Lærerne skal købe idéen

Lærerne skal købe idéen

Skal en uddannelsesreform skabe reelle forandringer i klasseværelset, skal lærerne købe idéen og have indflydelse. Kun på den måde bliver den enkelte lærers pædagogiske rettigheder tilgodeset, mener Hafdís Ingvarsdóttir, professor ved Universitetet i Island, der opfordrer danske gymnasielærere til at styrke den interne evaluering.

PÆDAGOGISKE RETTIGHEDER > af tina rasmussen >
tina@gl.org > foto: peter olsen

Hvis lærerne ikke bliver inddraget og får indflydelse, når en stor uddannelsesreform skal gennemføres, sker der ingen reelle ændringer i klasseværelserne. Der kommer ikke noget ud af at tvinge en lærer til udvikling. Lærerne er nødt til at købe idéen, hvis der for alvor skal ske forandringer.

Budskabet var klart, da Hafdís Ingvarsdóttir, professor ved Universitetet i Island, holdt oplæg om »Den nye professionalisme og lærerens pædagogiske rettigheder« for hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) i midten af januar.

Samfundet ændrer sig, uddannelserne må følge med. Og selvfølgelig skal politikerne have indflydelse. Men det kan gøres på mange måder.

»Der er meget stor forskel på at have noget kontrol og total kontrol. Der kommer ikke noget ud af, at det hele bliver dikteret fra oven, og intet får lov til at vokse frem inde fra skolerne,« lød det fra den islandske professor, der i flere år har forsket i uddannelse af lærere og i, hvordan ændret lovgivning og reformer påvirker lærernes undervisning.

Kun ved at lade lærerne få indflydelse bliver den enkelte lærers pædagogiske rettigheder tilgodeset, og det er afgørende, hvis en omfattende uddannelsesreform skal lykkes. Men det kræver, at politikerne har tillid til lærerprofessionen, påpegede Hafdís Ingvarsdóttir.

»En professionel lærer har nogle pædagogiske rettigheder. Det handler om retten til at vokse i sin gerning, være autonom både intellektuelt, kulturelt og personligt inden for systemet og til at deltage i opbygningen af uddannelsen og operere på et politisk plan. Den ret må man ikke tage fra lærerne.«

Personlig teori
Hafdís Ingvarsdóttir kom endvidere ind på den subjektive praksisteori, der er den enkelte lærers personlige teori om indlæring og undervisning, og som består af »moralske værdier, teoretiske og pædagogiske studier og erfaringsstudier, og som indebærer et intellektuelt og følelsesmæssigt forhold til faget«. Den styrer lærerens måde at undervise på, påvirker lærerens forhold til sine elever og alt, hvad der i øvrigt sker i klasseværelset.

»Alle lærere evaluerer ubevidst alle nye idéer ud fra deres praksisteori. Bliver man tvunget til at arbejde i strid med ens praksisteori, mistrives man, og det går ud over undervisningen,« sagde Hafdís Ingvarsdóttir, der tidligere på dagen havde holdt oplæg for Folketingets Uddannelsesudvalg og Danmarks Lærerforening.

For at kunne arbejde i harmoni med sin praksisteori er det nødvendigt, at man er en »autonom lærer«, understregede hun.

»Den autonome lærer er selvbevidst, kender sine følelser, sin personlige styrke og sine begrænsninger. Hun har en klar målsætning, som hun arbejder hen imod, er åben over for kritik og udfordringer og bevidst om sin praksisteori, og hun evaluerer sit arbejde og tager ansvar.«

Men et lærerværelse fuldt af autonome lærere kommer ikke af sig selv.

»Det kræver, at lærerne har tid til at reflektere over deres egen praksis, samarbejde med kolleger og evaluere deres indsats,« sagde Hafdís Ingvarsdóttir.

Brug for intern evaluering
Betydningen af intern evaluering betonede Hafdís Ingvarsdóttir flere gange under sit oplæg. Ikke mindst fordi folkeskoler, gymnasier og alle øvrige uddannelser for tiden bliver sat under pres af evalueringer og test udefra.

»I en atmosfære af eksterne standarder er det vigtigt, at skolerne selv får skabt en tradition for intern evaluering, så lærerne kan være med til at prioritere nogle ting. Lærere og ledere må sammen finde ud af, hvad det er for nogle ting, man gerne vil evaluere.«

»Det er vigtigt at kunne give politikerne oplysninger, som de aldrig selv ville finde på at spørge om. Lærere er sårbare. Intern evaluering kan mindske den sårbarhed. Har man samlet data om ens undervisning, der kan dokumentere, at undervisningen går godt, og at eleverne lærer det, de skal, hvem kan så kalde én for en dårlig lærer?«

Den islandske professor mindede om, at al forskning viser, at de lærere, man husker bedst, er de lærere, der var inspirerende, og som viste entusiasme, omsorg og forståelse.

»Men hvis vi hele tiden skal leve op til standarder udefra, hvordan får vi så tid til at være alt det?«

Hun rettede samtidig en kritik af, at mange overfortolker de internationale PISA-undersøgelser, der efter hendes mening »kun måler en brøkdel af det, vi gerne vil lære vores unge mennesker«.

»Hvis lærerne kun skal måles ud fra de resultater, eleverne opnår i en PISA-test, så tror jeg, at vi er på afveje.«

Snak med en god kollega
Men hvad stiller man så op som dansk gymnasielærer, når toget er kørt? Når en reform fra den ene dag til den anden har ændret rammerne for undervisningen og vendt op og ned på ens lærerliv. En reform med nye krav om teamarbejde, tværfaglighed, registrering og indberetning, som netop ikke er vokset frem gennem en dialog, men i høj grad er bestemt af politikere. Og som man er imod.

»Er reformen vedtaget, må man forsøge at analysere, hvilke af de nye krav, det er, man ikke kan lide, og hvad årsagen er. Selvom man har undervist i 25 år, og ens elever møder velforberedte til timerne og klarer sig godt til eksamen, må der være et eller andet, man har lyst til at udvikle, og et eller andet i den nye pædagogik, man har lyst til at prøve,« lød det fra Hafdís Ingvarsdóttir, der opfordrede til at tage en snak med en god kollega.

»Jeg interviewede på et tidspunkt en række lærere, der alle havde ændret deres undervisning radikalt, og for alles vedkommende var det et nært samarbejde med en kollega, der havde givet dem modet til at tage springet ud i noget nyt.«

Hun pegede på, at ændringer tager tid og kræver tålmodighed. En omfattende reform som den danske gymnasiereform anno 2005 kan ikke gennemføres på et par år. Det tager nok snarere 10 år, vurderede hun. Så selvom reformen er trådt i kraft, må lærerne gøre alt for at få en god dialog med politikerne, så der eventuelt kan ske justeringer.

Hafdís Ingvarsdóttir understregede desuden, at forskning har vist, at forskellige fag har forskellige kulturer og kaldte det »barnligt« at tro, at man uden videre kan få en fransklærer og en fysiklærer til at arbejde sammen.

»Jeg er ikke modstander af tværfagligt arbejde, jeg siger bare, at det tager tid. Det skal ske langsomt og gennem en dialog.«