Nødundervisning skal fortsætte til sidste halvdel af juni

Nu står det nogenlunde klart, hvor længe eleverne skal modtage nødundervisning i år. Skolerne har dog stor frihed til at planlægge undervisningen.

Der tegner sig et klarere billede af, hvordan den sidste del af skoleåret bliver for elever og lærere på landets gymnasier.

Eleverne skal have nødundervisning frem til et tidspunkt i sidste halvdel af juni. Det fremgår af et svar på Børne- Undervisningsministeriets hjemmeside med opdatering om information om coronasituationen.

På hjemmesiden fremgår det, at nødundervisningen fortsætter,  “indtil det tidspunkt, hvor den sidste prøve ville have fundet sted i henhold til prøveplanen for de enkelte elevgrupper, eller hvor institutionen normalt ville have afsluttet andre aktiviteter relateret til undervisningen, herunder interne prøver med videre. Normalt vil dette tidspunkt ligge i sidste halvdel af juni måned.”

Forlængelsen af perioden med undervisning gælder både for stx, htx, hhx, hf og eux.

Med den seneste udmelding kan skolerne nu bedre planlægge den sidste del af skoleåret og lave planer for de sidste undervisningslektioner.   

Som gymnasieskolen.dk skrev i weekenden har Børne- og Undervisningsministeriet givet skolerne stor frihed til at planlægge den nødundervisning, som erstatter de aflyste eksamener på grund af coronavirus.

Læs: Ministeriet om afslutningen af skoleåret: “Skolerne bestemmer selv skoledagens længde”

Der er altså ikke tale om, at det normale skema bare skal forlænges time for time, indtil skoleåret slutter.

Tomas Kepler, formand
GL

Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Tomas Kepler mener, at ministeriets udmeldinger er fornuftige. Han hæfter sig ved den lokale frihed, og at tiden til nødundervisning skal erstatte tiden, der skulle være brugt til de aflyste eksamener. 

“Nu står det klart, at de ressourcer, skolerne skulle have brugt til at forberede og afholde eksamen, i stedet skal bruges til nødundervisning. Der er altså ikke tale om, at det normale skema bare skal forlænges time for time, indtil skoleåret slutter,” siger Tomas Kepler.

Han opfordrer til, at ledelse og lærere på de enkelte skoler sammen finder fornuftige løsninger på den ekstraordinære situation. Det er forskelligt, hvor mange timer de enkelte lærere i et normalt skoleår var planlagt til at bruge på eksamensafholdelse, og det skal der også tages hensyn til i den nye situation, fastslår Tomas Kepler.

“Vi skal finde fornuftige løsninger, så eleverne får fyldt eventuelle faglige huller op, og som passer med de ressourcer, der er på skolen og lærernes samlede arbejdsbelastning for skoleåret. Det er vigtigt, skolerne tager det op i samarbejdsudvalget og med tillidsrepræsentanten,” siger Tomas Kepler.

Det er op til skolerne, hvordan de vil gøre den sidste del af skoleåret meningsfuld for eleverne.

Birgitte Vedersø, formand
Danske Gymnasier

Dage uden undervisning er en mulighed
Formand for Danske Gymnasier Birgitte Vedersø mener også, at der nu tegner sig et klarere billede af, hvordan den sidste del af skoleåret ser ud.

“Der er ikke lagt nogen norm over, hvor mange timer der skal bruges til undervisningen, og det er godt. Det er op til skolerne, hvordan de vil gøre den sidste del af skoleåret meningsfuld for eleverne,” siger Birgitte Vedersø, som også nævner, at eleverne for eksempel også kan få nogle undervisningsfrie dage i den sidste tid med nødundervisning. 

3. g’erne, 2. hf’erne og elever, som afslutter eux-uddannelsen i år, får nu fysisk undervisning på skolerne, mens alle andre elever skal blive hjemme foreløbigt til den 11. maj. Alle elever skal dog modtage nødundervisning i en forlænget periode. 

Birgitte Vedersø peger på, at der stadig mangler lidt information fra Børne- og Undervisningsministeriet, før skolerne kan give en helt præcis udmelding til eleverne med datoer for den sidste undervisning. Det gælder blandt andet datoer for afgivelse af årskarakterer. Børne- og Undervisningsministeriet er ved at forberede en bekendtgørelse, som blandt andet skal give de svar.

Studenterhuen kan blive uddelt efter skriftlige karakterer. 
Aflysningen af mange eksamener på grund af coronakrisen betyder ifølge Birgitte Vedersø også, at alle elever i år ikke bliver studenter efter deres sidste mundtlige eksamen, som der er tradition for. 

Stx-elever skal til mundtlig eksamen i SRP, og htx- og hhx-elever skal op i SOP. Eksamensplanen er dog lagt, før coronavirussen lukkede Danmark ned, og derfor ligger de mundtlige eksamener i SRP og SOP nødvendigvis ikke som en datomæssigt naturlig afslutning af skoleåret for alle elever.

Birgitte Vedersø mener, det er logistisk umuligt at flytte rundt på datoerne for så mange eksamener.

“Det vil i år betyde, at nogle elever bliver studenter, når de får deres skriftlige karakterer uddelt,” siger Birgitte Vedersø.