Fra i dag kan gymnasierne åbne igen for 3. g'erne og 2. hf'erne, og lærerne kan igen lave fysisk undervisning. På mange skoler vil en klasse sidde i flere forskellige lokaler.

Nu åbner skolerne igen: Lærere skal undervise i flere lokaler på én gang

Undervisningen bliver langt fra som før coronakrisen, når skolerne åbner fra i dag. Lærere og ledelse prøver sig frem og søger efter svar på deres spørgsmål. 

Ind i det ene lokale, ud igen, vaske fingre og så ind i det næste lokale. Sådan bliver hverdagen for mange lærere på gymnasierne i den næste tid.

For at overholde sundhedsmyndighedernes retningslinjer for at forhindre spredning af smitte med coronavirus skal mange lærere nu undervise 3.g-elever i flere forskellige lokaler på én gang. 

Så selvom det er dejligt for elever og lærere at kunne se hinanden i øjnene igen, så er rammerne for undervisningen ikke optimal.

På Frederiksberg Gymnasium er ledelsen i gang med at måle afstand mellem bordene og sætte afspærringstape op på gangene som forberedelse til, at 3.g-eleverne vender tilbage på mandag. 

Hver klasse får en gang med tre lokaler og deres eget toilet, og eleverne får faste pladser. Skolen fortsætter med virtuel undervisning i valgfag.

Det bliver en pædagogisk udfordring at holde intensiteten og koncentrationen hos eleverne på denne måde.

Maja Bødtcher-Hansen, rektor
Frederiksberg Gymnasium

Lærerne skal så gå fra det ene klasselokale til det andet og undervise eleverne.

“Det bliver en pædagogisk udfordring at holde intensiteten og koncentrationen hos eleverne på denne måde. Det kræver, at der ligger noget, de kan gå i gang, når lektionen begynder,” siger rektor Maja Bødtcher-Hansen.

Kræver mere af lærerne
Hun erkender også, at det kræver mere af lærerne, som skal i gang med den nye form for blæksprutteundervisning.

“Det er klart, at det bliver mere anstrengende, og det kræver mere forberedelse i forhold til den almindelige undervisning, hvor man kan komme med en hurtig respons til hele klassen, hvis de for eksempel er i tvivl om noget,” siger Maja Bødtcher-Hansen.

Hun mener dog, at det er meget positivt, at 3.g’erne igen kan komme i skole.

“De har mange spørgsmål om afslutningen af fag og karakterer, så det er rart at få dem ind på skolen igen, så vi kan snakke med dem, og de kan få hjælp. Det er især godt for de svage elever,” siger Maja Bødtcher-Hansen.

Det er dog ikke kun eleverne, der er i tvivl. Rektoren mangler selv at finde ud af, hvor lang perioden med undervisning skal fortsætte i år, når nu de fleste eksamener er aflyst.

“Det er vigtigt at vide i forhold til at planlægge resten af skoleåret,” siger hun.

Det bliver selvfølgelig en begrænsning for undervisningen at skulle gå fra det ene lokale til det andet.

Allan Ahle, tillidsrepræsentant
Odder Gymnasium

Anderledes hverdag 
Allan Ahle er tillidsrepræsentant på Odder Gymnasium og underviser i religion, historie og tysk. Selvom hverdagen så småt vender tilbage på skolen for 3.g’erne i dag, så bliver undervisningen helt anderledes, fortæller han. 

Ledelsen har meldt ud, at hver 3.g-klasse fordeles i tre til fire lokaler for at undgå, at eleverne sidder for tæt sammen. 

Allan Ahle har for eksempel et religionshold, som skal sidde i to lokaler ved siden af hinanden og et i den anden ende af skolen.

“Det bliver selvfølgelig en begrænsning for undervisningen at skulle gå fra det ene lokale til det andet. Eleverne kommer til at sidde for sig selv to tredjedele af tiden, og man kan ikke lave en fælles opstart eller vise hele klassen noget på én gang. På den måde bliver lærerressourcerne ikke brugt optimalt,” siger Allan Ahle.

Han beskriver den kommende undervisning for 3.g’erne som en form for virtuel undervisning. Når læreren ikke kan være i tre lokaler på en gang, så skal eleverne for eksempel sættes i gang med at løse opgaver. 

“Det bliver noget med, at de sidder og laver opgaver i grupper med afstand til hinanden, og så kommer jeg rundt og snakker med dem og hjælper dem,” siger han.

Allan Ahle mener dog, at det er en fordel for 3.g-eleverne, at de kan komme i skole igen.

“Det er altid en fordel at kunne have dialogen med eleverne ansigt til ansigt. Jeg underviser også i tysk, og i sprogfag er dialogen meget vigtig,” siger han.

På Odder Gymnasium skal der også undervises fysisk i valgfagene. Det er ledelsen, der har bestemt retningslinjerne for skoleåbningen. Allan Ahle fortæller, at han som tillidsrepræsentant ikke har været inddraget, og det gælder også skolens samarbejdsudvalg (SU) og arbejdsmiljørepræsentanten.

“Vi ville gerne have været inddraget mere i planlægningen,” siger Allan Ahle og peger på, at det for eksempel kunne have været i forbindelse med at planlægge, hvordan lærerne skal håndtere at have fysisk undervisning i en 3. g-klasse og derefter at undervise 1. og 2. g’erne virtuelt.

Allan Ahle siger, at han heller ikke ved, hvordan det skal løses at tilbyde virtuel undervisning til elever, der er hjemme på grund af tilfælde af corona-smitte i husstanden.

Det kræver meget logistik, og det kræver meget forberedelse af den enkelte lærer.

Pia Flindt Christensen, tillidsrepræsentant
Herningsholm Gymnasium

Kræver mere forberedelse
Pia Flindt Christensen er tillidsrepræsentant på Herningsholm Gymnasium og underviser i dansk på hhx. Hun møder ind på skolen i dag, men er meget i tvivl om, hvilken arbejdsdag hun og kollegerne får. 

“Vi kommer til at gå fra lokale til lokale for at undervise mindre grupper af elever. Det kræver meget logistik, og det kræver meget forberedelse af den enkelte lærer. Det kommer til at forandre undervisningen. Det bliver et problem at nå det samme, når eleverne sidder i flere lokaler.”

Hun underviser på alle tre klassetrin og skal dermed også fortsætte den virtuelle undervisning.

“Det bliver nyt at skulle lave virtuel undervisning på skolen. Undervisningen bliver mere tidskrævende i forhold til forberedelse,” siger Pia Flindt Christensen. 

Store lokaler
Det er dog ikke på alle skoler, at opsplitning af klasser er et stort problem. På Borupgaard Gymnasium i Ballerup er det kun få klasser, hvor lærerne skal gå fra det ene lokale til det andet for at undervise. Skolen har 11 lokaler, hvor der godt kan sidde 30 elever med to meters afstand, fortæller rektor Thomas Jørgensen. 

Det er kun fællesfagsundervisningen i 3.g, der skal foregå på skolen. Alle valgfag og blandede hold fortsætter som virtuel undervisning.

Hvis jeg skal være sikker på, at vi kan overholde alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger, så har vi en del arbejde endnu.

Thomas Jørgensen, rektor
Borupgaard Gymnasium

”Så de lærere, der kun underviser 1.g, 2.g og i valgfag, fortsætter med at arbejde hjemmefra. Jeg vurderer, at det er cirka 40 ud af skolens 120 lærere. I det tal er også medregnet de lærere, der desværre er i risikogruppen,” siger Thomas Jørgensen. 

På Borupgaard Gymnasium fortsætter man med virtuel undervisning for alle klasser ugen ud. Først på mandag starter 3.g’erne i skole igen.

”Det ville være uforsvarligt at åbne i dag. Hvis jeg skal være sikker på, at vi kan overholde alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger, så har vi en del arbejde endnu,” siger Thomas Jørgensen, der sammen med pedeller, administration og enkelte lærere mødte ind på skolen i går.  

”Jeg ville heller ikke have kunnet nå at informere lærerne ordentligt,” tilføjer han. 

I går forsøgte man at ændre lidt på dele af skolens indretning, og om eftermiddagen blev lærerne informeret om den overordnede køreplan.

”I dag gennemgår jeg planen med arbejdsmiljørepræsentanten. Dernæst skal lærerne på virtuelle teammøder diskutere, om de kan se sig selv i det, og så samler vi op på det hele i morgen,” siger Thomas Jørgensen.

Lige nu savner han allermest svar fra Børne- og Undervisningsministeriet på, hvornår eksamensudtrækket kommer, hvor længe undervisningen skal køre, og hvornår der skal gives årskarakterer. 

”Få nu meldt de datoer ud. Det er så belastende ikke at vide det," siger Thomas Jørgensen.