Psykologer: Gymnasiedrenge tør ikke snakke med os

Arkivfoto

Kønsfordelingen blandt de gymnasieelever, der opsøger en psykolog på skolen, er helt skæv. Det skyldes, at pigerne har lettere ved at tale om følelser, siger psykolog.

Det halter gevaldigt med at få gymnasiedrengene til at tale om deres følelser. Selvom antallet af gymnasieelever, der går til psykolog, er støt stigende, så udgør drengene stadig kun en lille del.

”Fire ud af fem henviste elever er piger. De vedkender sig hurtigere end drengene, at de har behov for professionel hjælp og bliver opsøgende. Drengene, der altså udgør 20 procent, trækkes typisk i længere tid med problemerne. De tænker, at de skal være stærke og klare sig selv,” fortæller Bente Kambjerre, der er psykolog på seks gymnasier i Sydjylland.

Den skæve kønsfordeling bekræftes af den fælles psykologordning blandt 12 fynske gymnasier. Blandt de elever, der talte med en psykolog i skoleåret 2011-12, var blot 26 procent drenge.

Det er ikke kun blandt gymnasieeleverne, at unge mænd har svært ved at snakke med psykologer. Ser man på alle unge mellem 15 og 19, der sidste år fik en henvisning til psykolog af deres egen læge, så udgjorde drengene kun 27 procent.

Små skridt fremad
Carl Åge Okkels, der er psykolog på syv nordjyske gymnasier, tror ikke, at man kan gøre mere for at få de unge drenge afsted:

”Både studievejledere, lærere og rektorer er gode til at henvise dem allerede nu. Forskellen på drengene og pigerne er, at drengene skal henvises af nogle andre, hvor pigerne selv opsøger hjælpen aktivt,” siger han.

De to psykologer er enige om, at når drengene først har fundet mod til at tale med en psykolog, så er de lige så ihærdige i forløbet som pigerne.

”Når de har overvundet barrieren og er kommet i et forløb, er de lige så motiverede, engagerede og modtagelige for hjælp som pigerne,” siger Bente Kambjerre.

Selvom det stadig er et begrænset antal drenge, der taler med psykologer, så går det fremad. Fra 2006 til 2012 blev antallet af drenge mellem 15 og 19 med psykologhenvisninger fra egen læge nemlig næsten fordoblet. Stigningen lød på 98 procent.