Artikel
Rektorer: Nej tak til studieturs-prisloft på 3.000 kroner
Studierejse

Rektorer: Nej tak til studieturs-prisloft på 3.000 kroner

Dyre studieture skaber A- og B-hold på gymnasierne, mener undervisningsministeren. Det er et tab, hvis det er slut med at rejse til USA, Afrika og Kina, lyder det fra flere rektorer.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil have sat en stopper for gymnasiernes dyre studierejser. Fremover må elevernes egenbetaling til studieturene højst være 3.000 kroner.

”Studieturene er en vigtig del af elevernes udvikling på en ungdomsuddannelse. Det er ture, hvor man både udvikler sig selv, og hvor man opbygger fællesskabet med sine klassekammerater. Derfor går det ikke, at nogle må sige nej til studieturen, fordi den er for dyr. Det skaber et A- og et B-hold,” siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet er der i dag gymnasier, der har studieture, som løber op i omkring 15.000 kroner. Det gælder blandt andet for gymnasier med internationale linjer.

Ingen luksus
Forslaget får en blandet modtagelse på landets gymnasier. Flere rektorer, som gymnasieskolen.dk har talt med, kalder det et ”sympatisk forslag”. Men samtidig er de kritiske overfor, at det vil gå ud over hovedparten af de helt almindelige studieture, skolerne laver i dag.

”Jeg er enig i intentionen med forslaget, men jeg er ikke sikker på, at det er den bedste løsning. Ingen af vores studieture i dag kan klares for 3.000 kroner,” siger Henrik Boberg Bæch, der er rektor på Espergærde Gymnasium og HF.

På det nordsjællandske gymnasium har man en grænse for egenbetalingen på 4.500 kroner per elev for netop at sikre, at alle har råd til at komme med, fortæller han.

”Men skal vi ned på 3.000 kroner, bliver det yderst begrænset, hvor man kan tage hen. Det er bestemt ikke luksusture, eleverne kommer på i dag,” siger Henrik Boberg Bæch.

Ingen af vores studieture i dag kan klares for 3.000 kroner. 

Henrik Boberg Bæch, rektor
Espergærde Gymnasium og HF

Indsigt i andre kulturer
På Espergærde Gymnasium og HF går studieturene typisk til en europæisk hovedstad. Skolen laver også ture til USA og Tanzania, hvor eleverne arbejder frivilligt på børnehjem. De koster typisk 5.500-6.000 kroner. Den slags ture vil Henrik Boberg Bæch nødigt vinke farvel til.

”Der er en masse dannelse for eleverne i de ture. At bo hos en familie fra en anden kultur er lærerigt og en kæmpe oplevelse,” siger han.

Hvis klasser skal af sted på studieture, der overskrider grænsen på 4.500 kroner per elev, skal alle forældre godkende den forhøjede pris. Er der enkelte elever, der ikke har råd, har de kunnet få dækket rejsen af skolens elevfond, fortæller Henrik Boberg Bæch.

Slut med USA og Kina
Kritikken er endnu hårdere fra Jens Boe Nielsen, der er rektor på Nørre Gymnasium i København. Gymnasiet har i mange år haft et tæt samarbejde med en række skoler i blandt andet Tyskland, Frankrig, Spanien, USA og Kina, og mange af skolens studieture er udvekslingsrejser, hvor eleverne bor privat.

Men med et loft på 3.000 kroner vil det være slut med turene til USA og Kina. Alene flybilletten til Washington koster 4.500 kroner, fortæller Jens Boe Nielsen.

”Det er rigtig rigtig ærgerligt. Vi har i de sidste 15 år lagt et kæmpe arbejde i at få etableret gode forbindelser til skoler i udlandet for at styrke elevernes globale udsyn. Det er et stort tab, hvis det er slut med rejserne uden for Europa,” siger han og fortsætter:

”Eleverne bor hos en familie, kommer ind under huden på kulturen, besøger ambassaden og virksomheder og en masse andre ting. Der er så meget kulturel indsigt og almendannelse i de rejser. Ofte skriver eleverne sammen med deres nye kammerater efterfølgende og bevarer et venskab.”

Det er som regel eleverne, der har valgt en studieretning med samfundsfag og engelsk, som rejser til USA og Kina.

4.500 kroner er o.k.
Studieturene til Tyskland, Frankrig og Spanien – som eleverne på de sproglige studieretninger typisk er på – kan godt fortsætte, for de koster cirka 3.000 kroner, fortæller Jens Boe Nielsen.

”Men det er kun fordi, vi bor privat,” siger han.

Jens Boe Nielsen mener ikke, at en egenbetaling på 4.500 kroner, som eksempelvis deres USA-tur koster, er problematisk. Alle elever på Nørre Gymnasium kommer af sted på studietur. Er der elever, som ikke har råd, træder skolens fond til med 1.000 kroner, så de også kommer med, fortæller han.  

Det er et stort tab, hvis det er slut med rejserne uden for Europa.

Jens Boe Nielsen, formand
Nørre Gymnasium

Han er også modstander af den centralisering, der ligger i ministerens forslag.

”Lad os nu selv finde ud af det ude på skolerne. Det er jo ikke eksotiske ture på nogen måde. Men man kan altså ikke komme uden for Europa for 3.000 kroner.”

Urealistisk at skoler betaler
Hvis det står til ministeren, må den samlede udgift til studieturen godt overstige de 3.000 kroner per elev, men så skal skolen betale det resterende beløb, eller pengene skal findes et andet sted.

Men det vil for mange skoler være urealistisk, påpeger de to rektorer.

”Det er overhovedet ikke realistisk efter flere år med nedskæringer på skolerne,” siger Jens Boe Nielsen.

Pernille Rosenkrantz-Theil skal have samlet et flertal for at kunne gennemføre et prisloft på 3.000 kroner på studieturene og vil derfor indkalde Folketingets partier til en drøftelse.

Hun vil desuden gøre studieturene obligatoriske, og turene skal betragtes som en del af undervisningen. Forud for forhandlingerne vil hun undersøge, hvordan skolerne i dag håndterer, hvis elever ikke har råd til at betale.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater