Lise Bitsch Holm, Uddannelsesleder, cand.mag. dansk og tysk, Randers Statsskole

Når vendeploven vender om

Endnu et skoleår og en reform er forbi. Med dette skoleår vender vi reformploven og kører den anden vej. Men jorden – og det er netop det smarte ved vendeploven – kastes fortsat i samme retning, skriver kronikøren.

Det føles som måneder og en sommer siden, og det er det også. Dengang, på den sidste fredag i juni på kanten af en ferie, var himlen over skolegården blå, fanen bag talerstolen rød, solen mellem søjlerne gul, birken ved brønden grøn, og kinden under studenterhuen bleg ...

Sådan har det været før. Mange gange før, og i Randers Statsskoles skolegård mere end 90 gange før. Set i det lys var skoleåret 2018-19 og dimissionen 2019 såmænd ikke ander-
ledes end andre skoleår og andre dimissioner, hvis man ser bort fra, at skolen denne gang havde imponerende besøg af en kvindelig 80-års jubilar, student fra 1939.

Alligevel var og er noget anderledes. For med skoleåret 2018-19 dimitterer også en gymnasiereform. Reform 2005 takker af og sendes med studenterhuerne op i det blå himmelrum – muligvis med enkelte skyer. Studenterårgangen 2019 blev den sidste på 2005-reformen, og vi, der har vores gang på en skole, hilser det faktum velkomment, at vi har sendt de gamle afsted og i dette skoleår derfor kun skal forholde os til én gymnasiereform.

Almen studieforberedelse
Reformen 2005 stod i tværfaglighedens tegn. Og tværfagligheden kan ingen vel anfægte. Verden er tilpas mangfoldig til, at den må belyses fra mere end én vinkel. Det ved enhver, og det vidste også det dengang nye reformfag almen studieforberedelse, forkortet AT som i almen tudieforberedelse, fordi faget astronomi som bekendt allerede havde patent på forkortelsen AS.

AT var ikke et fag. Måske snarere et fænomen. Fænomenet stod ikke på skemaet, i hvert fald ikke i udgangspunktet. Og ikke desto mindre blev det en større sag i det nye gymnasium dengang i 2005. Og hvad det studieforberedelsesmæssige angik, viste det sig at handle om alt andet end studieteknik, tavlenoter og spidsede blyanter.

Evneuge
Vi, der i 2005 kom tilbage fra en ferie, havde altså over sommeren fået et nyt fag, som ikke var et fag, men som på sin egen måde gav mening. En kompetence var det vel … På omtrent samme tid havde min søn i 1. klasse en emneuge om vikinger og vikingetid. Selv omtalte han det begejstret fejlagtigt som evneuge. Men præcis sådan var det jo i gymnasiet. AT var ikke et fag, men en evne – den selvstændigt tænkende, metodebevidste, småforskende, metakognitive, omstillingsparate, livslangt lærende og innovative elevs evne til at se sammenhænge, belyse fænomener fra flere vinkler, reflektere, tænke, forklare, vurdere og diskutere. For uden for skolen og i den vide verden har elever og mennesker i almindelighed jo ikke fag som bekendt.

De færreste kan nok være uenige i, at det er gode evner at besidde. Hvorvidt der også er tale om evner, som alle elever tilegnede sig, er nok mere tvivlsomt. Det blev gennem årene et elevmantra, at vi lærere ikke var enige i forståelsen og fortolkningen af AT, hvad vi måske heller ikke var og er. Men det var jo langt hen ad vejen blandt andet denne ’uenighed’, som AT-undervisningen havde sit udspring i. Fag er forskellige, fag anvender forskellige metoder, fag har forskellige interesseområder, fag er uenige.

I AT’s ungdom havde jeg som dansklærer et AT-forløb med en matematiklærer. I udgangspunktet kaldte vi forløbet for Sandt og falsk. I dansk drejede det sig om den hippe genre, autofiktion – en genre, hvor det kan være svært at afgøre, om der fra forfatterens side er tale om fiktion eller
virkelighed, og hvor det, at det er svært at afgøre, netop er en pointe – hvis pointen da ikke er, at det i visse tilfælde er uden betydning for fortællingen, om noget er virkelighed eller fiktion, sandt eller falsk.

Efter lange overvejelser appellerede matematiklæreren forsigtigt til, at vi ændrede i overskriften, med den begrundelse, at inden for matematikken kan noget ikke rigtigt være både sandt og falsk. Det måtte jo i sagens natur blive et enten-eller. Alene i diskussionen af overskriften og fagenes forskellighed havde vi jo et helt AT-forløb!

Alligevel udarbejdede vi i årene derefter den ene AT-synopsisskabelon efter den anden til de eksamensramte elever for dog at hjælpe ensrettetheden på vej …

AT 2010, vendeplove og andelsmejerier
Hvert år siden 2008 har 3.g-elever skullet til eksamen i AT, og hvert år har Undervisningsministeriet meldt emnet/evnen/sagen ud. Vi har været vidt omkring i årenes løb. Det begyndte med Fremtiden, visioner og forudsigelser og skred året efter og i samme boldgade over til Rejser, opdagelser, forandringer og ny viden. Så fulgte årene med katastrofer, muligheder og problemer og kampe for det gode liv, og andre år med mad og mennesker, grænser og natur og alternative idéer til forandring og fornyelse. Vi og eleverne har i årenes løb skullet tænke frem og tilbage, ind og ud, til siden – eller faktisk helst helt uden for boksen …

Jeg nævnte ikke eksamenssagen fra 2010 om Videnskabelige gennembrud og teknologiske landvindinger 1851-1914, måske fordi det emne blev lidt fortænkt. Der var vist nok gennembrud, der aldrig blev videnskabelige, og lande, der aldrig blev vundet, omendskønt vi i fremskridtsoptimismens ånd fremdrog både telegrafer, andelsmejerier og vendeplove!!

I sommer forlod vi for sidste gang den faste grund og kastede os i de dødbringende eller livgivende bølger. Og til sommerfrokosten efter dimissionen tog vi – med en dramalærers mellemkomst – en tårevædet afsked med AT på melodien My way:

Jeg kæmped’ for min sag,
forsøgte alt – til havs i sommer.
Men jeg fik hårde slag,
der blev tit dømt metode-ommer!
Censorerne så rødt,
selv når der var alternativer.
Jeg var for god til jer,
But it was my way!

(Thyge C. Holting)

Betragter månens bue
Faggymnasiet og den privatpraktiserende lærer, der hver morgen ’gik i staldene’, nåede med kursændringen i 2005 en afslutning og blev afløst af fagligt samspil, projektarbejde og omstillingsparate, rullende skemaer i en for alle parter mere kompliceret verden. Og mens vi under entusiastiske planlægningsmøder bevægede os ind på hinandens fagområder, var der vel enkelte, der spurgte, hvorvidt elevernes evne til samarbejde udvikledes på bekostning af den faglige fordybelse og den almindelige akademiske forståelse af faglighed.

I 2017 fik vi en ny reform uden AT. Hvad er der så tilbage? må man spørge, nu hvor almen studieforberedelse, globalt udsyn og refleksionsevne umiddelbart er afskaffet? Det foreløbige svar må blive, at det hele og kernen er tilbage. For intet er mere afskaffet, end at det med reformen 2017 er tilbage i nye former af metodebevidsthed og flerfaglig byggen bro. Og noget har vi jo lært også som lærere. Vi ved langt mere om hinanden og hinandens fag, nu hvor staldene er blevet besøgsstalde, nu hvor vi har lært at navigere mellem forskellige arbejdsformer, og nu hvor vi i 15 år har talt med kolleger om forskellige fags forskellige måder at forstå og arbejde på, mens vi med vedholdende trofasthed har opfundet det ene AT-forløb efter det andet til lands og til havs.

Den nye gymnasiereform satser på det faglige løft. Hvorvidt de skærpede krav til optagelse og studieegnethed betyder noget i den sammenhæng, ved vi i sagens natur ikke noget om endnu. Men måske kan samspilstanken i højere grad leve på linje med den fagfaglige diskurs, og den teoretiske til tider lidt for udvendige metode-snak forankres i spørgsmålet om, hvad man som elev rent faktisk har gjort og tænkt i en given arbejdsproces eller opgave.

Så er der jo det med almendannelsen, som overlevede. I årene op til 2017- reformen var denne almendannelse, den historiske kerne i det almene gymnasium, fra tid til anden skrevet ud af reformteksten til fordel for besyngelsen af mere anvendelsesorienterede kompetencer, lige indtil visse meningsdannere kom på banen. Med almendannelsen endte det således lykkeligt. Og den er som bekendt så meget andet end Emma Gad og opførsel og almindelig høflighed. Vi kan kun håbe på, at almendannelsen og dannelsessynet med reformen rækker ud over den enkelte og helt ud i de afkroge af verden, som vi i gymnasiet skal lære at forholde os medmenneskeligt til.

I det almene gymnasium må vi fortsat bestræbe os på at uddanne om ikke AT-kompetente unge mennesker så dog fortsat medborgere, der formår at hæve sig op over både deres fag og sig selv, og som lærer andre verdener og andres verdener at kende og derigennem får konstruktive og muligvis kritiske modspil til egne snævre cirkler. Kendskabet til andre og andres verdener er en forudsætning for at gå det ukendte i møde, som fremtiden utvivlsomt byder på.

Og selvom AT er skrevet ud af reformen, har digtere og andre jo altid vidst, at sager og sandheder har flere sider, og at vi – som det hedder i Matthias Claudius’ gamle salme (i nyere tid genoplivet af Nephew) ikke skal nøjes med at tage den halve måne i betragtning:

Betragter månens bue!
den kun er halv at skue
og er dog hel og rund.
Så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skue kun. 

Reformen 2005-17 stak så dybt, at den pløjede på tværs af velkendte fag og furer. Med dette skoleår vender vi reformploven og kører den anden vej. Men jorden – og det er netop det smarte ved vendeploven – kastes fortsat i samme retning.