Du er her
Nyhed
|
14. nov 2014

"Niveaudeling handler om mere end fagligt standpunkt"

Arkivfoto

Foto: 
Lærerne på VUC Aarhus var trætte af, at de hverken kunne nå de dygtigste eller de svageste elever helt. Derfor deler de nu eleverne op, men ikke kun på baggrund af deres faglige niveau.
Af: Malene Romme-Mølby

Lige børn leger bedst. Den overskrift kunne man fristes til at sætte på den niveaudeling, som VUC Aarhus i dette skoleår bruger i deres nye hf-klasser.
For her kigger lærerne ikke kun på elevernes faglige niveau, når de deler eleverne op.

I år startede 1.års-eleverne engelskundervisningen med 14 dages screening. Formålet var, at lærerne ville finde ud af, hvilket niveau eleverne skulle have engelsk på.
Lærerne havde sammen udviklet en screeningsproces, hvor de kiggede på forskellige parametre, fortæller engelsklærer Morten Kristian Pedersen.

“For os handler det ikke kun om elevens faglighed, men også om elevens motivation og interesse for faget,” siger Morten Kristian Pedersen og uddyber:
“Er eleven meget motiveret for et fag, kan det drive eleven langt.”

Bredt billede af eleverne
Fra starten af året blev de fire klasser delt op to og to. På den måde underviste et team af to engelsklærere i to klasser, hvor de havde planlagt undervisningen sammen.
Eleverne tog den klassiske, elektroniske screeningstest, som bliver brugt på mange skoler til at vurdere elevers faglige niveau. Men screeningen var kun en lille del af vurderingen af eleverne.
Lærerne underviste på forskellige måder med henblik på at kunne vurdere eleverne. For eksempel viste Morten Kristian Pedersen og kollegaen en kortfilm, som eleverne både skulle arbejde med i grupper og individuelt.

“Vi prøvede at få et så bredt billede af eleverne frem,” siger Morten Kristian Pedersen.

Der var også øvelser, der gav lærerne indsigt i elevernes læsehastighed, ordforråd og grammatiske forståelse.

Motivation og interesse tæller
Personlige samtaler fyldte også en del i screeningsprocessen.

“Her talte vi med hver enkelt elev om deres motivation og interesse for faget. Vi spurgte også, hvilket hold de mente, at de skulle på,” fortæller Morten Kristian Pedersen.

Lærerne oprettede et fælles Google-dokument, hvor de indbyrdes kunne dele deres vurderinger og betragtninger om kursisterne.

Forskellige veje til samme eksamen
VUC Aarhus har nu engelskhold på to niveauer: basic og classic. Lærerne har brugt en hel del krudt på at vælge navnene på holdene.

“Navnene må ikke signalere et A- og et B-hold. Vi vil for alt i verden ikke være med til at fremdyrke en kultur, hvor de dygtigste paces, og de dårligste lades i stikken,” siger Morten Kristian Pedersen.

Udgangspunktet for begge hold er, at de har samme læringsmål og skal kunne klare samme eksamen. Basic-holdet læser færre og kortere tekster, har mindre selvstændig lektielæsning og bruger flere didaktiske metoder som for eksempel Flipped Classroom.
Lærerne forventer en større grad af selvstændighed hos eleverne på classic-holdet. De læser flere tekster, og der er mulighed for at nå nogle af de tekster, som har et lidt højere niveau end påkrævet.

Mulighed for at skifte hold
Da lærerne delte holdene, stemte det umiddelbart i overensstemmelse med elevernes egne forventninger om det hold, som de skulle på.
Kun fire ønskede en årsag for valget af niveau. Det var både elever, der var overraskede over at blive placeret på basic-holdet, samt elever, der frygtede, at de slet ikke kunne leve op til at være på classic.

“De elever holder vi naturligvis godt øje med, og frem til efterårsferien har det været muligt at skifte hold. Det er der dog ikke nogen, der har ønsket,” fortæller Morten Kristian Pedersen.

Synd for alle
Lærerne og ledelsen på VUC Aarhus traf beslutningen om niveaudeling af eleverne i engelsk og matematik i foråret, fortæller Lene Madsen, uddannelseschef for toårigt hf.

“Vi har i de seneste år oplevet en stigende frustration hos lærerne over, hvor heterogent niveauet var i en klasse,” siger Lene Madsen og uddyber:
“Det gik ud over de dygtigste elever, men det var også synd for de svageste, fordi de ikke turde komme på banen i klassen.”

I de foregående to år havde skolen prøvet sig frem med blandt andet at planlægge to klassers fag parallelt og opfordret lærerne til at lave nogle forløb på tværs af klasserne, så det var muligt at differentiere.

“På baggrund af de erfaringer besluttede vi, at vi ville lave niveaudeling i engelsk og matematik. Det var de fag, hvor det var mest oplagt,” siger Lene Madsen.

Matematik har anden læringskurve
Matematiklærerne deler efter eget ønske først eleverne op til jul.

“En del af vores kursister har jo været væk fra skolen et stykke tid, så det har vist sig, at de ofte har en skarp læringskurve i matematik det første halve år, hvor de begynder at arbejde med stoffet,” siger Lene Madsen.
Samme mønster gør sig ikke helt gældende i engelsk, så det passer fint, at niveaudele tidligere, mente skolens engelsklærere.

Elever mindre hæmmede
Det er blevet lettere at ramme niveauet efter opdelingen, siger Morten Kristian Pedersen, der underviser på classic-holdet.

“Jeg kan lettere have fokus på alle de ting, som jeg rigtig gerne vil have, at eleverne også når udover læreplanen,” fortæller han og fortsætter:
“Det føles også, som om at eleverne er mindre hæmmede - måske fordi de har en følelse af, at sidemanden er på samme faglige niveau.”

Men der er også ting, som man skal bruge mere tid på, påpeger Morten Kristian Pedersen.  
“Jeg skal nok arbejde lidt mere med klassekulturen, fordi eleverne ikke kender hinanden så godt. Ellers kan de let dele sig efter deres stamklasse,” siger han.

Succes for alle
Foreløbigt ser VUC Aarhus tiden an for, hvor længe niveaudelingen skal køre.

“Det skal jo meget gerne vise sig, at vi har hævet det faglige niveau på begge hold, for at det kan kaldes en succes,” siger Morten Kristian Pedersen.

 

 

 

Kommentarer

0
You must have Javascript enabled to use this form.