Det har reelt set været undervisningsminister Merete Riisager (LA), som har skulle afgøre VUC Syds fremtid. Hun har nu besluttet, at instutionen skal bevares.

Ministeren freder VUC Syd - lærerne skal dog effektivisere

VUC Syd overlever som en selvstændig institution, har undervisningsministeren netop meddelt. Det bliver dog med en stram økonomi, og lærerne slipper ikke uden om effektivitetskrav.

Efter sommerferien vil VUC Syd stadig hedde VUC Syd og tilbyde uddannelse til unge og voksne i Sønderjylland.

Det har undervisningsminister Merete Riisager (LA) netop meddelt i en pressemeddelelse. Dermed følger hun VUC Syds midlertidige styres anbefalinger, som de afleverede i januar måned.

“Jeg har ud fra en samlet vurdering af VUC Syds situation truffet beslutning om, at institutionen ikke skal nedlægges. Der vil således fortsat være et selvstændigt VUC Syd forankret lokalt, hvilket jeg finder overordentligt glædeligt for borgerne i Sønderjylland,” siger undervisningsministeren.

Siden januar er der blevet lavet aftaler med kreditorerne Jyske Bank og Realkredit Danmark, som ifølge det midlertidige styre var en af betingelserne for at lave en økonomisk genopretning af VUC Syd.

Gymnasieskolen.dk erfarer derudover, at staten vil yde likviditetslån til VUC Syd på omkring 40 millioner kroner i 2019.

Det er absurd, at staten med den ene hånd giver likviditetslån og med den anden hånd skærer endnu mere på økonomien med omprioriteringsbidrag.

Jesper Petersen, folketingsmedlem
Socialdemokratiet 

VUC Syd vil dog ikke få en ekstra økonomisk håndsrækning, særbevilling eller lignende fra Undervisningsministeriet.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet Jesper Petersen har i dag deltaget i et møde i undervisningsudvalget, hvor undervisningsministeren informerede om beslutningen.

“Helt overordnet har det været vigtigt at sikre overlevelse for VUC Syd, og at kursisterne fortsat kan få uddannelse i alle byer. Det, er jeg glad for, kan lade sig gøre,” siger Jesper Petersen, som dog også havde håbet på en plan, der havde lettet økonomien lidt mere for VUC Syd.

“Det bliver stramt, og der kommer effektiviseringer, som kommer til at kræve noget af underviserne. Det er absurd, at staten med den ene hånd giver likviditetslån og med den anden hånd skærer endnu mere på økonomien med omprioriteringsbidrag,” siger Jesper Petersen.

Det er derfor vigtigt, at der skabes rammer, så lærerne fortsat kan levere kvalitet til kursisterne.

Tomas Kepler, formand
GL

Hårdt spændt for
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Tomas Kepler er glad for, at VUC Syd fortsat kan levere undervisning i Sønderjylland, men han mener, det er forkert, at lærerne ifølge styrelsens redegørelse skal effektivisere yderligere.

“Lærerne har allerede leveret i rigt mål og er hårdt spændt for. Det er derfor vigtigt, at der skabes rammer, så lærerne fortsat kan levere kvalitet til kursisterne og være med til at skabe den positive fortælling om VUC Syd, der kan tiltrække nye kursister. Det er behov for en tæt dialog mellem den lokale ledelse og lærerne om at skabe de bedste rammer,” siger Tomas Kepler.

Han understreger, at GL har arbejdet for, at der bliver tilført ekstra midler til VUC Syd.

“Det anbefaler vi stadig, men i sidste ende er det en politisk beslutning,” siger Tomas Kepler.  

Ingen lette løsninger
Undervisningsminister Merete Riisager siger, at der ikke har været nogen lette løsninger i sagen.

“I de kommende år skal der gennemføres en særdeles vanskelig genopretning af VUC Syd, hvor alle gode kræfter må give deres bidrag til at hjælpe,” siger hun.

Undervisningsministeren har også valgt, at det midlertidige styre, som blev indsat i september sidste år, skal fortsætte og udarbejde en genopretningsplan for VUC Syd.

En af det midlertidige styres opgaver bliver at frasælge den store VUC-bygning i Haderslev og finde andre lokaler. Det har blandt andet være byggeriet af denne bygning, som har tynget VUC Syd med en stor gæld.