Revideret billede af Monrad

Selv for den, der har sit primære eller eneste kendskab til begivenhederne i 1864 fra Ole Bornedals serie af samme navn, må det stå klart, at det hysteriske og delvist fiktive portræt af D.G. Monrad var forvredet og ude af proportioner. Bornedals portræt forlænger en tradition for at gøre manden til en patologisk hysteriker (hvad han sikkert også var) med eneansvaret for både krigsdeltagelse og -nederlag (hvad han naturligvis ikke var).

Dette billede bliver grundigt revideret i Kai Justs sobre biografi om statsmanden, der ud over sin rolle i krigen i 1864 også var en af arkitekterne bag Junigrundloven i 1849. Biografien forsøger at tolke Monrads handlinger, ikke blot i 1864, men i det hele taget, i lyset af de idehistoriske strømninger, som Monrad først og fremmest var præget af: romantikken og en personligt farvet kristendom.

Just forsøger hverken at frikende Monrad for skyld i forbindelse med 1864 eller at legitimere hans embedsførelse i øvrigt – men han ønsker at forstå Monrads baggrund og bevæggrunde, og disse forstås bedst set i lyset af hans religiøst-romantiske verdenssyn. Biografien tilbyder således en større forklaringskraft end den Bornedalske: At manden ganske simpelt var psykisk syg.

Fyringen af general de Meza spiller traditionelt en væsentlig rolle i bedømmelsen af Monrad, men som Just ganske rigtigt påpeger, så var det nok den eneste realpolitiske mulighed, der forelå på det givne tidspunkt, hvis regeringen skulle reddes – og ikke udtryk for Monrads blodtørstige vanvid.

Bogen er delt i fire dele, hvor den første del omfatter hele krigen i 1864 komprimeret på 50 glimrende sider. Dette giver god mening, for det fylder ganske enkelt så meget i bedømmelsen af Monrad, at det kræver, at læseren allerede på forhånd er bekendt med historien, når hun når dertil i biografien.