Og vinderne er...

Mobilregler, OK 18 og nedskæringerne var de emner, som flest læste om i årets løb på gymnasieskolen.dk.

Selvom det efterhånden er en del år siden, at mobiltelefonen blev hvermandseje, så interesserer dens tilstedeværelse i undervisningen og i det offentlige rum stadig gymnasieskolen.dk’s læsere.
Årets suverænt mest læste historie på gymnasieskolen.dk handlede om, hvad der skete med eleverne i en gymnasieklasse, da de fik faste regler for at bruge mobilen i skolen og privat.

Læs: Ida og Jakob efter fire uger med mobilregler: Vi sover bedre og arbejder mere effektivt

OK 18 fyldte meget
2018 var et dramatisk år for de offentligt ansatte, hvor lockout og strejke truede overenskomstforhandlingerne til det sidste. Derfor fulgte mange af gymnasieskolen.dk’s læsere også med op til, under og efter overenskomstforhandlingerne.
Årets anden og tredje mest læst historier handlede om, hvad der sker, hvis konflikten kommer, og hvor meget lønnen steg med OK 18.

Nedskæringer, nedskæringer, nedskæringer
Gymnasiesektoren er hårdt ramt af massive nedskæringer, og da et flertal i Folketinget vedtog yderligere nedskæringer på gymnasier og VUC'er, fordi de skal være med til at finansiere den nye forberedende grunduddannelse (FGU), blev der læst med ved skærmene rundt på lærerværelserne.   

Læs: Folketinget vedtager yderligere nedskæringer på gymnasier og VUC

Også gymnasieskolen.dk’s femte mest læste historie handlede om nedskæringer. Her fortalte lærere og ledelse på Nærum Gymnasium ærligt om nedskæringernes konsekvenser.

Læs: Nu er det nok

Elever siger også fra
I det hele taget har året budt på mange historier, hvor både lærere, ledelser og elever har protesteret højlydt over nedskæringerne i sektoren.
Eleverne på Campus Vejle har også fået nok, derfor har de stillet et borgerforslag om at få afskaffet nedskæringerne. Filmen blev hurtigt et af Gymnasieskolens mest populære opslag på Facebooksiden Gymnasielærer.

Mere debat
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) havde valg til hovedbestyrelsen, og det gav ekstra liv til debatdelen på gymnasieskolen.dk.
Alligevel handlede årets mest læste debatindlæg om de langtrukne overenskomstforhandlinger. GL’s netop afgåede næstformand Jeppe Kragelund skrev Hvad nu, Løhde? Du har aben

Gymnasieskolen.dk’s faste blogger Anne Boie Johannesson stod for årets mest læst blogindlæg, hvor hun skrev om det svære gruppearbejde.

Læs: Uddelegering eller samarbejde?

Tip redaktionen
Redaktionen takker de lærere, der er kommet med artikelidéer i årets løb. En særlig tak til dem, der lod Gymnasieskolen fortælle deres erfaringer og historier videre.

Er der emner eller historier, du som gymnasielærer har savnet på gymnasieskolen.dk i det seneste år, er du meget velkommen til at skrive en mail til redaktionen på gymnasieskolen@gl.org eller direkte til en af bladets journalister.

Det første nyhedsbrev i 2019 lander i mailboksen torsdag den 10. januar.

Første nummer af Gymnasieskolen udkommer den 28. januar 2019.

Redaktionen ønsker læserne en glædelig jul og et godt nytår!