Artikel
Rektorer: Optagelsesregler går ud over små studieretninger
No image

Rektorer: Optagelsesregler går ud over små studieretninger

I år har afstanden til gymnasiet været det altafgørende kriterium for de elever, som er blevet optaget. Rektorer advarer om, at det bliver sværere at oprette særlige studieretninger med de nye regler.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Motiverede ansøgninger til gymnasierne har i år været spild af tid, fordi det alene er afstanden til gymnasiet, som har afgjort, om eleven er inde eller ude.

Flere rektorer mener dog, at Undervisningsministeriets kriterier for at optage elever er en uheldig udvikling i forhold til små eller specielle studieretninger. De mener, at de får sværere ved at oprette studieretninger, når det ikke længere er muligt at optage eleven, som er villig til at sidde i toget lidt længere tid for at få den særlige sprogstudieretning eller studieretningen med fokus på medier.

Undervisningsministeriet har strammet reglerne for at skabe en mere gennemskuelig proces, men mangfoldigheden af tilbud til eleverne og de små fag kan dog komme i klemme på den bekostning, advarer rektorer.

Konstitueret rektor Birgitte Jørgensen på Borupgaard Gymnasium er kritisk over for afstandskriteriet.

”Det er svært at forklare eleverne, at de skal engagere sig i valg af fag og studieretning, når de reelt set kan nøjes med at skrive deres adresse i ansøgningen,” siger hun.

På Borupgaard Gymnasium i Ballerup bliver der sandsynligvis oprettet en natur­videnskabelig studieretning mindre i år.

Birgitte Jørgensen forklarer, at skolen ikke længere kan optage elever, så den bedst muligt opfylder ansøgernes ønske om studieretning.

”Nu er det et spørgsmål om, hvordan ansøgerne tilfældigt falder ud i relation til afstandskriteriet, og så må vi se, hvilke studieretninger vi kan oprette,” siger Birgitte Jørgensen.

Afstanden har altid været afgørende for at blive optaget på gymnasiet, men tidligere tog skolerne hensyn til afstanden for hver enkelt studieretning. Nu er afstanden afgørende for det samlede felt af ansøgere.

Længere afstand
På Christianshavns Gymnasium er rektor Troels Vang Andersen heller ikke begejstret for de nye regler.

”Tidligere har det været muligt at optage efter afstandskriteriet i forhold til den enkelte studieretning, således at studieretninger med lille søgning kunne oprettes ved at optage elever med længere afstand til skolen end eleverne på skolens mere populære studieretninger,” siger Troels Vang Andersen.

Han mener, det fremover bliver vanskeligere at oprette små studieretninger. I år opretter Christianshavns Gymnasium tre ­1.g-klasser, hvor elever med forskellige studieretninger går sammen. Det er en måde at få puslespillet til at gå op på, når der ikke er så mange elever, som søger en studieretning.

”Reglerne vil nok især ramme naturvidenskab og sproglige studieretninger. Jeg mener ikke, stramningerne er til fordel for hverken samfundet, skolerne eller eleverne,” siger Troels Vang Andersen.

Ministeriet: Skoler må samarbejde
Undervisningsministeriet mener ikke, at reglerne om, at afstand er det vigtigste kriterium for optagelse på gymnasiet, er et problem. Tværtimod.

”Det giver den mest gennemskuelige og objektive optagelsesproces,” siger kontorchef Annegrete Larsen.

Hun peger på, at der er flere håndtag, gymnasierne kan dreje på for at få flere elever til at vælge specielle studieretninger. Gymnasierne i ét søgeområde kan blive enige om, at en særlig studieretning kun oprettes af ét gymnasium i området, for eksempel en studieretning med fransk A. Så kan skolen optage elever, der søger denne studieretning, uanset hvilken transporttid de har til skolen.

Derudover mener Annegrete Larsen, at gymnasierne kan bruge grundforløbet til at udfordre og motivere eleverne til eksempelvis at vælge en særlig naturvidenskabelig studieretning.  

”Nogle gymnasier bruger grundforløbet meget aktivt, og her skifter mellem 30 og 50 procent af eleverne studieretning,” siger Anne­grete Larsen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater