Nyt blad med tema om det digitale dilemma

Digitale dilemmaer, karrierelæring og opgør med forandringsledelse er nogle af de emner, som vi sætter spot på i det nyeste nummer af Gymnasieskolen.

Den digitale udvikling foregår i et tempo, som konstant sætter lærere og skoler i et dilemma. Skal man være digitale firstmovere og i øjenhøjde med eleverne, når man henter gratis produkter ned fra hylderne? Eller skal man holde igen og altid være sikre på, at elevernes data ikke bliver udnyttet kommercielt eller til det, der er værre?
Med det nyeste nummer af Gymnasieskolen ønsker vi at sætte gang eller fortsætte debatten om brugen af gratis platforme, sociale medier og digitale teknologier, som efterhånden fylder meget i undervisningen.

Modstand mod forandringer skyldes dårlig ledelse
Ledelsesforsker Christian Ørsted gør i ny bog op med flere myter i forandringsledelse, som er direkte skadelige for arbejdsmiljøet.

Der er ikke den mindste refleksion blandt ledelsen eller konsulenterne over, at modstanden er skabt af, at vi har grebet det uhensigtsmæssigt an.

Christian Ørsted, ledelsesrådgiver

Lærere forbigår reformkrav: Det halter med karrierelæringen
Der skulle fokus på elevernes karrierekompetencer med den nye reform. Men der er langt endnu, viser ny undersøgelse. Lærerne føler sig ikke klædt på til opgaven.

Lærerne har følt, at de selv har stået med hele ’oversættelsesarbejdet’ for at få det ind i deres fag. Det har været uoverskueligt for mange.

Laura Cordes Felby, cand.pæd. 
Aarhus Universitet

“Astrid har lært mig ikke at blæse hverdagsproblemer ud af proportioner”
Fysiklærer Espen Rudjord Nielsen lærte at se lidt anderledes på sit eget liv, da han underviste Astrid Siemens Lorenzen i fysik. Hun er spastisk lammet og kan kun kommunikere med øjnene via en computer.

Find bladet i postkassen eller herunder: