LEONARDO DA VINCI, Videnskabsmand og tænker

Leonardo da Vinci kombinerede fag og metoder
Frijof Capra er bedst kendt for sin bog ”Fysikkens tao”, som i 1975 provokerede og begejstrede med sin kobling af østlig spiritualitet og moderne fysik. Denne bog vil ikke provokere på samme måde – det er en god, letlæst, men dog grundig kilde til Leonardos liv, kunst og videnskab. Bogen kan med stor fordel læses af elever, der i forbindelse med f.eks. AT eller SRP skal arbejde med videnskaben i renæssancen.
Da Vinci var et fascinerende menneske, der i bedste AT-stil kombinerede metoder og tilgange fra forskellige fakulteter for at udforske verden omkring sig. Han dokumenterede naturen med tegninger, der i præcision lå flere hundrede år før sin tid. Han så en kobling mellem naturvidenskab, kunst, erkendelse og fantasi, som brød med samtiden og løftede malerkunsten fra et håndværk til en intellektuel disciplin på lige fod med bl.a. logik, geometri og astronomi.
Leonardo blev født uden for ægteskab på landet i Toscana. Kort efter flyttede hans far væk og det blev hans onkel, der vækkede Leonardos interesse for naturen. På mange måder var han en ”self made” intellektuel. Født uden for ægteskab kunne han ikke komme på universitetet, så for at deltage i renæssancens intellektuelle diskussioner lærte han sig f.eks. selv latin ved et selvstudium, der mest mindede om en besættelse.
Bogens kapitler kan læses selvstændigt, og for eksempel  giver kapitlet ”Videnskab i Renæssancen” en fin og forholdsvis kort (cirka 20 sider) indføring i islams og korstogenes rolle i genopdagelsen af antikken og dennes rolle for naturvidenskabens udvikling i renæssancen.
I forbindelse med sit arbejde med bogen, har Fritjof Capra blandt andet  studeret omkring 6.000 sider af Leonardos noter og tegninger. Disse kilders skæbne, fra renæssancen til de blev fundet i det 19. århundrede, beskrives også. Bogen giver således ikke blot en indføring i renæssancens videnskab, men også et lille indblik i de kilder, der ligger til grund for vores viden om Leonardo.