Midt i en eksamenstid - øjebliksbilleder og refleksioner fra Berlin

Midt i en eksamenstid - øjebliksbilleder og refleksioner fra Berlin

Berlin-muren holdt i 28 år. Hvor længe mon den nye pædagogiske betonmur i reformgymnasiet holder, spørger Mikael Busch, der er på orlov i Berlin.

KRONIK > af mikael busch > tegning: henning christensen

»Im wunderschönen Monat Mai«. Det ene forsømte forår efter det andet. Jeg kan dårligt nok huske, hvornår jeg sidst har oplevet foråret og forsommeren så rent. Uden et eneste stik af dårlig samvittighed. Vel ikke siden min barndom. Senere, i skolen og gymnasiet, var maj og juni måned jo den store eksamenstid, dvs. melankoli og lidt dårlig samvittighed. Som studerende; weltschmerz og lidt dårlig samvittighed. Som adjunkt: vemod og slet samvittighed. Som lektor efter den store gymnasiereform: formentlig én stor vittighed.

Men hvad ved jeg om det? Jeg sidder jo her på den charmerende Rüdesheimer Platz i Berlin-Wilmersdorf. Pladsen er helt klædt i lysegrønt. Det er aften. Fuglene synger. Børnene leger. Nøjagtig sådan husker jeg min egen barndoms uendeligt lange sommeraftener. Før der var noget, der hed dårlig samvittighed. Børnene på legepladsen kommer mange steder fra. De fleste vel fra lokalområdet. Mange bor i IBZ (Internationales Begegnungszentrum der Wissenschaft) henne på hjørnet. Det gør vi også selv. Her er tyske børn, russiske børn, iranske børn, amerikanske børn, japanske børn. Børn fra hele verden. Mine egne børn kan efterhånden godt gøre sig gældende på tysk. To af dem går i Grundschule am Rüdesheimer Platz henne på det andet hjørne. Men sproget er ikke nogen barriere af betydning. Børnenes forskellige kulturelle baggrunde spiller ingen rolle overhovedet. Legens sprog er globalt. Dette er simpelthen realiseringen af John Lennons vision om en verden uden skel. Selvfølgelig kun i børnehøjde. Men alligevel. Imagine ...

En dybtfølt tak til Poul Nyrup
Nogle vil nok finde dette øjebliksbillede på lykke lige i overkanten. Måske ligefrem kvalmende. Det er jeg aldeles kold over for. For lykken er vi ikke kommet gratis til. Den er faktisk hårdt tilkæmpet. Pengene fosser så at sige ud af kassen. Familiens eneste faste indtægt i øjeblikket er de 60% af dagpengesatsen, jeg oppebærer under min børnepasningsorlov. Min ægtefælle holder orlov helt uden løn, da hun for længst har opbrugt sin børnepasningskvote. 2.000 kroner om ugen er, hvad jeg får overført fra den danske velfærdsstat. Før skat. Man skal dog på ingen måde have ondt af os. Vi har selv valgt orlovskonceptet: Laveste madpakkeordning javel, men i en kosmopolitisk ramme. Det passer til vores temperament. Nogle pukler for at kunne bygge et samtalekøkken til en kvart million kroner med amerikansk køleskab, granit, induktionskogeplader og hele svineriet. Fred være med dem. I vores lille køkken i IBZ er der hverken opvaskemaskine eller mikrobølgeovn. Glassene er fra Ikea, og kanden til stempelkaffe er lige gået i stykker. Men vi har faktisk tid til at tale sammen. Der er nemlig heller ikke hverken tv eller umiddelbar adgang til internettet.

En dybtfølt tak herfra til Poul Nyrup, som i sin tid satte gang i 90'erne, bl.a. ved at indføre diverse velsignelsesrige orlovsordninger - fra sabbatorlov til uddannelsesorlov - for festen er snart forbi. Først forsvandt de kommunale tilskud. Så blev satserne reduceret. Og nu er det snart helt slut. Om få år vil der ikke længere kunne afholdes børnepasningsorlov i Danmark. Anders Foghs regering, som angiveligt har forbedret barselsorloven, har fundet pengene ved at slå de andre orlovsordninger ihjel.

Kollwitzplatz
Kollwitzplatz virker mindre velplejet end Rüdesheimer Platz. Mere rustik. Men denne centrale plads i Prenzlauer Berg med kopien af Käthe Kollwitz' skulptur Mutterliebe er vel den mest charmerende i hele byen. Kvarterets hyggelige lejligheder fremstår som rene børnefamilieidyller eller mulige investeringsobjekter for ældre, velaflagte lektorer, som ønsker at trække sig tilbage, inden den store reform er implementeret i sit fulde, uhyggelige omfang. Dem omfatter jeg med fuld forståelse og sympati.

Da jeg kom her i kvarteret som grøn studerende for 20 år siden, så her unægtelig noget anderledes ud. Prenzlauer Berg var dengang grå, beskidt og nedslidt. Med det havde også sin charme. Søren Ulrik Thomsen ville have forstået at værdsætte forfaldets æstetik. Især havde kvarteret et ry, som var nået helt til Danmark. Det var jo her, det legendariske bohemeliv udfoldede sig. Det var her - mellem Schönhauser Allee og Prenzlauer Alle - de sande kunstnere, de sande intellektuelle og dissidenterne slog deres folder. Midt i det dybt provinsielle og konforme Østberlin, som dengang var noget nær verdens kedeligste hovedstad, var Prenzlauer Berg en lille oase, hvor kunst, kærlighed og ånd var selvfølgelige størrelser. Der måtte jeg selvfølgelig hen.

Nu er jeg her igen. Jeg har lige været i Kino in der Kulturbrauerei og sidder nu på en bænk på Kollwitzplatz. Mentalt efterbehandler jeg Florian Henckel von Donners-marcks mesterlige Stasi-film Das Leben der Anderen. Filmen er et nødvendigt korrektiv til den ellers bevægende og seværdige Good bye, Lenin! (2003). Den anskueliggør på eksemplarisk vis - via den utrolige historie om Stasi-kaptajnen Gerd Wiesler, der gennemgår et eksistentielt kvantespring fra at være en hadefuld afhøringsekspert til en autentisk humanist - at DDR i bund og grund var en overvågningsstat. Selv i kunstnermiljøet på Prenzlauer Berg havde Stasi sine meddelere, hvilket der nu allerede blev hvisket om i krogene dengang i 1980'erne.

Rundkredspædagogik for -viderekomne
Man må beundre de østtyske dissidenter, der trods store menneskelige og materielle omkostninger valgte at leve et værdigt liv med den moralske integritet i behold. På den anden side var valget i det gamle DDR egentlig meget let. At systemet havde spillet moralsk fallit, og at de kunstnere og intellektuelle, der stillede sig til rådighed for regimet, var de rene middelmådigheder, var jo tydeligt for enhver. Men hvad med dagens Danmark? Her er der vel ingen eksistentielle udfordringer af betydning mod den intellektuelle redelighed? Selvfølgelig er der det. Måske ikke i DDR-klassen. Men de er der. Den store gymnasiereform er et godt eksempel. Måske ikke det mest sexede eksempel, men det, jeg så at sige kender indefra. Jeg kan nemlig mærke reformen på min egen krop. Bogstaveligt talt. Den har kastet mig ud i en eksistentiel krise.

Derfor denne lille tilståelse: Det er ikke for mine børns skyld, at jeg i øjeblikket holder børnepasningsorlov. I hvert fald ikke primært. De nyder det. Ingen tvivl om det. Begrebet »kvalitetstid« giver pludselig mening. Men som sagt: Det er ikke primært for børnenes skyld. Hvis sandheden skal frem - og det skal den! - ville det under normale omstændigheder næppe være faldet mig ind at søge orlov. Dertil har jeg elsket mit arbejde for højt. Hvis jeg selv skal sige det - og det skal jeg! - er jeg nærmest født til at være gymnasielærer. Jeg har villet være gymnasielærer, lige siden jeg selv gik i gymnasiet. Nu lider jeg. Jeg har i årevis nydt det inspirerende samspil med nutidens unge. Nu føler jeg lede. Man kan selvfølgelig hævde, at jeg »bare« er inde i en midtvejskrise. Nuvel, men den er i så fald fremprovokeret af den ulyksalige gymnasiereform.

Som jeg ser det, har en slags »ondskabens akse« under ledelse af en arrogant og tonedøv ministeriel topembedsmand vildført en enestående svag tidligere undervisningsminister og en kompakt majoritet af politikere. Man mener at have vedtaget »århundredets reform«. Engang vil man indse, at den store gymnasiereform snarere er århundredets skandale. En slags skolepolitisk Tjernobyl.

De gode, garvede gymnasielærere har hidtil forstået at leve med skiftende reformer af gymnasiet. For vi har jo altid - uanset de til enhver tid gældende pædagogiske trends - dybest set bare »gjort, som vi plejer«. De pædagogiske modeord skifter fra sæson til sæson. Men den gode pædagogik har ikke ændret sig grundlæggende siden Sokrates. Omdrejningspunktet for den gode undervisning er i al sin gribende enkelthed den gode lærer. Men læreren er kun god, når han er sig selv. Det ulyksalige ved den store reform er, at vi ikke længere må være os selv. Ikke længere kan gøre som vi plejer. På en aldeles totalitær måde, der vil have fremkaldt anerkendende blikke hos de åndsbeslægtede bureaukrater i DDRs Politbureau, griber gymnasiereformatorerne nemlig denne gang ind i gymnasielærernes personlighed. Den autentiske lærerpersonlighed erstattes af et anonymt »lærerteam«. Det lødige faglige indhold erstattes af nogle abstrakte »kompetencemål«. For nu bare at nævne et par af de mest uhyggelige elementer i reformen. Alt i alt har den borgerligt-liberale regering skabt et stykke avanceret rundkredspædagogik for viderekomne.

Da Berlin-muren faldt, undrede mange sig over den hurtighed, hvormed det østtyske samfund gik i opløsning. At borgerne uden videre kunne gå over til en ny dagsorden. Sandheden var jo, at de for længst var holdt op med at tro på de officielle paroler. For så vidt som de nogensinde havde troet på dem: De havde jo deres sunde fornuft. Berlin-muren holdt i 28 år. Hvor længe mon den nye pædagogiske betonmur i dagens danske gymnasieskole holder?