Se her, hvad der står i kontrakterne

Mangelfuld dokumentation, forkerte beregninger og uklare mål. Det er nogle af kritikpunkterne fra Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet. Gymnasieskolen har bedt ham om at nærlæse fire resultatlønskontrakter.

Målene er meget bløde
”Arbejdet med at sikre gennemførelse og dermed søge at reducere fravær og frafald fortsættes.”

”Samarbejdet mellem teamlederne, studievejledningen og ledelsen om at holde fraværet maksimalt nede fortsætter.”

Sådan lyder mål fra to resultatlønskontrakter.

Per Nikolaj Bukhs kommentar:

"Generelt er der i flere kontrakter nogle meget løse mål, som gør det svært for en bestyrelse at vurdere, om rektor opfylder dem helt, delvist eller slet ikke. Alting behøver ikke at måles kvantitativt, men når det gælder fravær, er det rimeligt at sætte nogle parametre op, som er til at måle. Undervisningsministeriet kræver, at målene skal være formuleret præcist og gennemskueligt, så det er tydeligt og forståeligt, også for tredje­mand, hvorledes målopfyldelsen af kontrakten evalueres. Når jeg har svært ved at gennemskue, hvordan målene evalueres, så har mange andre det nok også."

Svært at finde kontrakten
Undervisningsministeriet ønsker mest mulig inddragelse af medarbejdere og offentlighed i forbindelse med resultatlønskontrakter. Derfor skal kontrakten, bestyrelsens vurdering af opfyldelsen af de enkelte mål, og hvor meget lederen modtager i resultatløn offentliggøres på hjemmesiden.

På nogle hjemmesider skal man være mere end ivrig for at finde kontrakten. Der er eksempler på, at bestyrelsens evaluering af kontrakten ligger som et punkt i et referat fra et bestyrelsesmøde.

Per Nikolaj Bukhs kommentar:

”Når evalueringen af resultatlønskontrakten ligger gemt i et referat, som ingen kan finde, er det på kanten af reglerne.”

Mangler skriftlig dokumentation
I et referat fra et bestyrelsesmøde står der, at lederen gennemgik resultatkontrakten og foreslog, at han fik 87 procent af basisrammen og 86 procent af ekstrarammen. Bestyrelsen bemærkede, at det var ærgerligt, at der ikke i alle tilfælde var udarbejdet skriftlig dokumentation for de opnåede resultater, hvorefter den ”tiltrådte den foreslåede udmøntning”.

Per Nikolaj Bukhs kommentar:

”Det hører med til godt bestyrelsesarbejde at være forberedt til møderne, og hvis der mangler skriftlig dokumentation, er det svært at vurdere, om lederen har nået målene i resultatlønskontrakten. Ministeriet kræver faktisk også, at det dokumenteres i referatet, hvorfor et mål er delvist opfyldt.”

Målet er ikke nået – rektor belønnes
I en resultatlønskontrakt sættes det som mål, at højst 25 procent af hf-eleverne har et fravær over 15 procent. Da året er gået, viser det sig, at 31 procent af eleverne har et fravær over 15 procent. Men bestyrelsen bemærker, at der er ydet en indsats for at mindske fraværet, og at indsatsen og de nye tiltag fortsættes. Rektor får 100 procent af resultatlønskontrakten.

Per Nikolaj Bukhs kommentar: ”Her har man lavet et konkret mål, og når det så ikke nås, giver man alligevel rektor 100 procent.”

En vision er ikke et resultat
I en kontrakt står der, at skolen skal gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt eleverne om skolens profil på et fagområde. Lærerne inden for fagområdet skal i gang med et udviklingsarbejde med henblik på at formulere en vision.

Per Nikolaj Bukhs kommentar:

”Bestyrelsen skal være med til at fastsætte nogle væsentlige målsætninger for skolen på kort og på langt sigt. Hvis lederen så vurderer, at det er nødvendigt, at lærerne bruger tid på at lave en vision for at nå de mål, er det fint, men at udvikle en vision bør ikke være et mål i sig selv."

Omlagt skriftlighed – er det et synligt resultat?
Undervisningsministeriet understreger i sin bemyndigelse til skolerne om resultatlønskontrakter, at der er krav om markante resultater, som fører til synlige ændringer for institutionen, for at få del i ekstrarammen.

Et eksempel fra en kontrakt på et mål i ekstrarammen er: ”Fortsat arbejde med omlagt skriftlighed. Arbejdet med omlagt skriftlighed fortsættes – evalueres og tilrettes.”

Per Nikolaj Bukhs kommentar:

”At fortsætte med at arbejde med omlagt skriftlighed er ikke et markant resultat. Det, må man forvente, er en del af jobbet. Samtidig er det et meget blødt mål, som bestyrelsen ikke kan måle.”

Bestyrelsen roser: Hjemmesiden snart færdig
Et mål for en rektor er at forbedre skolens hjemmeside ”særligt med henblik på at give eksterne brugere lettere adgang”.

Da punktet it evalueres året efter, vurderer bestyrelsen, at målopfyldelsen er ”rigtig god”, blandt andet er ”skolens hjemmeside snart færdig”. Rektor modtager 100 procent af resultatlønnen.

Per Nikolaj Bukhs kommentar:

”Hvis hjemmesiden ikke er oppe at køre endnu, så kan det umuligt være en 100 procent succes. Målet er ikke særlig klart, og derfor vil bestyrelsen have svært ved at evaluere det.”