Mentorer får uddannelsesfremmede på universitetet

Et projekt, der giver indblik i universitetets faglige og sociale studiemiljø, har gjort det nemmere for uddannelsesfremmede gymnasieelever at vælge studieretning på universitetet.

Det kan være en stor mundfuld for unge at skulle indtage en ny by langt fra familie og venner og begynde på universitetet.
Mundfulden kan virke endnu større, når forældre kun har en kort uddannelse - eller måske slet ingen - og derfor ikke kan rådgive om, hvordan det er at læse på en lang videregående uddannelse.

Det fik i 2010 Aarhus Universitet til at indlede et samarbejde med ti gymnasier om mentorprojektet Udvalgt til Uni. Over tre år har i alt 240 elever fra 2. g været tilknyttet studerende fra universitetet, som de i resten af deres gymnasietid mødte med jævne mellemrum om både faglige og sociale emner på universitetet.

Gymnasieeleverne blev valgt ud fra, at de har matematik A og evner for en naturvidenskabelig uddannelse. De har også det til fælles, at de kommer fra hjem, hvor der ikke er tradition for at tage en lang uddannelse. Mentorerne på universitetet har en tilsvarende baggrund.

Projektet øgede interessen for naturvidenskab
Det kan spille en afgørende rolle for valget af uddannelse, at gymnasieelever kan stille spørgsmål til næsten jævnaldrende mentorer på universitetet, viser evalueringen af projektet.
88 procent af deltagerne siger således, at projektet har ændret deres kendskab til universitet.

”Inden eleverne besøgte universitetet første gang, ville 48 procent læse naturvidenskab og 41 procent sundhedsvidenskab. Da de var færdige på gymnasiet halvandet år senere, var interessen for naturvidenskab steget til 55 procent, og lysten til at læse sundhedsvidenskab var intakt,” fortæller ph.d. studerende Eva Lykkegaard, som har fulgt de 240 elever gennem hele forløbet.

Projektelever overhalede kontrolgruppen
Et år efter gymnasiet var 55 procent af eleverne begyndt på naturvidenskab og 34 procent på sundhedsvidenskab. Faldet fra interessen for sundhed på 41 procent skyldes primært adgangskravene.

”Før projektet havde eleverne svært ved at se sig selv på universitet. I dag siger 72 procent, at projektet har rustet dem til at træffe et bedre studievalg, herunder om universitet er noget for dem,” siger Eva Lykkegaard.

Hun har sammenlignet de 240 elever med en kontrolgruppe på 1.000 elever, som også indeholder unge fra mere belæste familier. Eva Lykkegaard har ikke fulgt kontrolgruppen efter gymnasietiden, så hun ved ikke, hvilke uddannelser de har valgt. Men midt i 2. g var der flest i kontrolgruppen, som ville på universitetet.

”I slutningen af 3. g havde de 240 elever fra projektet overhalet kontrolgruppen. De vidste mere om, hvad det vil sige at være studerende, og der var flere, som ville på universitetet. I dag ved vi, at 80 procent af projekteleverne er begyndt på en lang videregående uddannelse. Hertil kommer, at 15 procent tager en professionsrettet bacheloruddannelse til for eksempel sygeplejerske eller fysioterapeut.”

Forældrene har en anden dagsorden
Horsens Gymnasium er blandt de ti gymnasier, der har leveret elever til projektet Udvalgt til Uni.
Matematik- og fysiklærer Klaus Lykke Dagø var selv den første student i sin familie, så da han hørte om projektet, var han straks med på at blive kontaktperson.

”Det lykkedes både mig og mange andre at komme på universitetet, men nogle viger uden om, fordi de kommer fra familier, hvor dagsordenen går på, at de skal have en håndgribelig uddannelse som for eksempel håndværker, så de kan udføre et konkret stykke arbejde. Et studie som fysik virker højtravende og virkelighedsfjernt for forældrene, for hvad kan man bruge det til?”

Det er noget helt andet, når gymnasieelever kommer fra en akademikerfamilie.

”Her begynder forældre, bedsteforældre og andre familiemedlemmer at tale om, hvad den unge skal læse, når han er ved at være færdig med gymnasiet. Derfor bliver kendskabet til universitetet udtalt større,” siger Klaus Lykke Dagø.

Tager tid at nedbryde vrangforestillinger
Projektets gode resultater skyldes først og fremmest, at eleverne har besøgt universitetet i Aarhus flere gange, vurderer ph.d.studerende Eva Lykkegaard.

”Eleverne troede, det var meget ensomt at gå på universitetet, så det var en stor overraskelse for dem at se de studerende sidde i studiegrupper. Men det tager tid at nedbryde elevernes vrangforestillinger.”

Da Eva Lykkegaard efter det første besøg spurgte en elev, hvad han havde fået ud af at se universitetet, svarede han, at han havde fundet ud af, at man ikke arbejder alene.

”Da jeg stillede spørgsmålet efter andet besøg, kom han med samme svar. Det tyder altså på, at barrieren bliver bygget op igen, så den skal brydes ned mange gange, før den forsvinder,” siger hun.

Mentorerne har været troværdige
Også opbygningen af et tilhørsforhold til universitetet tager tid.

”Gymnasieeleverne er usikre på spørgsmål som: Får jeg noget at spise, hvor er toiletterne, og hvad er det akademiske kvarter? De er nødt til at se universitetet nogle gange for at få svar på alle deres spørgsmål. At vælge uddannelse er en lang proces, og man er nødt til at støtte eleverne mere end en gang.”

Mentorerne har ydet en stor indsats, understreger Eva Lykkegaard.

”De har både været troværdige og nuancerede, fordi de også har fortalt om de hårde ting ved at gå på universitet. De har heller ikke missioneret for deres egen uddannelse. Det har også været vigtigt for eleverne, at mentorerne har samme baggrund som dem selv og også næsten er jævnaldrende. De fandt fx på at tage eleverne med hjem for at vise, hvordan de bor. Det har givet identifikation.”

En naturlig forlængelse af gymnasiet
Mette Have underviser i matematik og fysik på Langkær Gymnasium i Aarhus-forstaden Tilst og har været kontaktperson til projektet Udvalg til Uni.
Hun fremhæver også mentorerne, fordi de afspejler, at det er helt almindelige unge, som går på universitetet.

”Man behøver ikke være et 12-talsmenneske i alle fag. Mindre kan gøre det. Det betyder også meget, at eleverne møder ligestillede fra andre gymnasier, så de kan se, at de ikke vil skille sig ud, hvis de begynder på universitetet,” siger Mette Have.

Langkær Gymnasium har mange elever med indvandrerbaggrund, hvor forældrene ikke har en uddannelse.

”I projektet finder eleverne ud af, at det ikke er farligt at gå på universitetet, men at det er en naturlig forlængelse af gymnasiet,” siger Mette Have.

Her hører jeg ikke til
Klaus Lykke Dagø fra Horsens Gymnasium er ikke i tvivl om, at det har betydet noget for hans elever at være med i Udvalgt til Uni.

”Første gang man besøger et universitet, kan man blive overvældet af at møde så mange kloge mennesker på en gang. Så er det nemt at tænke: Her hører jeg ikke til. Men eleverne fik fuldstændig afdramatiseret universitetet, og begejstringen lyste ud af dem efter hvert eneste besøg. De følte sig mere og mere oplyste,” siger Klaus Lykke Dagø.

De fleste elever opdager nye studier
Eva Lykkegaard har fulgt 15 af de 240 elever særlig tæt, og interviewene viser, at deres valg af studie er meget komplekst.

”Når vi taler om vores valg efterfølgende, omskriver vi fortællingen til, at en bestemt begivenhed har været afgørende. Men de fleste gymnasieelever skifter retning mange gange, og undervejs spiller deres holdning til universitetet generelt og til naturvidenskab specifikt ind. Det er meget få, som træffer ét klart valg. Det fleste opdager nye muligheder og tænker, at det kunne jeg også blive,” siger forskeren.

Usikkerheden kan også opstå, efter at eleven har valgt studie, men også her har der været hjælp at hente fra mentorerne, for flere af dem havde skiftet retning.

”Mentorerne har fortalt, at man ikke er en fiasko, fordi man dropper ud af et studie. Hvis man ikke er landet det rigtige sted, er det bedre hurtigt at vælge om fremfor at hænge i med næb og kløer i to år, før man dropper ud,” siger Eva Lykkegaard.