At lede, mens man leder

Julie Wessel Iversen har som årsvikar erfaret, at det kan være en udfordring at formidle, mens man lærer at formidle. Være en autoritet, mens man bygger sin autoritet op. Og tage ansvar for andres læring, når man gør alt for første gang.

I september 2010 afleverer eleverne i Julie Wessel Iversens biologiklasse deres første rapport. Hun er 28 år, nyuddannet og netop begyndt som årsvikar på Frederiksberg HF. En af eleverne er på alder med hende selv. Han har skrevet et stort stykke af sin rapport ordret af fra en hjemmeside. Så hun gør ham opmærksom på, at plagiering ikke er tilladt. En dag, hvor Julie Wessel Iversen er uforberedt, overfuser han hende. Eleven er vred over at blive kritiseret for at skrive af.
"For han har brugt så lang tid på rapporten," siger han.

"Det var første gang, det gik op for mig, at man har meget af sin personlighed med i jobbet som lærer," siger Julie Wessel Iversen.

Eleven mener, at Julie Wessel Iversen har svinet ham til og været "helt vildt led" over for ham. 
"Han taler og taler, så jeg kan ikke få et ord indført," siger Julie Wessel Iversen.

Da hun spørger eleven, om de skal tale om det, vil han ikke. Han går i stedet.
"Jeg fik ikke mulighed for at sige noget til ham, og jeg følte, at han var truende over for mig, så jeg havde det dårligt med situationen," siger hun. 

Eleven møder efterfølgende ikke op til hendes undervisning. Han afleverer heller ikke skriftlige opgaver resten af skoleåret. Da han igen begynder at dukke op til hendes timer i ny og næ, går det okay. For han holder sig på afstand, forklarer Julie Wessel Iversen.

Alt var nyt
Her et år efter er Julie Wessel Iversen startet i pædagogikum på Frederiksberg HF. Hun synes, det har været en god mulighed at starte som årsvikar på trods af episoden med eleven. For hun har lært at formidle sin faglighed, ramme elevernes faglige niveau og være tryg med at stå foran en klasse. Desuden har hun fået erfaring med at håndtere en vred elev. Ligesom hun kan bevare motivationen, selvom der nogle gange kun er fire fremmødte elever klokken 8.20 om morgenen.
"Jeg tror, det er fedt, at man kender nogle af de situationer, der kan udspille sig i et klasselokale, inden man skal i pædagogikum og teoretisere over sit fag," siger Julie Wessel Iversen.

Hun glæder sig til at opleve et skoleårs rytme for anden gang. For når hun ser tilbage på sit første år som underviser, har det sværeste været, at alting konstant var nyt. Især har hun skullet lære, hvordan man formidler sin undervisning bedst muligt.
"Hver gang jeg skulle undervise i en øvelse, så var det første gang. Og det, der virkede i én klasse, virkede ikke altid i en anden, så jeg var nødt til at udvikle min undervisning hele tiden," siger Julie Wessel Iversen.

Den dybe tallerken
Første gang Julie Wessel Iversen skulle ind i en klasse og undervise, var hun da også virkelig nervøs.
"For det er en helt ny situation at skulle stå foran en flok mennesker, som man ikke kender, og skulle garantere, at de lærer det, de skal," siger Julie Wessel Iversen.

Hun fik et råd fra en kollega om at starte den første time stille og roligt. Tag en bunke gratisaviser med, lød det. Eleverne skulle finde artikler i aviserne, der handlede om biologi, og snakke om dem i plenum.
"Det virkede godt. Vi fik en fælles snak, og jeg var ikke den eneste, der kom på banen. Eleverne fik plads til at sige nogle ting den første dag, hvor de også er nervøse. Og så kunne jeg lære deres navne," siger Julie Wessel Iversen.

Hendes eget råd til nyuddannede er simpelt. Lad være med at opfinde den dybe tallerken. 
"Når overskuddet melder sig, kan man altid hjælpe andre og gøre det til sit eget," siger Julie Wessel Iversen.