”Litteratur handler om det samme som kærlighed”

Litteraturen bliver af og til taget som gidsel i danskundervisningen, mener forfatter Josefine Klougart. Når hun holder foredrag og workshopper ude på gymnasier, forsøger hun at give eleverne et litteratursyn, hvor en due kan få lov til at være en due.

Et sort æbletræ med lysende æbler i et kridhvidt vinterlandskab. Øjeblikket, hvor man ser den sorte bark og den hvide sne. Hvor lyset rammer på den helt rigtige måde, og man undrer sig over, hvorfor man ikke har lagt mærke til det billede før. 
For forfatteren Josefine Klougart handler litteratur om at fæstne billeder og få adgang til følelsen af at høre til og blive en del af verden. Og en del af hendes forfatterskab er netop bygget på erindringsbilleder som det af æbletræet i sneen. 
Det seneste år er Josefine Klougart begyndt at holde foredrag og skriveworkshopper på gymnasier rundt omkring i landet. Hun fortæller om litteratur, hvordan hun forstår den, og hvad den kan. Samtidig lærer hun eleverne, hvordan man kan få hul igennem til det at skrive. Det er vigtigt for Josefine Klougart både at få skrivningen uhøjtideliggjort og understrege, hvor vigtig litteraturen kan være. 
”Mange elever er usikre på, om de har noget vigtigt at sige. Jeg tager udgangspunkt i mine egne erfaringer fra de første år, jeg skrev. Dengang var jeg usikker på, om jeg overhovedet havde noget at fortælle verden. Jeg tror, mange potentielt gode forfattere deler tvivlen på, om deres fantasi er god nok. Jeg kan ikke finde ud af at fortælle en historie, for det er ikke sådan, min fantasi fungerer. På den måde er jeg ikke opfindsom,” siger Josefine Klougart. 
Når hun er ude på gymnasier for at undervise eleverne i at skrive, sætter hun dem nogle gange til først at skrive en liste over ting, de husker fra deres vej til skole. Efterfølgende skal de vælge en ting fra listen ud og beskrive den. Hun sætter eleverne til at erindre for at vise dem, hvordan man med intensitet i sit sprog kan folde konkrete ting og små oplevelser ud til større fortællinger. 
”Det er som at folde en papirkugle ud. Den lille, krøllede kugle indeholder en større fortælling, når den foldes ud, og det er i det konkrete, det hele starter,” siger Josefine Klougart. 
Da hun begyndte at holde skriveworkshopper, var hun nervøs for, om hun ville formå at fastholde elevernes koncentration, men det er lykkedes fint. 
”Til workshopperne er eleverne meget koncentrerede, både når de lytter, men især, når de kommer i gang med at skrive,” siger hun.

Problematisk litteratursyn 
Josefine Klougart holder workshopper og foredrag, fordi hun gerne vil sprede læseglæde hos eleverne og ændre det litteratursyn, der ofte dominerer i gymnasiet. 
”Jeg synes, litteraturen nogle gange bliver taget som gidsel i danskundervisningen. Omgangen bliver instrumentel, for man bruger litteraturen som et objekt, som man bruger til at opøve forskellige analytiske værktøjer. De mange dygtige og engagerede dansklærere kan være begrænset af forskellige forhindringer, så litteraturen ikke kan få lov til at være litteratur. Den bliver noget, der skal oversættes. Alt for mange elever får den opfattelse, at der findes en tekst under teksten, en sandhed, som de skal finde, og som forfatteren har forsøgt at skjule ved at lægge et røgslør af symboler og usagte ting ud,” siger Josefine Klougart. 
Hun synes, det er meget problematisk at opdrage eleverne til at tro, at der er en skjult mening gemt i litteraturen. 
”God litteratur opererer ikke i dén forstand med to lag. Der er intet røgslør og ingen gemmeleg. Fokuserer man på noget bag teksten, kan man jo ikke se selve teksten. Det skaber man ikke gode, opmærksomme læsere ved. Man skaber derimod paranoide læsere, der ikke tror på den tekst, de læser. De tror, litteraturen lyver og dækker over en anden sandhed end den, der står på linjerne,” siger Josefine Klougart. 
At læse skønlitteratur handler for Josefine Klougart om at lære at læse, hvad der står på linjerne, uden at forestille sig, at der står noget mellem dem. Læsningen skal starte i det konkrete. Der skal være en forankring i sproget og den virkelighed, sproget refererer til. 
”Bevæger man sig for hurtigt ud i det abstrakte og de forestillede bagvedliggende lag, udvikler man ikke elevernes evne til at læse. Jeg tror, det får mange elever til at føle mindreværd. De får en oplevelse af, at de er dumme og ikke forstår. Frygten for ikke at forstå er en hæmsko, der ikke opbygger læseglæde. Jeg synes netop, det er gymnasiets opgave at opbygge læseglæde og hjælpe de nye læsere på vej,” siger hun.

Slå symbolikken ihjel 
Josefine Klougart mener, det er vigtigt at lære eleverne, at litteratur er kunst og ikke kan forstås på samme måde som en avisartikel. Kunsten rummer en mere kompleks intellektuel og refleksiv bevidsthed. 
”En tekst kan ikke længere handle om en due, fordi den altid skal symbolisere fred – det bliver abstrakt. Man taber det konkrete. Men duen skal have lov til at være en due, for det er den stadig. Når man analyserer, risikerer man at overse det væsentligste. Eleverne oplever, at de lige så godt kunne have læst fem linjer om fred eller håb, og hvorfor så læse romaner og noveller?” 
Hvis eleverne bliver sendt ud i verden med det billede af litteratur, forstår hun godt, hvis de ikke har lyst til at læse romaner, gå på biblioteket eller deltage i den del af samfundsdebatten, der knytter sig til kunst og kultur. Hun mener, at gymnasiet skal give eleverne gode læseoplevelser, der kan give dem de erkendelser og æstetiske erfaringer, der er unikke for kunsten. 
”Jeg tror, mange elever har svært ved den analytiske måde at læse på. Selvom den æstetiske måde at se tekster på kan virke mere abstrakt og besværlig, er den i virkeligheden mere umiddelbar. Det lyder svævende, men jeg tror, det er vigtigt, at eleverne møder flere forskellige læsemåder,” siger Josefine Klougart. 
I sin seneste roman Én af os sover bliver hun ved med at gentage billedet med det sorte æbletræ i snelandskabet. I første omgang var det, fordi hun ikke følte, hun kunne blive færdig med at skrive om det. Men efterhånden som billedet kom med flere og flere gange i romanen, blev det i højere grad et opgør med symbolet. 
”I gymnasiet og på universitetet får man at vide, at jo flere gange et billede gentages, jo mere symbolsk værdi akkumuleres der. Jeg tænkte, at hvis jeg blev ved med at insistere på at beskrive det samme billede, ville den symbolske analyse bryde sammen, så billedet ikke længere lod sig oversætte til et begreb eller en idé. Derved bliver læseren mindet om det absurde i at ville oversætte billedet,” fortæller Josefine Klougart. 
For hende er litteratur ikke noget, man som læser skal bruge til at flygte væk fra verden. Den handler i stedet om at få en fornemmelse af at høre til i verden. 
”I virkeligheden tror jeg, litteratur handler om det samme som kærlighed. Litteratur opstår som et ønske om at dele noget, hjælpe hinanden til at se den skønhed, der er i verden. Den er et forsøg på at komme tættere på og holde fast på den hele tiden forsvindende verden ved at fæstne billeder. Jeg er mere interesseret i det konkrete, virkeligheden, som den er, end jeg er i abstrakte begreber. Jeg er mere interesseret i duen, som den sad og pikkede i et gammelt rundstykke på Sankt Hans Torv for lidt siden, end jeg er i et abstrakt begreb om fred,” siger Josefine Klougart.  

For forespørgsler vedr. workshopper og foredrag, skriv til josefineklougart@gmail.com