Når it bliver til et Kollektivt ritual

Når it bliver til et Kollektivt ritual

MASKINEN

It > af michael paulsen og erik kruse sørensen

På et alment gymnasium har en lærer bestemt sig for, hvordan it skal bruges. Vi kalder denne brug for maskinen. Al undervisning udføres på og omkring ét smartboard - stort set uden individuelle computere, individuelle noter eller lignende. Brugen følger et kollektivt ritual, som eleverne socialiseres ind i. Eleverne lærer deres skiftende roller i ritualet at kende og bliver på denne vis fortrolige med og trygge ved såvel teknologien som den sociale situation. Alles opmærksomhed rettes mod indholdet på smartboardet, der har en klar faglig karakter. Læreren træder efterhånden ned blandt eleverne og bliver én af dem. Eleverne overtager gradvist ansvaret for ritualet og dermed undervisningen. Alle synes at blive lige gode, og ingen kan noget specielt. Den individuelle elev opløses i et effektivt kollektiv.

Velkommen til maskinen
Skolen er ikke langt fremme med indførelse af it. Således medbringer kun få af eleverne egne bærbare computere. Den beskedne udbredelse af elevcomputere skyldes bl.a., at klasselokalerne har få strømstik. Hertil kommer, at eleverne skifter lokale i løbet af dagen, mens lærerne har relativt faste lokaler, som de booker sig ind på. Eleverne vandrer efter lærerne og ikke omvendt. Da det tager tid at åbne, lukke og emballere computeren, og det er anstrengende at bære den rundt, og da adgangen til netværket desuden ikke er tilfredsstillende, er gevinsten nok for lille i forhold til indsatsen. En enkelt lærers intense anvendelse af en elektronisk tavle, et smartboard, står i modsætning til udbredelsen af it på resten af skolen. Det er denne anvendelse, vi skal se nærmere på.

Næsten alle handlinger og omtrent al opmærksomhed i undervisningen relateres til den elektroniske tavle. Aktiviteter som notetagning, opgaveløsning og refleksioner gøres til del af en proces med fastlagte regler. I og med smartboard-teknikken er der udviklet et fælles, fastlagt og uomgængeligt ritual for undervisningen. Det er, billedligt talt, som om hele klassen sidder på ét stort tastatur med dertil koblet skærm, computer og med én fælles internetforbindelse til omverden. Eleverne socialiseres til at bruge denne ene store maskine på en gennemført og ritualiseret måde. Lektion efter lektion.

Til benefice for uindviede læsere: Et smartboard er et interaktivt undervisningssystem. Ved hjælp af magnetiske penne berøres en projektortavle, og derved betjenes en computer. Man »klikker« og »trækker« på billeder og tekster, åbner hjemmesider, programmer, mapper osv. Desuden kan man skrive på eller i margenen af tekster. smartboardet er en kollektiv it-brugerflade, som imidlertid kun kan betjenes af få personer ad gangen. Denne begrænsning af flowet af information åbner for en mulig magtudøvelse gennem uudtalt regelsætning og ritualisering af anvendelsen.

Ingen overføring
Selv om eleverne i maskinen bruger smartboard, er andelen af elever, der dagligt i undervisningstiden bruger computer og computerrelaterede chat- og e-mail-medier, bemærkelsesværdig lav (se tabel 1 i »fakta om brug af it«). Til gengæld anvender de i vidt omfang mobiltelefoner. Det indikerer, at eleverne ikke har taget springet fra mobiltelefon til computer som primært medie. Eleverne er blevet eksperter i brugen af elektroniske tavler. Men det medfører ikke, at de er blevet mere it-brugende i det hele taget. Der gør sig ingen direkte overføring gældende fra den kultur, der opstår omkring smartboardet, til den kultur, der hersker i undervisningen med klassens øvrige lærere.

Eleverne får kun i beskedent omfang afledt deres opmærksomhed af it (se tabel 2 i »fakta om brug af it«). Det er ikke mærkeligt, den lave udbredelse af it taget i betragtning. På spørgsmålet om, hvorvidt it hjælper dem fagligt, er andelen af »ja« også lav. Vi tolker det derhen, at en del elever svarer ja, fordi de oplever timerne med brug af smartboard som en faglig støtte, mens de i de øvrige timer kun i ringe grad gør brug af it, hvorfor de heller ikke afledes dér. At individuel afledning fra undervisningen er dobbelt så høj som den kollektive, hænger nok sammen med, at kun nogle få elever har computer med i skole, og disse elever afleder først og fremmest sig selv.

I og uden for maskinen
To elever fra klassen udtaler sig om deres brug af it:

Elev 1: Vi bruger ikke ret meget computere. Det er kun, hvis vi skal skrive noget på computer i dansk eller i engelsk (de timer, hvor der undervises med smartboard), der bruger vi computere hele tiden. I de andre fag er det faktisk rigtig meget papir, hvor vi lytter og skriver ned på papiret. Computer bruger vi ikke sådan rigtigt. Der er nogle enkelte, der tager computere med, men der er ikke ret mange.

Elev 2: Jeg synes, det er rart med variation. Hvis vi i alle fag skal sidde og gøre som i engelsk, så en gang imellem, så vil vi nok tænke »nej, men jeg behøver ikke høre efter i dag, for jeg får alligevel det hele foræret.« Men, når det kun er i engelsk, så er vi fokuseret, for i de andre fag, der skal vi skrive vores notater selv.

Eleverne har ikke tekniske muligheder eller lyst til at overføre deres erfaringer fra smartboard-timerne til den øvrige undervisning. Det sidste udsagn antyder, at netop på grund af variationen, der opstår ved den særegne måde, timerne med smartboardet foregår på, bliver eleverne mere dedikerede, end de ellers ville være, hvis al undervisning foregik på denne måde.

Maskinen i funktion
I centrum for undervisningen i maskinen er altså smartboardet, hvorpå der vises og tilrettes tekster, som enten skrives af eleverne og læreren i fællesskab eller er fabrikeret af andre, f.eks. uddrag af litterære tekster, som klassen skriver kommentarer til. Alle de tekster, klasserne producerer og kommenterer på smartboardet, gemmes og kan hentes frem i kommende timer. Der skabes en fælles database for hver klasse i form af kommentarer, refleksioner og lignende. Der afspilles også lyd og billedfiler, som bl.a. er produceret af eleverne via gruppearbejde. Som eleverne siger, tages der ikke individuelle notater.

En eller flere elever går på skift op til smartboardet og præsenterer noget for de øvrige elever, der markerer og kommer med tilføjelser og korrektioner. I nogle tilfælde går elever spontant op og tilføjer deres bidrag. Fremlæggelserne har forskellig karakter. Der kan både være tale om tekstanalyser, grammatiske opgaver og mere selvstændige tekstproduktioner. Læreren sætter sig blandt eleverne og markerer med håndsoprækning - i praksis på lige fod med eleverne. Det er nemlig eleven eller eleverne ved smartboardet, der styrer, hvem der får ordet og dermed mulighed for at bidrage til den fælles aktivitet. De tilføjede enkeltbidrag bliver til en del af den varige referenceramme for den videre undervisning i klassen.

Vi observerede ikke kun en 3.g-klasse, men også en 1. og 2.g-klasse. En tydelig progression kunne iagttages. Eleverne i 1.g kom op til smartboardet i hold på ca. syv ad gangen. Stående fremlagde og diskuterede de indholdet af tekster og egne fremlæggelser. I 2.g-klassen var der ca. tre ad gangen ved smartboardet, mens det i 3.g-klassen var én elev, der stod alene ved »tavlen«. På denne måde består lærerens initiativ, ud over de faglige bidrag, i at socialisere eleverne ind i et ritual, hvor stadig mindre grupper og til sidst enkeltindivider på skift styrer klassens undervisning. Læreren gør på denne måde eleverne til lærere eller måske rettere: ceremonimestre. Det sker ved at træde ned og agere den »gode elev«, der lytter, markerer og er til stede på en aktiv og nærværende måde, men ikke dominerende. Dette er i hovedtræk det ritual, klasserne går igennem.

Eleverne lærer to grundroller: At være en god bidragyder nede i flokken og at føre »historiens og kollektivets pen« oppe ved tavlen. De lærer derved både at bidrage relativt uforpligtende og at tage ansvaret for klassens samlede noter og hukommelse. De lærer at motivere deres forslag, og de lærer at bestemme på kollektivets vegne. Samtidig lærer de forskellen mellem at stå frem og præsentere og tale til klassen og at træde tilbage og se op til dem, der står ved tavlen. Som bidragydere kan eleverne komme med mere eller mindre uforpligtende forslag. Som skribenter ved tavlen forpligtes de til gengæld på at skabe gode fælles noter.

Individuelle computere
Ritualet omkring smartboardet bliver, set fra lærernes side, udfordret af brugen af individuelle computere. Om dette siger læreren:

Jeg sender jo nogle signaler om, at jeg ikke er vild med computere i klasselokalet. Jeg synes ikke, at det er nogen god ide, at man sidder bag hver sin skærm.

Den individuelle brug af it er en udfordring for lærermagten. Eleverne kobler sig på andre sociale systemer og gør under dække, hvad der passer dem. Læreren kan ikke kontrollere dem. Læreren har muligvis kunnet føre sit smartboard-projekt igennem, fordi der på skolen har været et teknologisk magttomrum. Som antydet kan det skyldes en konservativ skolekultur kombineret med manglende tekniske faciliteter. Formentlig er det kun et spørgsmål om tid, før eleverne får tilstrækkeligt gode it-forhold til, at deres egne it-muligheder udgør en trussel mod den kollektive computers magtmonopol. Når en sådan situation indtræffer, vil det kaste grus i maskinens ellers velsmurte gearhjul.

Den kollektive magt
Eleverne bliver i maskinen underkastet et imperativ om at underordne sig det kollektive ritual. Bidrag er kun anerkendelsesværdige i den udstrækning, at de kan suppleres med andre og korrigerende bidrag. Suveræne bidrag, der overflødiggør ethvert andet bidrag, og som gør alle andre tavse, er lidet velkomne. Operationer ved smartboardet er kun anerkendelsesværdige, såfremt de faktisk kan bruges af klassen som fælles noter og fælles referenceramme i de følgende timer. Både bidrag og præsentationer og afgørelser ved tavlen må - for at fungere i maskinen - have en sådan karakter, at de virker for kollektivet. Undervisningsmaskinens effekt består i, at eleverne bliver til subjekter for kollektivets magt. Et subjekt er jo netop en undersåt, en person, der er underkastet en magt. Underkastelsen sker ved at gennemgå et individuerende ritual, hvor eleverne fra 1. til 3.g lærer at blive enestående »stjerner for en lektion«. Denne individuering er imidlertid ikke en individualisering, fordi læreren har tilegnet sig magten over læringsteknologien og ritualiseret brugen af den. Eleverne har ingen selvstændig magt over måden, teknikken anvendes på. De perfektionerer blot et allerede fastlagt socialiseringsideal.

Den kollektive magt udøves ved, at eleverne agerer stedfortrædere for læreren, der trækker sig tilbage fra lærerrollen og indtager en elevrolle. Der etableres på den måde en magt­kæde, hvor læreren tildeler eleverne ved smartboardet så store »mediemuskler«, at de uden større problemer behersker situationen. Denne magtkæde, eller lærerens magtudøvelse pr. stedfortræder, er det generative element i maskinens ritual.

At eleverne reelt gøres til en diffus masse, betyder dog ikke, at deres individualitet nødvendigvis udslettes. Individualiteten kan gøre sig gældende i det kollektive. Som bidragydere kan eleverne agere med forskellig stil og kunnen. Som skribent ved den digitale tavle kan man sætte sin individuelle signatur på processen. Pointen er dog, at hvis disse udtryk skal fungere som fælles referenceramme og som fælles noter til eksamen, lægger det kraftige bindinger på individualitetens udfoldelse og selvstændighedsudskejelse. For at vinde anerkendende blikke og reel værdighed kræves ikke blot, at udtrykket er fagligt forsvarligt, men også, at det beskuende og bidragende kollektiv finder det fremsatte brugbart og forståeligt. At man kan tage det til sig som noget, der lige så godt kunne være fremsat af én selv - eller af en hvilken som helst anden i klassen. Hvis bidragydernes formåen er radikalt forskellig, og de mere formående hensynsløst udraderer alle andre, inklusive dem, som har dagens tjans ved tavlen, underminerer det maskinens effektive mekanik.

Eleverne tilegner sig sproglige og litterære kompetencer i løbet af turene gennem it-maskinen. Alle lærer noget og tilmed nogenlunde det samme. Elever, der vil mere og andet, kan forsøge at erobre og ændre den fælles teknologi. De kan med fordel også medbringe egne computere og herigennem danne trådløse netværk, der underminerer den kollektive magts enerådighed. Endelig kan de deltage i maskinens ritual og puste ud, når de fortsætter til andre timer, hvor maskinens magt endnu ikke har manifesteret sig.

Nye mediekulturer i gymnasiet
Velkommen til maskinen er den tredje af fire cases fra projektet Nye mediekulturer på vej i gymnasiet. De to første cases: Glashuset og Reden blev bragt i foregående numre af Gymnasieskolen. Den sidste: De to tårne præsenteres i et kommende nummer.

Meningen med projektet er at undersøge, hvordan lærere og elever i gymnasiet bruger it. Der fokuseres på, hvilken betydning it-brugen har for de sociale og kulturelle relationer mellem eleverne og lærerne. Målet er at finde ud af, om der herved opstår nye former for sociale normer, magtrelationer, læringsveje, identitetsdannelser og elev- og lærerroller.

De fire cases er beskrevet nærmere i rapporten Ret og gyldighed i gymnasiet, der udkom i efteråret 2009 som nr. 76 i serien Gymnasiepædagogik, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, Syddansk Universitet.

De fire cases bygger på interview, observationer og spørgeskemaundersøgelser foretaget på forskellige gymnasieskoler. Kontakt lektor Michael Paulsen (paulsen@ifpr.sdu.dk) eller ph.d.-studerende Erik Kruse Sørensen (ekso@ifpr.sdu.dk), hvis du vil vide mere om projektet.