Artikel
Lederne: Svært med faste principper for differentiering af arbejdsopgaver
shutterstock_47786110

Lederne: Svært med faste principper for differentiering af arbejdsopgaver

Ledelsen kan ikke melde faste principper for differentiering af arbejdsopgaver ud, siger formændene for to lederforeninger.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Flere tillidsrepræsentanter savner, at ledelserne melder klarere ud i forhold til, hvordan de differentierer mellem de arbejdsopgaver, som lærerne skal udføre.

Læs: Uklart hvordan ledere differentierer mellem lærere

Formændene for to lederforeninger mener dog, at det er meget svært for lederne at melde håndfaste principper om differentiering ud. Det skyldes blandt andet, at arbejdsopgaverne ifølge lederne først og fremmest skal fordeles, så de passer til den enkelte lærer. Og ifølge lederne er lærerne forskellige.

Det er meget kompliceret
Peter Amstrup er formand for Danske Erhvervsskoler – Lederne. Han mener ikke, det er muligt at udmelde faste retningslinjer for differentiering af arbejdsopgaver mellem lærerne.

”Det er meget kompliceret, og derfor kan man ikke melde faste retningslinjer ud,” siger han og peger på, at der er forskel på lærere og på klasser.

Han mener, at ledelserne på de fleste skoler er gået i gang med at arbejde med at differentiere mellem lærernes arbejdsopgaver. Er der forskel på, om en lærer har tre parallelhold i matematik i 1.g sammenlignet med tre hold på tre forskellige klassetrin? Er der forskel på unge og rutinerede lærere?

”Den øvelse har ledelserne været i gang med, siden vi fik OK13,” siger Peter Amstrup.

Selv om ledelsen har gjort sig de overvejelser og sikkert også integreret differentieringen i lærernes arbejdsporteføljer, forstår han godt, hvis lederne ikke har meldt klare retningslinjer ud for differentiering på skolerne.

”Der skal tages individuelle hensyn, og der er mange nuancer, når en opgaveportefølje bliver lavet. Det handler om at tilrettelægge arbejdsopgaverne bedst muligt for den enkelte lærer,” siger Peter Amstrup.

Vigtigt med dialog
Han er imod firkantede retningslinjer for differentiering, men det er ikke det samme, som at ledelsen ikke, skal informere så godt som muligt og være i dialog med tillidsrepræsentanter og lærere.

”Ledelsen skal selvfølgelig være i dialog med lærerkollegiet, og det er især vigtigt efter den nye arbejdstidsaftale. Her kan lederen selvfølgelig også godt dele sine tanker om differentiering, men det er ikke det samme som at lave faste retningslinjer for differentiering af arbejdsopgaver,” siger Peter Amstrup.

Han mener, at der bør være diskussion af skolens strategi og pædagogik, før man diskuterer fordeling af arbejdsopgaver blandt lærerne.

”På skolen skal man diskutere skolens pædagogiske strategi for, hvordan man lever op til kravet om mere tid med eleverne, mere differentiering af undervisningen og andre af de krav, der bliver stillet til vores institutioner. Den diskussion skal gerne give et begavet grundlag for, hvordan vi derefter fordeler arbejdsopgaverne på skolen,” siger Peter Amstrup.

Uforudsete ting i løbet af året
Formand for Gymnasieskolernes Rektorforening Anne-Birgitte Rasmussen mener også, at det kan være svært at melde faste principper for differentiering ud, sådan som tillidsrepræsentanterne efterlyser.

”Der er forskellige klasser, og lærerne er forskellige, og der opstår uforudsete ting i løbet af skoleåret. Derfor kan det være svært at finde overordnede retningslinjer for differentiering af opgaverne mellem lærerne,” siger hun.

Til gengæld mener hun, at ledelsen skal tage en individuel snak med hver enkelt lærer om vedkommendes arbejdsopgaver, og det er en dialog, som skal føres hen over skoleåret.

”Det er vigtigt, at ledelsen og læreren forventningsafstemmer. Nogle lærere har måske flere hold end andre, og så skal de måske skrue ned for nogle andre opgaver. I løbet af året må man så diskutere, om man kan tage en opgave ekstra, eller om en opgave skal tages fra en,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

  

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater