Når it bliver til et Socialt medie

Når it bliver til et Socialt medie

It > af michael paulsen og erik kruse sørensen

I en hf-klasse, som vi kalder for Reden, har kursisterne taget magten over it. Fra de kommer, til de går, sidder klassens 16 piger bag en mur af bærbare computere, som de flittigt bruger til at sende beskeder til hinanden og til at opretholde et uigennemtrængeligt netværksfællesskab. Når læreren kommer på besøg, må han pænt, som i et fremmed hjem, indtage en gæsterolle. I bedste fald lykkes det ham at lokke kursisterne til et fagligt engagement.

Alt imens øver kursisterne sig på et turnussystem, hvor de skifter mellem at hellige sig det sociale netværk og den faglige samtale med læreren. I dette hjemlige miljø lærer kursisterne, hvad der skal til for at kunne deltage i flere kommunikationsrum samtidigt. De kursister, som ikke magter eller ikke bryder sig om det dobbelte engagement, falder fra.

Mediehygge i Reden
Det samvær, kursisterne etablerer via it, kan beskrives som en beskyttende rede. Førhen henviste ordet »rede« også til redskaber og anden udrustning. Denne betydning vil vi tage op igen. Konkret og i overført betydning er en rede en tryghedszone, der skærmer mod ubehag og fare. Det it-bårne samvær i klassen er for pigerne både noget, der skaber tryghed, og et redskab til at give gensidig faglig hjælp. Det faglige og det sociale bliver for kursisterne til to sider af samme sag.

Vi drager den konklusion, at brugen af it i Reden er til fordel for dem, som magter og trives godt med at pendle mellem socialt og fagligt engagement. Til gengæld falder de kursister fra, som ikke formår eller ikke har lyst til at være med til denne dobbelte konstruktion. Det kan være kursister, der kun vil det sociale, eller det kan være kursister, der kun vil det faglige. For at nå frem til denne konklusion må vi se nærmere på, hvad der faktisk sker i klassen.

Vi besøger klassen i en engelsktime. Lokalet er udsmykket med billeder af skuespillere og popstjerner. De lyse gardiner er trukket for, selvom solen ikke skinner. Stemningen er god og løssluppen. Adskillige kursister chatter ivrigt, alt imens timen skrider frem. Flere gange opstår der pludselig og uden påviselig årsag munterhed og latter blandt kursisterne. Der foregår kommunikation pr. gestus og minespil i tilknytning til afsendelse af chat-beskeder. Hvor mange kursister der tager noter til undervisningen, er vanskeligt at afgøre, men det er adskillige. Det er i øvrigt kagedag, og derfor holdes undervejs en kort pause. Der ses en stump af en musicalfilm på YouTube, mens der guffes kage.

Det sociale netværk
Kursisterne i Reden afleder i usædvanlig høj grad hinanden fra det faglige (se tabel 2 i boksen »fakta om brug af it«). Til gengæld er den individuelle lyst og evne til at benytte sig af internettets andre muligheder ikke så stærk. Den sociale afledning skyldes muligvis, at der er indbygget en kommunikationstvang i det sociale netværk blandt kursisterne. På »chatten« findes omsorgen, og den skal hele tiden aktiveres og håndteres, ellers virker den ikke.

Det er ikke kun det interne netværk i klassen, som kursisterne dagligt bruger tid på. Ifølge kursisterne kontakter de i vidt omfang også venner og bekendte uden for skolen midt i undervisningstiden (se tabel 1 i boksen »fakta om brug af it«). Klassens it-brug fungerer ikke blot som afskærmning fra omverdenen, men også som udkigspost eller kontaktflade til andre sociale netværk. Samtidig er mange af pigerne enige om, at det giver en faglig støtte at kunne bruge it i undervisningstiden. Der er for dem ingen konflikt mellem faglig og social brug.

Kursisterne er ikke inddelt i klart afgrænsede kliker. Man deltager ikke blot i én undergruppe eller via en bestemt plads i et hierarki. Deltagelsen i fællesskabet via Messenger, Facebook og lignende sociale medier sker ud fra en netværksstruktur, hvis logik er afbildet i figur 1.

Ideen i figur 1 er, at der i klassen er et væld af små overlappende chat-netværk (de blå cirkler), hvor kursisterne (de røde pletter) kan være medlem af adskillige netværk. I hvert netværk er der mindst én kursist, der drager omsorg for mini-netværket (markeret som en orange plet midt i en blå cirkel), mens andre varetager den funktion at sprede eller moderere kommunikation mellem netværkene (markeret som de røde pletter, der hører til i flere cirkler). Endelig er der kursister, der fungerer i periferien af netværkene (markeret som røde pletter yderst til højre og yderst til venstre i figuren). Fx var der en kursist uden computer, som indtog denne rolle, idet hun informerede sin sidekammerat verbalt og samtidig lod sig informere ved at følge med på sidekammeratens skærm.

Netværksstrukturen i klassen forklarer, hvorfor og hvordan der konstant kan opstå bølger af kommunikation frem og tilbage og rundt i klassen. Strukturen muliggør, at kursisterne kan udvide socialiteten i undervisningsrummet i en grad, der af rent praktiske grund ikke ville kunne lade sig gøre med fx et gammelt medie som papirkugler, eftersom rummet i så fald hurtigt ville blive totalt fyldt med disse.

Man lærer at skifte
Der udvikles to kommunikationsstrategier i klassen. En officiel, som er rettet mod læreren, og en uofficiel, som er rettet mod klassenetværket. Men de to strategier har hver deres betingelser for succes og anerkendelse. Evnen til at fokusere skiftevis på undervisning og it-kommunikation er en vanskelig kompetence, der må opøves.

Kursisterne foretager både længerevarende og hastige skift. Fx er en kursist i starten af timen meget aktiv. Hun rækker hele tiden hånden op, kommer med bidrag og reagerer ikke på Messenger-beskeder. Halvvejs henne i timen begynder hun at bruge Messenger, åbner Facebook m.m. Senere prøver hun at koble sig på undervisningen igen, men uden at det helt lykkes. Andre skifter med små mellemrum mellem undervisning og interaktion med it-medierne i bemærkelsesvist korte intervaller. Vi taler om få sekunder.

De to forskellige skift har det til fælles, at de sætter kursisterne i stand til at deltage både i fællesskabet og undervisningen. For at fungere i klassen skal man yde bidrag til og opnå anerkendelse såvel i det sociale netværk som i den faglige interaktion. Eftersom man ikke konstant kan rette sit fokus mod det faglige og samtidig være en god deltager i det sociale netværk, skiftes kursisterne til at »være på« i undervisningen. På den måde opstår et turnussystem mellem kursisterne.

Kursisterne træner konstant i at skifte opmærksomheden udad mod undervisningen og indad mod klassen og venner uden for skolen. Endemålet synes at være en bemestring af begge ting helt samtidigt. Men nogle kursister er bedre end andre til disse skift, og enkelte magter slet ikke at håndtere al denne information.

Træningen i at kunne skifte eller dele opmærksomhed mellem undervisning og chat udelukker ikke, at faglighed og socialt samvær for kursisterne på lange stræk er ét og det samme. Tværtimod er intensiteten i Messenger-kommunikationen netop så stærk i denne pigeklasse, fordi der er to forskellige forventningspres på dem, et fagligt og et socialt, og de stimulerer gensidigt hinanden. Endvidere er der indbygget en forventning i Messenger og Facebook-kulturen om, at man ofte er online og jævnligt opdaterer og bekræfter sin tilstedeværelse. Hvis ikke man er »inde i« chatten, er man udenfor.

Samvær med og omkring it er en teknik, der læres i denne klasse. Bemestringen og succesen afhænger af de forudsætninger, man bringer med sig. Fx evnen til at være klar med en kvik replik. Pigerne skal endvidere være i stand til at lære at skifte mellem »de indre linjer« og at opretholde et fagligt »ansigt« over for læreren. Hvis begge ting lykkes, får de både del i klassens omsorg og faglig anerkendelse. Tilegnes teknikken, bliver det at kunne give omsorg og evnen til hastigt at skifte mellem kommunikative strategier, kompetencer, som disse kursister tager med sig, når de forlader skolen.

It-kroppe og frafald
Ifølge læreren har klassen haft et frafald på ca. 40 procent. Alle drenge, et par yngre kvinder og to kvinder over 30 år er gået ud af klassen. Læreren anerkender dog, at de tilbageværende udgør en velfungerende klasse:

Lærer: Denne her klasse er enormt god socialt. Den er blevet decimeret kraftigt efterhånden, nu er der kun 16 piger tilbage, men de har det enormt hyggeligt. Der er en god atmosfære hele tiden. Det er godt. Det skal også være sjovt, før de gider lære noget.

Læreren forbinder ikke den gode stemning med den intense brug af it. Og det gør han muligvis ikke, fordi han opfatter kursisternes computere som en del af deres ejendomsret, hvormed de må gøre, hvad de vil:

Lærer: De er jo med deres computere. Man kan ikke stille noget op med det. Det er deres. Vi bliver nødt til at anskue dem sammen med computerne og mobiltelefonerne. Det er deres udstyr. Mens det for os andre er noget, der kommer ind i vores liv senere hen, så er det for dem noget, som er der. Man kan selvfølgelig tage det væk fra dem, og jeg ved ikke, om man ville kunne se en forskel der, men altså. Det er deres liv.

Læreren betragter computerne som en del af kursisternes liv, af deres krop. Kursister-med-computere er én gestalt, og den befinder sig i den private ejendomsrets urørlighedszone; dermed er kursisterne ukrænkelige. Heraf følger, at det er kursisterne, som har ret til at sætte normerne for anvendelse af deres computere. Den eneste sanktion, læreren forestiller sig i forhold til kursisterne, er at udmelde dem, når forsømmelser og manglende opgaver mv. har nået et utilstedeligt omfang. Læreren mener ikke, at man kan stille meget op ved det store frafald. I denne opgivende holdning over for både it-brug og frafald ses måske en parallel til den suverænitetsmagt, vi kender fra enevældens dage. Læreren har magt, fordi han i sidste ende har retten til at ekskludere de kursister, der ikke gør, hvad de skal. Denne magtopfattelse kan åbenbart forenes med en moderne, borgerlig magtopfattelse, der hviler på ideen om ejendomsrettens ukrænkelighed. Kursisterne har magten i undervisningsrummet, for så vidt at de sætter normerne for brugen af it, men læreren og skolen har den yderste og store formelle magt, der består i at kunne ekskludere kursister, hvis deres sociale normer og brug af it bliver uforenelig med tilstrækkelig faglig succes.

Det nære og lokale
Selvom kursisterne er dygtige til at bruge it, er de ikke særlig globalt orienterede:

Lærer: Jeg havde klassen med til London, hvor de skulle lave nogle opgaver med at søge informationer om London. Der var det meget sigende, at de ofte endte med at bruge danske hjemmesider. Jeg blev overrasket, da jeg fx forventede, at de godt kunne gå ind på engelske hjemmesider. Det tog jeg for givet, må jeg indrømme.

Kursisterne bruger et i princippet globalt informationsnetværk til at dyrke det nære. De anvender it til at opbygge omsorg og tryghed og den kollektive magt, som det giver. For kursisterne er it et medie, hvormed de skaber og udbygger de nære relationer. Omvendt bruger læreren kun it som læringsredskab: et instrument til fordeling og formidling af faglig information. Kursisternes brug eller misbrug af it var i det store og hele læreren uvedkommende. Måske skyldtes det, at pigernes sammenhold, deres omsorgsmagt, i virkeligheden var så stærk, at sanktioner og stærkere styring ville have gjort undervisningen umulig eller ubekvem for læreren. Tilsyneladende var magten og retten til at sætte normer for it-brugen gledet læreren af hænde. Denne afmagt stammer bl.a. fra læreren selv. Læreren har individualiseret it; han opfatter brugen af computere som kursisternes helt egen sag, og det gør, at han kan bevare sin distante og suveræne magt. Kursisterne på deres side har kollektiviseret it og samtidig udviklet evnen til at rette opmærksomheden hen, hvor det er mest givtigt. Informationsteknologi bliver på den måde forskellige sociale ting, afhængig af hvilke interesser der betragter og anvender den. De to positioner, eller rettere ejerskaber til it, trives sideordnet og fungerer tilsyneladende fint hver for sig og tilsammen. Hvis man altså ser bort fra de kursister, der ikke magter det dobbelte engagement og derfor falder fra.

Nye mediekulturer i gymnasiet
Reden er den anden af fire cases fra projektet Nye mediekulturer på vej i gymnasiet. Den første case: Glashuset blev bragt i det foregående nr. af Gymnasieskolen. De to sidste: Maskinen og De to tårne præsenteres i kommende numre.

Meningen med projektet er at undersøge, hvordan lærere og elever i gymnasiet bruger it. Der fokuseres på, hvilken betydning it-brugen har for de sociale og kulturelle relationer og dynamikker mellem eleverne og lærerne. Målet er at finde ud af, om der herved opstår nye former for sociale normer, magtrelationer, læringsveje, identitetsdannelser og elev- og lærerroller.

De fire cases er beskrevet nærmere i rapporten Ret og gyldighed i gymnasiet, der udkommer i efteråret 2009 som nr. 76 i serien Gymnasiepædagogik, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet.

De fire cases bygger på interview, observationer og spørgeskemaundersøgelser foretaget på forskellige gymnasieskoler. Kontakt lektor Michael Paulsen (paulsen@ifpr.sdu.dk) eller ph.d.-studerende Erik Kruse Sørensen (ekso@ifpr.sdu.dk), hvis du vil vide mere om projektet.