Rektor til Kolding HF & VUC

Vores dygtige og afholdte rektor har valgt at gå på pension til sommer, og vi søger hans afløser fra 1. august 2021

REKTOR

Vi er klar til at udvikle vores skole og vores kursister til fremtiden

Kolding HF & VUC har i alt omkring 60 medarbejdere fordelt på administration, undervisere og service­personale, og kursisttallet ligger på, hvad der svarer til 410 fuldtidsstuderende. Skolens indbydende lokaler ligger i nybyggede fysiske rammer i Design City tæt på Kolding bymidte, et område omgivet af andre uddannelsesinstitutioner.

Vores mål og værdier er tydelige, og vores daglige pejlemærker er:

Plads til forskellighed

Lyst til at understøtte og udfordre

Ambitioner om faglige resultater og uddannelse, der åbner døre 

 

Kort sagt er vi dybt engagerede i både dannelse og uddannelse. Vi har dokumenterede resultater med at udvikle vores kursister og løfte deres faglige niveau.

I den daglige undervisning er nøgleordene relationskompetence, tydelig klasseledelse og et trygt studiemiljø. Læringen er baseret på digitale undervisningsmidler, og det faglige arbejde understøttes af studiecenterets it-support, mentorer og vejledere.

Vi arbejder sammen og knokler hårdt, viser omsorg for eleverne som individuelle personer, og glædes hver gang det lykkes dem at overskride grænser og nå i mål. Men selvfølgelig er der plads til forbedring, og hvis du er vores nye rektor, er det vigtigt, at du motiveres af og finder mening i at stå i spidsen for den opgave.

Du vil arve en veldrevet skole med en høj faglighed og et stærkt socialt engagement. Generelt står skolen på et solidt fundament med topmotiverede medarbejdere, tilfredse kursister og en velfungerende bestyrelse. Men bare rolig - stillingen tilbyder både ledelsesmæssige og forretningsmæssige udfordringer. Hvilken retning skal skolen tage i de kommende år? Hvordan fastholder vi en høj kvalitet i en tid, hvor den offentlige sektor er under pres? Og vores gode resultater og uddannelsestilbud - hvordan sikrer vi, at de er synlige for alle?

 

Trives du i lederrollen, og har du lyst til at stå i spidsen for en flok engagerede og kompetente medarbejdere, som vil have store forventninger til dig? Er du parat til sammen med dem at kæmpe for vores dejlige kursister og deres uddannelsesmuligheder under meget omskiftelige rammevilkår? Og kan du se dig selv som leder af en organisation, hvor åben dialog og transparente beslutninger ikke bare er buzzwords?

Så er du et godt bud på vores kommende rektor.

 

Du kan læse og se meget mere om Kolding HF & VUC på hjemmesiden. 

Hvis du ønsker at søge stillingen som rektor på Kolding HF & VUC, kan du uploade ansøgning og CV via Mercuri Urvals hjemmeside.

Ansøgningsfristen udløber den 3. maj 2021 kl. 10.00.

Søg jobbet