Senmoderne religiøsitet i Danmark

RELIGION

Hvad er senmoderne religiøsitet?

Senmoderne religiøsitet i Danmark

Af Birgit Andersen, Helle Bertelsen, Vinni Bøgelund, Anna Christoffersen og René Dybdal Pedersen.

206 s. ill. Kr. 180
Systime 2008

Bodil er medlem af folkekirken, og hendes børn er også døbt der med navne, der stammer fra den nordiske mytologi. Hun har også fået lagt sit personlige horoskop hos en astrolog, og meditation fik hun kendskab til på en rejse til Indien i sine unge år. Nu mediterer hun dagligt, fordi hun oplever, at det virker. Det hjælper hende i hendes personlige udvikling, og hun hælder mere til reinkarnation end til dogmet om kødets opstandelse.

Bodils historie er taget fra denne bog og er et velvalgt pædagogisk eksempel på senmoderne religiøsitet, som bogen sætter i relation til A. Giddens karakteristik af det senmoderne.

En appetitvækker til bogens øvrige kapitler.

Og her gives så 5 eksempler på religioner i senmoderniteten: Asatroen, Scientology, Jes Bertelsens vækstcenter, New Age og folkekirken. Desuden er der et afsluttende kapitel om fagets metoder, specielt feltarbejde. De religiøse samfund beskrives systematisk ud fra: historie, tro, praksis, organisation og medlemskab og religionernes forhold til det omgivende samfund. Det er samme metode, som er blevet brugt i Det Danske Pluralismeprojekts serie om religioner i Danmark, som flere af denne bogs bidragydere har deltaget i.

Det er fagligt godt og grundigt gjort. Hvert kapitel rummer et væld af primærtekster til kult og tro, interviews samt avisartikler, der belyser de aktuelle problemer, som religionssamfundene slås med (ikke mindst i den offentlige debat): godkendelse af samfundet, offentlig kritik af samfundet i forskellige sager, forholdet mellem stat og kirke m.v. Det er alt sammen meget anvendeligt. Dog kunne jeg godt bruge flere tekster med faglige indfaldsvinkler til de forskellige religionssamfund.

Jeg er lidt i tvivl om, hvad kriteriet har været for udvælgelsen af de 5 religionssamfund/grupper. De lever og fungerer jo i dag, idet man kalder den senmoderne tid. Men hvor karakteristiske er de for senmoderniteten? Vækstcentret, New Age og asatroen - o.k. Men hvad med Scientology og folkekirken? Det forekommer mig, at Scientology med dens »videnskabelige« metoder og teknikker mere er forsøg på at tilpasse sig modernitetens krav om rationalitet.

Og folkekirken har jo gennemløbet alle idéhistoriske perioder og søger nu i dag aldeles stakåndet at bringe sig på omdrejningshøjde med det senmoderne menneske for at dække dets behov.

Jeg kunne her godt have ønsket mig en lidt klarere præcisering af senmodernitetens forhold til moderniteten end bogens. Og hvorfor sætter senmoderniteten ind i slutningen af det 20. årh.?

Men bogen viser som sagt et fagligt solidt arbejde, og pædagogisk har man gjort sig stor umage med at samle og tilrettelægge stoffet og forsyne det med et fint apparat, der gør bogen let anvendelig. Sproget er mundret og letlæseligt, så man sidder med en god fornemmelse af, at materialet virker og er afprøvet, sådan som det også anføres i indledningen.

Således forekommer meget nydeligt og pænt. Men hvor blev Bodil og den senmoderne religiøsitet af?, spørger man alligevel sig selv efter endt læsning. Den specifikke senmoderne religiøsitet - spiritualiteten - blev jeg i hvert fald ikke rigtig klogere på. Den har ikke været i fokus, derimod den kendte række af religionssamfund/-grupper (mere eller mindre senmoderne) og deres problemer med at tilpasse sig det senmoderne menneske og samfund.

Bogens titel er senmoderne religiøsitet og ikke senmoderne religioner, og derfor havde jeg nok forventet en afdækning af pluralismen og mangfoldigheden i det senmoderne religiøse segment, sådan som det udfolder sig i mange forskellige sammenhænge for det enkelte menneske inden for kultur og spiritualitet. Men det kræver naturligvis andre metoder, kategorier og begreber end de institutionelle, hvis man skal søge at få greb på dette felt.

Bogen er pædagogisk set et fint stykke arbejde. Indholdet er også fagligt set godt systematisk behandlet, men jeg synes ikke, at forfatterne, med den tilgang de har valgt, rigtigt får ram på tidens individualistiske, selvcentrerede eklektiske spiritualitet, situide identitet og netværk.

Hans Jørgen B. Thomsen