Samfundet bestod

Samfundet bestod

En pandemi ankom og forandrede alt. I mange år fremover vil 2020 blive beskrevet og fortolket på talløse måder, og de langsigtede følger kan vi endnu kun gisne om. Men her, mens året går på hæld, giver chefredaktør, forfatter og debattør Rune Lykkeberg sit blik på et usædvanligt år, og hvad det har lært os om os selv. 

Onsdag den 11. marts få minutter før deadline stod chefredaktør på Information Rune Lykkeberg sammen med en lille flok medarbejdere og diskuterede morgendagens forside. Han husker, at de til det sidste talte om, hvorvidt der var tale om en undtagelsestilstand eller ej.

“I sådan et moment vil man gerne give det bedste bud på en definitiv fortolkning. Vi skrev meget ud fra, at vi også var en del af et fællesskab, der skulle passe på sig selv. Vores interesse, i hvert fald lige i dét øjeblik, var fuldstændig sammenfaldende med statsministerens.” 

Momentet var skelsættende og danmarkshistorie. Samme aften havde pressemødet i Statsministeriet fjernet enhver tvivl eller håb, der måtte restere efter et par ugers tilløb. Coronapandemien var en realitet også i Danmark, og fra da af ville hverdagen ændres radikalt for langt de fleste af os.

Vi møder Rune Lykkeberg på hans kontor i Informations lokaler i det indre København godt ni måneder efter den landsdækkende nedlukning i marts. Bag os er forårets alvor og ængstelighed, sommerens optøning og fornyede optimisme til nu efterårets genkomst af smittespredning på et bekymrende niveau med udsigt til nye skærpede restriktioner samtidig med løfterige udsigter til snarlig vaccine.

Vi vil høre hans analyse og vurdering af, hvordan det danske samfund som helhed har formået at håndtere en krise, som var ny for alle. En krise, som handler om sundhed, men har påvirket alle aspekter af samfundslivet.

Stærk social kontrakt
Uden at bagatellisere dødsfald, sygdom, senfølger og tabte arbejdspladser – kan det være godt for et samfund at blive afbrudt og tvunget til en pause?

“Der er flere ting i det. Corona er en epidemi, som krævede og kræver ekstraordinær fælles handling og selvopofrelse. Konsekvenserne har været og er stadig forfærdelige mange steder. Men med corona ved vi, at vi kan løse problemet, og det går over på et tidspunkt – i modsætning til klimakrisen. 

Det var en utrolig oplevelse af, at alle i verden talte om det samme på samme tid. Den samtidighed og det skæbnefællesskab med borgere i hele verden var fantastisk inspirerende. Vi skulle tage de samme forholdsregler for at løse problemet, og vi skulle gøre det i fællesskab. Vi holdt hinandens skæbne i vores hænder.

Det var også frigørende at se, at vi ikke er så afhængige af forbrug alligevel. Den livsform med en masse afhængigheder, som vi ikke selv har valgt, blev vi tvunget til at revidere. Et grundspørgsmål for vores samfund er, om vi er i stand til at give afkald. Kan vi ofre vores personlige behov for det fælles bedste, når det gælder? Det fremkaldte noget stort i fællesskabet, at vi kunne det. At unge mennesker afholdt sig fra fester og forlystelser af hensyn til de gamle og mest sårbare, var en utrolig stærk social kontrakt, som vi ikke troede fandtes. At man faktisk kunne lukke denne enormt pulserende økonomi ned for at redde de svageste, var en solidaritet, der var enormt livsbekræftende.

Men krisen har samtidig forstærket nogle uligheder i samfundet. De, der er tvunget til at gå på arbejde, er i væsentlig større risiko end dem, der kan arbejde hjemme. De, der ikke har en sundhedsforsikring, er mere udsatte end dem, der har. På den måde fremkaldte krisen også nogle billeder af det værste i vores samfund, som vi har været tilbøjelige til at ignorere.”

Coronakrisen har sat folk i nogle eksistentielle situationer, som var helt utænkelige før.

Rune Lykkeberg

Hierarkiet blev vendt om
Hvis man anskuer krisen som en test, hvordan har vi som borgere, myndigheder og beslutningstagere så klaret den test?

“I Danmark har vi i mine øjne bevaret en balance mellem magtens autoritære patos og frivillig efterlevelse af reglerne. Staten siger, at vi skal gøre noget, men den tvinger os ikke til at gøre det. Jeg oplevede ikke, at folk efterlevede anbefalingerne, blot fordi staten sagde det, men fordi de syntes, at det var det fornuftige og det rigtige. Der var et kollektivt beredskab, hvor staten ikke behøvede at bruge tvingende magt. Det var imponerende. Alt i alt har Danmark fremstået som et velfungerende samfund med en stærk stat, et effektivt marked og et meget stærkt civilsamfund. Så Danmark bestod.”

Har coronakrisen afdækket mønstre i vores samfund, vi ikke havde øjne for?

“Der er et hierarki omkring, hvem der er vigtige samfundsstøtter, og hvem der ikke er. Før krisen var der i udstrakt grad en forestilling om, at løn og status afspejler ens nytte og bidrag til fællesskabet. Så kommer krisen, og det viser sig, at essential workers er nogle helt andre. Pludselig blev omsorgspersonalet og sundhedspersonalet de vigtigste. Hierarkiet blev vendt om.
Da krisen kom i foråret, var det overraskende for mig, at nationalpopulisterne ikke vandt på det. Den vindende tendens i vestlig politik i 20 år tabte på den her krise. Og de, der har været svage de sidste 20 år, nemlig den gamle midte med kompetence og ansvarlighed, har haft et forbløffende comeback. Nu handlede det ikke om at kanalisere vrede, men om gammeldags centraladministrativ kompetence.
Og så havde vi en periode i foråret, hvor man talte om eksperternes genkomst. Pludselig lyttede vi til eksperterne igen. Søren Brostrøm kom på forsiden af Euroman, Kåre Mølbak var et olympisk sandhedsvidne. Videnskaben vandt, den populistiske antividenskab havde tabt, tv-lægen var den vigtigste autoritet i Danmark. Så er der gået ni måneder, og eksperterne har lidt et statustab. For de tog jo fejl på flere områder. Jeg håber, at der er en erkendelsesproces i samfundet om, at viden og sandhed ikke er noget, som nogle få oplyste har, men at al viden skal udsættes for kritik og skal kvalificeres.”

Styrke og svaghed
Det kan tage måneder for en regering og myndigheder at opbygge tillid og troværdighed. Men én sag kan få korthuset til at ramle. Er minksagen en påmindelse om, at den autoritet og den stærke leder i skikkelse af statsministeren er permanent skrøbelig, og er det et problem?

“Da krisen var på sit højeste, var der bekymring for, om den magt og autoritet, statsministeren havde fået, ville undergrave vores retsstat. Det påfaldende ved minksagen er, at den i sin essens handler om retsstaten, om at få kontrollen med magten tilbage. Substantielt var og er der stor opbakning til beslutningen om at aflive minkene. Så det handler om lovhjemmel. Og lige præcis dét markerer, at den politiske undtagelsestilstand var midlertidig, og nu er de magtkontrollerende mekanismer tilbage. På den måde er det en sund proces.
Jeg synes, at krisen fremkaldte noget i Mette Frederiksen, der passede utrolig godt til hendes karakter. Det med at appellere til samfundssindet, passe på Danmark, sætte sikkerhed over frihed. Det er en styrke hos hende, men også en svaghed, for når man koncentrerer al magten i Statsministeriet, og magten bor i din krop, giver det en enorm styrkeposition. Hun blev ikonisk for magten og for succesen, men hun fik også en kolossal sårbarhed, for der opstår ikke ét problem i regeringen, som ikke bliver Mette Frederiksens problem. Og der faldt hun for momentets fristelse, som gav hende en stor gevinst, men gør hende meget sårbarnu.”

Alt i alt har Danmark fremstået som et velfungerende samfund med en stærk stat, et effektivts marked og et meget stærkt civilsamfund.

Rune Lykkeberg, 

Eksperimentet lykkedes
Der har også meget været kritik af regeringen for at være for enerådende. Vi fik ny lovgivning med vidtrækkende beføjelser, og vi accepterede det uden at kny. Har vi været for frygtsomme og lydige og givet magten for lang snor?

“Jeg oplevede det ikke som diktatorisk. Det ene er, at næsten alle regeringsledere rundtomkring i Europa valgte at gøre det samme. Det var ikke sikkert, at det var det rigtige, men det var det sikre betinget af en fælles virkelighed. Herhjemme havde vi Sverige som kontrast. Der var perioder, hvor vi var i tvivl om, hvorvidt Sverige eller Danmark havde fat i det rigtige. Det betød, at de ting, som vores regering og sundhedsmyndigheder besluttede, eksempelvis skolelukninger eller forsamlingsfrihed, hele tiden skulle legitimeres. Blandt andet den modstilling gjorde efter min opfattelse, at der hele tiden var en kritisk offentlighed. Jo, der var hastelovgivning, og nedlukningen af landet gik meget stærkt. Men det blev med det samme udfordret, i forhold til om der var sundhedsfagligt belæg.
Coronakrisen har sat folk i nogle eksistentielle situationer, som var helt utænkelige før. Hvis du er 85 år, skal du forholde dig til, om du helst vil se dine børnebørn igen og løbe risikoen eller forblive isoleret. Hvis du går i gymnasiet, vil du så droppe festerne og følge reglerne, eller vil du bringe dine bedsteforældres liv i fare? Både de ældre og de unge har lidt enorme afsavn og i det store og hele gjort det for det fælles bedste. Det har været et socialt eksperiment, der er lykkedes, som jeg ser det."