Q.E.D. Platon og Euklid tegner og fortæller

De klassiske fag

Inspirerende

Claus Glunk, Hanne E. Strand, Chr. Marinus Taisbak, Chr. Gorm Tortzen

Q.E.D. Platon og Euklid tegner og fortæller

Gyldendal 2006
193,75 kr.

Q.E.D. (Quod erat demonstrandum) Platon og Euklid tegner og fortæller er en nyttig bog, der i tidens ånd er blevet til i et frugtbart samarbejde mellem klassiske filologer og matematikere. (Anmeldelsen burde egentlig være skrevet af en person med forstand på såvel humaniora som matematik, læserne må her tage til takke med en humanist, der ikke har haft geometri siden mellemskolen.)

Bogens to største afsnit udfyldes af henholdsvis Platons dialog Menon og af de to første bøger af Euklids Elementer. Menon er sidst blevet oversat til dansk af Otto Foss i Platons skrifter 1932-41, Euklid for ca. 100 år siden (1897-1912) af Thyra Eybe. Begge afsnit bringes her i gode nyoversættelser. De to værker har den matematiske metode, der anvendes, til fælles, nemlig en slutningsrække, hvor hvert udsagn logisk bygger på det foregående. Denne deduktive metode opstår i Grækenland midt i det 5. årh. og bliver som bekendt bærende for al senere matematisk og naturvidenskabelig forskning. Hos Euklid er metoden gennemført stort set fra begyndelse til slutning, hos Platon anvendes den generelt, når han vil lade Sokrates finde frem til »Sandheden« bag et givet fænomen, men i Menon mere specifikt, da Sokrates får en slave, der hverken kan læse eller skrive, til at løse en opgave om fordobling af et givet kvadrat for at bevise, at viden i virkeligheden er generindring. Sokrates anvender også en matematisk metode, da han senere i dialogen foreslår at opstille en hypotese og afprøve forudsætningerne for den - en metode, også Euklid anvender. De to steder får en særlig matematisk kommentar med i slutningen af dialogen. Bogen indeholder indledende afsnit om de tidlige matematikere, om Platon og hans anvendelse af matematik i dialogerne, om Elementerne og deres betydning for eftertiden. Selve Menon indledes med afsnit om de deltagende personer, hvor man får at vide, hvordan det går for de implicerede siden hen, om dialogen som genre og om begrebet areté, der er dialogens egentlige emne, og som klogt nok ikke forsøges oversat til dansk. Endelig er der en nyttig oversigt til opbygningen af Menon. Også Elementerne, der er grundigt kommenterede, forsynes med særlige indledningsafsnit bl.a. om strukturen og sproget i Elementerne. Euklid anvender en særlig verbalform, imperativ i perfektum passiv, der dels forudsætter en slave eller »en hjælpende hånd«, der udfører arbejdet med passer og lineal, dels understreger, at vi befinder os i »Planet«, de geometriske figurers ideelle verden, der umidelbart kan relateres til Platons idéverden. At matematik ikke kun er tal, men også sprog - præcist og nøjagtigt sprog - vil nok komme som en overraskelse - og måske en hurdle, der skal overvindes - for 2.g'erne.

Bogen afsluttes med forslag til læsestrategier i Euklids Elementer og med en oversigt over de muligheder, Menon og Elementerne giver til samarbejde bl.a. også med religion og litteraturfagene.

Den første del af bogen er morsomt og rammende illustreret af Ivar Gjørup, han kunne godt have suppleret de geometriske figurer i bogens anden del med flere tegninger. Euklid må kunne fremstilles lige så uimodståelig som Sokrates. De geometriske figurer er udført præcist og instruktivt af Claus Glunk, både de og Gjørups tegninger er i farver.

Q. E. D. Platon og Euklid tegner og fortæller er en fin bog, der på inspirerende vis lægger op til samarbejde mellem matematik og humaniora. Den efterlader ikke læseren nogen tvivl om, hvor al senere europæisk forskning har sin basis, og den er bl.a. blevet til, fordi der her i landet - endnu - er folk, der behersker oldgræsk på forskningsniveau.

Karen Dreyer Jørgensen