Nogle få elever kan være forskellen på, om en skole har 43 procent frafaldstruede elever, som udløser socialt taxameter. Den grænse er for skarp, mener politikere.

Politikere: Uddeling af socialt taxameter er for firkantet

Nogle få frafaldstruede elever skal ikke være forskellen på, om en skole modtager socialt taxameter eller ej. Politikere mener, at systemet ved socialt taxameter er for firkantet.

I princippet kan en enkelt elev betyde forskellen på, om en skole modtager et millionbeløb i socialt taxameter eller får et stort rundt nul.

Så skarpe kanter bør der ikke være i systemet for udbetaling af tilskud til skolerne.

Det mener Enhedslisten og SF, som efterlyser en mere fleksibel model, der giver penge til de skoler, som har behov for at yde en ekstra indsats for at holde på de frafaldstruede elever.

“Det vil være oplagt med en fleksibel trappemodel, så få elever ikke er afgørende for, om skolen er ude eller inde i forhold til at modtage socialt taxameter,” siger Jakob Sølvhøj, som er undervisningsordfører for Enhedslisten. 

Som reglerne er i dag, er 43 procent frafaldstruede elever det skarpe hjørne for skolerne. Hvis en skole har under 43 procent frafaldstruede elever målt på karaktergennemsnit fra grundskolen, udløser det ingen penge fra det sociale taxameter. 43 procent eller flere frafaldstruede elever på en skole giver til gengæld et sted mellem 4.600 og 5.520 kroner for samtlige elever på skolen.

En enkelt elev kan gøre hele forskellen for uddelingen af socialt taxameter på en skole. Det er skørt.

Anne Sophie Callesen, ungdomsuddannelsesordfører
Radikale Venstre

15 gymnasier mister tilskud
Som gymnasieskolen.dk skrev i sidste uge, står 15 almene gymnasier og 9 erhvervsskoler til at miste det sociale taxameter, de har modtaget i den seneste treårige periode. Til gengæld er der andre skoler, som ikke har modtaget socialt taxameter i den sidste periode, som nu står til at modtage det. Seks nye VUC’er står til at modtage socialt taxameter, mens to VUC’er mister tilskuddet.

Læs: Skoler undrer sig: Mister mange penge på socialt taxameter

Det sociale taxameter bliver genberegnet hvert tredje år i forbindelse med finansloven for næste år.

Folketingets partier skal i dette efterår forhandle om en ny tilskuds- og taxametermodel, og Jakob Sølvhøj mener, at det sociale taxameter også skal indgå i de forhandlinger.

“Vi skal ind og kigge på, hvilken model vi skal bruge fremover. Vi forslår som sagt en trappemodel, og så kan man diskutere, hvor langt den skal gå ned i forhold til antallet af frafaldstruede elever,” siger Jakob Sølvhøj.

GL: problem at skoler mister penge
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Tomas Kepler, henviser også til, at der skal laves et nyt taxameter.

I gymnasieskolen.dk i sidste uge sagde han, at han mener, at skolerne, der mister socialt taxameter, skal beholde det i overgangsperioden, til der indføres et nyt taxametersystem.

Det er Jakob Sølvhøj enig i.

“Det lyder fornuftigt. I det hele taget skal vi arbejde for at få tilført flere midler til et nyt taxametersystem. Det skal ikke være et nulsumsspil, hvor der blot bliver flyttet rundt på pengene,” siger han.

Radikale: Det er skørt
Radikale Venstres ungdomsuddannelsesordfører Anne Sophie Callesen mener også, at det sociale taxameter har en alt for skarp kant.

“Som modellen er nu, er det jo nærmest tænd eller sluk for indsatsen på skolen ved en genberegning af det sociale taxameter. En enkelt elev kan gøre hele forskellen for uddelingen af socialt taxameter på en skole. Det er skørt,” siger Anne Sophie Callesen.

Hun peger på, at hvis en skole har 40 procent frafaldstruede elever, er der stadig en stor indsats at gøre for skolen.

Radikale Venstre har derfor det sociale taxameter stående på listen, når partiet bliver indkaldt til forhandlinger om en ny taxametermodel i løbet af efteråret.

“Der er blevet lavet mange lappeløsninger på området, nu skal vi kigge på en ny samlet model,” siger Anne Sophie Callesen.

Hun kan godt forstå, at skoler, som mister det sociale taxameter, ønsker at beholde det frem til et nyt taxametersystem træder i kraft.

“Det er dog en opgave, som ligger på ministerens bord at finde ud af, hvad der skal ske i overgangsfasen,” siger Anne Sophie Callesen.

Vi skal finde et system, som giver mening.

Astrid Carøe, gymnasieordfører
SF

SF: Skal give mening
SF mener også, at principperne for uddeling af socialt taxameter er for stramt. 

“Socialt taxameter skal tages med i de kommende taxameterforhandlinger. Vi foreslår også en trappemodel, som giver mening. Systemet må nemlig heller ikke bliver for omstændigt for skolerne,” siger partiets gymnasieordfører Astrid Carøe.

Hun peger på, at systemet kan have en indbygget yoyo-effekt, hvor skoler modtager tilskud i tre år for derefter at miste det igen.

Hun efterlyser også, at der er større transparens i systemet. Der er for eksempel forskel på, hvilket karaktergennemsnit fra grundskolen elever skal have for at blive betragtet som frafaldstruet på stx, htx og hhx.

“Vi skal finde et system, som giver mening,” siger Astrid Carøe.

Hun tror dog ikke, det er realistisk, at man politisk går ind og forlænger det sociale taxameter for de skoler, som mister det i forbindelse med en ny genberegning.

“Det har jeg svært ved at se skulle ske. Det ville jo kræve en ny lovgivning,” siger hun.

Undervisningsminister: Vi hører kritikken

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skriver til gymnasieskolen.dk, at det sociale taxameter bliver en del af forhandlingerne om et nyt taxametersystem.

“Andelene for, hvornår en institution modtager socialt taxameter, har været de samme siden indførelsen i 2015. Regeringen hører dog kritikken, herunder også at modellen er svær at forstå og vil have dette i baghovedet, når taxametersystemet skal forhandles politisk,” skriver Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Artiklen er opdateret med en kommentar fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil 13. september klokken 19.30