"Politikere tænker traditionelt og stirrer sig blinde"

Ørestad-rektor Allan Kjær Andersen i panelet på BETT-konferencen i London i januar.

Ørestad-rektor Allan Kjær Andersen efterlyser en mere grundig diskussion af, hvad vi uddanner gymnasieelever til. Verden er omskiftelig, men politikerne er blevet tilbageskuende, mener han.

Måske har den forgangne uges regeringskrise sat det på standby for en stund. Men beskeden på vandrørene i det politiske liv har ellers lydt, at undervisningsminister Ellen Trane Nørby i nær fremtid vil fremlægge regeringens bud på en gymnasiereform. Under alle omstændigheder kommer det før eller siden.

Læs: Se partiernes ønsker til en ny gymnasiereform

GL har allerede fremlagt foreningens ønsker, om end der nok blandt medlemmerne er ganske mange forskellige holdninger til, hvad en reform bør indeholde.
Spørgsmålet bliver endvidere, når en politisk aftale kommer på plads, hvordan ændringerne konkret udmøntes på skolerne inden for de givne rammer.

Allan Kjær Andersen er rektor på Ørestad Gymnasium på Amager og sad i den forbindelse i slutningen af januar i panelet i en diskussion om fremtidens undervisning ved den storstilede uddannelsesmesse BETT i det gigantiske Excel-center i Londons gamle havnekvarter.

Læs: Skoletrends og digital dannelse

Showet tiltrækker hvert år tusindvis af undervisere og interessenter i den globale uddannelsesindustri. Paneldiskussionen på den store scene kaldet BETT Arena handlede som udgangspunkt om, hvordan teknikken har ændret og vil ændre undervisningen, og det var i den forbindelse tydeligt, at vi i Danmark er med helt fremme og har nogle erfaringer, mange andre systemer endnu ikke har gjort sig. 45 minutters paneldiskussion bliver dog let en smule overfladisk og i denne situation nok lidt tilbageskuende set i et dansk perspektiv, og Allan Kjær Andersen vil da også hellere tale fremadrettet i forhold til gymnasiereformen, da Gymnasieskolen efterfølgende beder ham forholde sig til emnet.

’Djøf-horisonten’
Først og fremmest synes Ørestad-rektoren – hvis man kigger på den næsten-aftale, politikerne kom frem til sidste år (som primært faldt på uenighed om karakterkrav, red.) - at ane et noget snævert perspektiv, hvor der ikke bliver taget ordentligt fat på de samfundsmæssige udfordringer, uddannelsessystemet kan være med til at løse. Det handler blandt andet om fortsat videnseksplosion, afindustrialisering og demokrati.

”Vi skal uddanne til en fremtid, hvor eleverne skal navigere i usikkerhed og konstante ændringer og være med til at løse problemerne. Alligevel oplever vi det, man kan kalde en ’Djøf-horisont’ – altså, hvor hurtigt kan vi få de studerende igennem. Det er helt fraværende, hvad det er, vi uddanner til. Spørgsmålet om, hvad eleverne skal kunne,” mener Allan Kjær Andersen.

Han peger på, at politikerne trods mange advarsler og analyser har tendens til at fokusere på ranglister som PISA-undersøgelser og derfor ønsker ensrettede og standardiserede løsninger, mens PISA-kæledæggerne i Finland, Singapore etc. valfarter til Danmark. Vi gør – i lighed med mange andre lande - os selv dummere, end vi er, mener han.

”Jeg ser politisk en tendens til ’retraditionalisering’ af gymnasiet uden at analysere fagene, hvad de skal kunne, eller hvordan de skal udvikles. Der er alt for mange aspekter, vi slet ikke arbejder med og diskuterer for at forberede eleverne på det, de skal klædes på til. Politikerne har stirret sig blinde på kvantitative tal. Det er ensporet Djøf-tankegang, og jeg tvivler på, man skaber læring i systemet på den måde.”

Hvad indeholder almendannelse?
I stedet bør vi dels se på, hvad vi er dygtige til og ikke sælge det på reformkontoen, dels bruge international inspiration med mere end det ensidige fokus på at styrke matematik og dansk, lyder det fra Allan Kjær Andersen. Vi skal med andre ord ikke være blinde for, at vi gør nogle ting godt, men samtidig ikke glemme at stille det grundlæggende spørgsmål: Hvad skal vi uddanne til? Her kommer vi uvægerligt til at berøre begrebet almendannelse.

”Vi er simpelthen nødt til at få en grundigere diskussion om, hvad almendannelse er i den moderne verden. Lige nu er det en skyttegravsdiskussion mellem nyttekompetencer og almen dannelse, men jeg mener ikke, det ene udelukker det andet. Men vi er altså nødt til at erkende, at almendannelse i dag er noget andet end den, gymnasiet blev født med,” siger Allan Kjær Andersen.

Hvad er så hans eget bud på det? Når uddannelsen skal danne eleverne til at være klædt på til deres fremtid i job, uddannelse og som medborgere, er der to udgangspunkter, der er vigtige: Hvad der er vigtigt, eleverne skal lære samt den enkelte elevs engagement og motivation.

Derfor må skolen i så høj grad som muligt forbinde undervisningen til elevens omverden, såvel nærmiljøet som den globale omverden, så eleven kan se meningen med at lære. Der skal være fokus på hver enkelt elevs læring, så eleven får feedback, lærer at sætte sig mål og får oplevelse af at mestre, forklarer Allan Kjær Andersen. Hvis dette skal realiseres, er det nødvendigt, at skoledagen grundlæggende ændres. Væk fra industrisamfundets klasseorganisering og i retning af en skoledag, der består af en blanding af kursusaktiviteter, projektaktiviteter og træningsaktiviteter, i høj grad struktureret efter elevens læringsmål. Altså et ordentlig mix mellem et fast fagligt curriculum og muligheden for at arbejde med det i reelle, tidssvarende problemstillinger.

”Vi uddanner til en omskiftelig verden, det vil sige, at eleverne skal lære at finde ud af, hvordan de udvikler deres viden. Hver enkelt skole skal finde sin egen vej til den rigtige model – det, der er vigtigt, er, at alle forholder sig til det. Det kan jo være, at jeg tager fejl i den måde, jeg ønsker at indrette min skole på,” lyder det retorisk fra Ørestad-rektoren.

Farligt med reform uden penge
Lærerne får i Allan Kjær Andersens fremtidssyn en ændret rolle, idet de i mindre omfang skal prioritere den grundlæggende instruktion og i højere grad organisere klasseseancer til diskussion, præsentation og perspektivering og fungere som vejleder af grupper og samtalepartner for den enkelte elev. Og i sådan en skole må fagrækken nødvendigvis slankes, så der bliver tid til fordybelse, forudsiger han.

Han betoner dog nødvendigheden af en lokal udmøntning. Der bliver ingen god reform uden tæt dialog med lærerne! Dertil kommer spørgsmålet om økonomi. Det er let både at tænke på den seneste folkeskolereform og gymnasiereformen fra 2005, der også skulle implementeres udgiftsneutralt.

”Det er farligt ikke at sende penge med, når man laver store reformer. Der skal være overskud til både at tænke og implementere. Det behøver ikke nødvendigvis at blive dyrere, men måske bliver det heller ikke billigere. Jeg tror bare, det er nødvendigt med ro og en vis tryghed i implementeringsfasen.”