lyspunkter i hverdagen bag skærmen, så er det ifølge dem næsten umuligt at lære eleverne det samme og lige så godt som i den almindelige undervisning. 

Jeg mangler at have fornemmelsen af, om de har forstået tingene.

Anne Harbo Frandsen, lærer
Rybners

Ikke den samme forbindelse til eleverne
Anne Harbo Frandsen underviser i tysk på hhx på uddannelsesinstitutionen Rybners i Esbjerg.

Den virtuelle undervisning betyder, at hun når mindre på en lektion end normalt, og hun sidder oftere med en fornemmelse af, at hun ikke trænger rigtigt igennem til nogle af eleverne.

“Jeg har ikke den samme forbindelse til eleverne. Jeg mangler at have fornemmelsen af, om de har forstået tingene. I en almindelig time kan jeg kigge på dem og se i deres øjne, om de har forstået det, vi taler om. Det er sværere virtuelt,” siger Anne Harbo Frandsen.

Hun underviser fire klasser i 1. g og en i 2. g.

Når hun har mindre føling med, om de enkelte elever er med i undervisningen, kræver det ifølge hende, at eleverne selv siger til, hvis de skal have hjælp, eller hvis der er noget, de ikke forstår.

“Det er meget individuelt, om de byder ind med spørgsmål og er aktive. Der sidder elever i alle klasser, som kobler fra og ikke deltager så meget som i den fysiske undervisning. Omvendt er der også rigtigt mange, som gerne vil undervisningen og byder ind med spørgsmål, som også kan være til glæde for de svagere elever. Og så er der også dem, som ligefrem liver op ved den virtuelle undervisning,” siger Anne Harbo Frandsen.

I den normale fysiske undervisning taler Anne Harbo Frandsen tysk og giver eleverne beskeder på tysk. Hvis hun så kan se på dem, at de ikke helt er med, oversætter hun til dansk. Den fornemmelse har hun ikke, når eleverne sidder foran skærmen.

“Jeg skruer lidt ned for det talte tyske og siger mere på dansk. Eleverne får også talt mindre tysk end i den fysiske undervisning. De bliver nok ikke lige så dygtige til at tale tysk med den virtuelle undervisning,” siger Anne Harbo Frandsen.

Stadig verdens bedste job
I den virtuelle undervisning deler hun også eleverne op i mindre grupper og “går” så på skift ind i de enkelte grupperum og lytter og taler tysk med dem. Det har hun gode erfaringer med. 

“I den fysiske undervisning spotter jeg dog hurtigere, når en gruppe ikke fungerer, og jeg kan hjælpe dem i gang,” siger hun.

Anne Harbo Frandsen har dog ikke mistet modet. Hun trækker på erfaringer med den virtuelle undervisning fra i foråret og laver en mere varieret virtuel undervisning. Hun giver også eleverne flere anderledes opgaver for som at gå ud i virkeligheden og tage et billede, som de skal skrive en tekst til.

“Jeg synes stadig, jeg har verdens bedste job. Men det er hårdt at holde modet oppe på eleverne. Hvis vi får en lang nedlukning, så får vi nogle meget trætte elever,” siger hun. 

Skruer ned for afleveringsopgaver
Søren Vig Lehmann underviser i matematik på Københavns åbne Gymnasium. Han har meget blandede oplevelser med virtuel undervisning. Vi begynder med de mere positive erfaringer

“Jeg underviser to 2. g-klasser, og her går det generelt godt. Erfaringen fra foråret var, at eleverne følte, at de havde for mange afleveringsopgaver, og det har jeg skruet ned for nu. Jeg laver også en større variation i undervisningen nu. Eleverne er for eksempel glade for en Kahoot-quiz ind imellem. På nær nogle få undtagelser er eleverne på, og de fleste vil gerne lære noget, og jeg er ikke så nervøs for dem fagligt, selvom de har virtuel undervisning,” siger Søren Vig Lehmann.

De er logget ind, men er ikke til stede.

Søren Vig Lehmann, lærer
Københavns åbne Gymnasium

Han nævner dog, at enkelte elever falder fra undervisningen, selvom de er logget på. 

“Jeg synes, det er sværere at tage fat i disse elever i den virtuelle undervisning i forhold til i den fysiske undervisning. I klasselokalet kan jeg bedre gå rundt og tjekke, om de laver noget og ikke spiller computerspil. Det er sværere nu,” siger han.

Ingen reaktion bag skærmen
Søren Vig Lehmann underviser dog også en 1. g-klasse, som efter hans mening har et meget stort problem med virtuel undervisning. 

“Det faglige niveau var fra begyndelsen meget lavt i denne klasse. I den fysiske undervisning sørger jeg altid for at samle deres mobiltelefoner ind, da eleverne ellers er et helt andet sted og ikke følger undervisningen. Nu har jeg samme oplevelse med mange af eleverne i klassen. De er logget ind, men er ikke til stede. Jeg har prøvet at kalde på nogle af dem med meget høj stemme, uden de reagerer. I min optik er det en katastrofe for den her klasse at have virtuel undervisning,” siger Søren Vig Lehmann.

Mange af eleverne kommer fra uddannelsesfremmede hjem, og fra begyndelsen af 1. g var der en stor overvægt af elever med anden etnisk baggrund end dansk.

“I den fysiske undervisning går det faktisk meget godt i denne klasse, selvom deres faglige niveau er lavt. De er motiverede for at lære, og der er god stemning, og der bliver fyret jokes af. Men virtuelt er de ikke til stede, og jeg kan godt være bekymret for deres niveau, hvis vi får en lang nedlukning,” siger Søren Vig Lehmann.

Jeg kan ikke se eleverne i øjnene og “tage dem i hånden” og føre dem hen, hvor de pludselig siger, nå ja, nu forstår jeg det.

Anders Brandt Sørensen, lærer
Frederikshavn Gymnasium

En mur foran skærmen
Det første ord er træls, da Anders Brandt Sørensen skal sætte ord på, hvordan det går med den virtuelle undervisning i hans klasser i samfundsfag i både 1. 2. og 3. g. på Frederikshavn Gymnasium.

“I den virtuelle undervisning oplever jeg nogle gange en mur, hvor jeg ikke kan komme videre i forhold til at få nogle elever til helt at forstå et emne eller et begreb. I den fysiske undervisning oplever jeg ikke den mur. I overført betydning kan jeg bedre tage fat i dem og vise dem, hvad de skal eller for eksempel forklare dem, hvad en international handelskrig betyder for havnen i Frederikshavn,” siger Anders Brandt Sørensen.

Vi kan godt nå læreplanen
Han fortæller, at det ikke i sig selv er et problem at komme igennem læreplanen, og han kan bede eleverne læse de samme sider og svare på de samme arbejdsspørgsmål, som de skal i den fysiske undervisning.

“Problemet er, at der ikke opstår de samme erkendelsesprocesser i den virtuelle undervisning i forhold til den fysiske undervisning, hvor man er tættere på eleven. Jeg kan ikke se eleverne i øjnene og “tage dem i hånden” og føre dem hen, hvor de pludselig siger, nå ja, nu forstår jeg det,” siger Anders Brandt Sørensen.

Han mener dog, at han er blevet mere bevidst om, hvad der virker i den virtuelle undervisning nu i forhold til i foråret.

“Jeg er hurtigere til at sende dem ud i grupper, end jeg var i foråret, og på den måde får jeg en større fortrolighed med dem. Men der er ikke noget quickfix, som slår det at møde eleverne i virkeligheden,” siger Anders Brandt Sørensen.