Rektor

Allerød Gymnasium er en særdeles veldrevet skole med et godt omdømme. Skolen er kendetegnet ved høj faglighed i et stærkt fællesskab. Der er et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem elever, medarbejdere og ledelse.

Skolen søger en rektor med visioner for Allerød Gymnasiums udvikling. Med en delegerende og tillidsfuld ledelsesstil skal rektor sikre en fortsat attraktiv og velfungerende skole for både elever og medarbejdere.

Opgaven

Allerød Gymnasium er et mellemstort gymnasium med et højt ambitionsnivau og et væld af spændende aktiviteter, der giver eleverne mulighed for at udfolde sig både fagligt og socialt.

Visionen er at inspirere og udfordre alle elever i et godt fællesskab med blik for fremtiden. Et højt fagligt niveau skal gå hånd i hånd med trivsel blandt både elever og medarbejdere.

Med reference til bestyrelsen har rektor det samlede ledelsesansvar for drift og udvikling af Allerød Gymnasium.

Rektor skal tegne gymnasiet indadtil og udadtil og fungere som en samlende figur for alle på skolen.

Rektor skal:

  • Sætte strategisk retning for udvikling af Allerød Gymnasium
  • Sikre et fortsat højt fagligt niveau på skolen og videreudvikle skolens dannelses- og læringsmiljø
  • Varetage rollen som øverste personaleleder og involvere medarbejdere og elever i skolens udvikling
  • Fungere som sparringspartner for skolens pædagogiske ledere og sikre en velfungerende ledergruppe
  • Være garant for en sikker drift og ressourcestyring og optimal anvendelse af skolens samlede ressourcer til gavn for eleverne 
  • Etablere et professionelt, åbent og dynamisk samspil med bestyrelsen såvel som diverse råd og udvalg på skolen, herunder elevrådet og samarbejdsudvalget
  • Sikre etablering af relevante eksterne samarbejder og profilering af skolen i relevante sammenhænge.

Rektors profil

Allerød Gymnasium søger en engageret og synlig rektor, der kan identificere sig med skolens værdier om læring, fællesskab, glæde og motivation. Skolen lægger vægt på, at den nye rektor har ambitioner for den faglige og pædagogiske udvikling.

Rektor skal være en empatisk og tillidsskabende leder, der opnår resultater gennem samspil og samarbejde. Ligeledes er det vigtigt, at den kommende rektor besidder gode kommunikative evner og er i stand til at skabe og formidle en positiv fortælling om Allerød Gymnasium.   

Det er en forudsætning, at den kommende rektor har indsigt i rammer og vilkår for drift af en gymnasieskole og håndterer udfordringer proaktivt og pragmatisk. Rektor skal have interesse og forståelse for økonomi og administration.

Den rette kandidat har ledelseserfaring, gerne fra stx. En lederuddannelse er en fordel. Skolen lægger også vægt på, at rektor har solid undervisningserfaring.

Ansøgning

Ansøgningsfrist: Mandag den 20. april 2020.

Søg stillingen på www.muusmann.com/stillinger

Kontakt gerne bestyrelsesformand Carsten Heine Lund, tlf. 60 20 19 16, eller chefkonsulent Iben Munck Adamsen, MUUSMANN A/S, tlf. 22 91 20 06.

www.muusmann.com/stillinger findes en stillings- og personprofil med en uddybende beskrivelse af skolen og rektors opgaver og profil.

 

 

 

Søg jobbet