Artikel
Rektor: Stx skal have mere erhvervsrettet profil
fm_min_hue_1

Rektor: Stx skal have mere erhvervsrettet profil

Det almene gymnasium retter sig for meget mod universitetet og glemmer de korte videregående uddannelser, mener rektor på Københavns Erhvervsakademi. Lav stx-profil om, lød hans anbefaling på Folkemødet.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det almene gymnasium skal udvide dets profil. Det er ikke nok at give eleverne klassisk dannelse. De skal også have nogle erhvervsmæssige kompetencer.

Budskabet kom fra Ingo Østerskov, rektor på Københavns Erhvervsakademi, da Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Danske Gymnasier, Danske Erhvervsskolerne – Lederne og Politiken her til formiddag indbød til debat om gymnasieuddannelserne. Kan jeg bruge min hue? Sådan lød overskriften for debatten på Folkemødet.

Der er for dårligt match mellem det almene gymnasium og det, der er brug for på arbejdsmarkedet, mener Ingo Østerskov.

”Hhx og htx står stærkt i forhold til iværksætteri og produktudvikling. Jeg mener, der er brug for, at stx får en mere erhvervsrettet profil. Man kan sagtens tænke et erhvervsrettet islæt ind i de humanistiske fag,” sagde han.

GL: Hold fast i klare profiler
Annette Nordstrøm Hansen, der er formand for GL, afviste forslaget.

”Det er vigtigt, at vi har fire forskellige gymnasiale uddannelser med hver sin klare profil. Det skal vi holde fast i,” lød det fra GL’s formand.

Ifølge Ingo Østerskov retter stx sig alt for meget mod universitetet. I fremtiden kommer der til at mangle vvs-installatører, byggeteknikere, energiteknologer og andre med en kort erhvervsrettet uddannelse. Det er et samfundsmæssigt problem, og det bør stx indrette sig efter, mener han. 

”Når nu gymnasiet er en succes, hvorfor rykker man så ikke lidt ved profilen på stx, så man også retter sig mod de korte og mellemlange videregående uddannelser og giver de unge lyst til at gå den vej? Prognoser viser, at det er den arbejdskraft, vi kommer til at mangle,” sagde Ingo Østerskov.

”Vi kan godt gøre mere”
Lars Kunov, direktør for Erhvervsskolerne – Lederne, mener også, at de gymnasiale uddannelser bør rette sig mere mod samfundets behov. 

”Vi skal tilpasse vores uddannelser mere mod det, der venter i den anden ende. Det er virksomhedernes behov og de videregående uddannelsers behov, der er målet,” sagde Lars Kunov.

Anne-Birgitte Rasmussen, formand for Danske Gymnasier, mener ikke, at det almene gymnasium skal ændre profil. Men hun gav dog Ingo Østerskov ret i lidt af hans kritik. 

”Selvfølgelig skal vi give eleverne kompetencer, der passer til alle videregående uddannelser. Vi kan nok godt gøre noget mere i forhold til de korte erhvervsrettede uddannelser,” erkendte hun.  

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater