"Læreren snakker for meget"

"Læreren snakker for meget"

 

Doctor Spencer Kagan, grundlæggeren af den amerikanske undervisningsmetode cooperative learning, er på international turné, og han har netop været i Danmark for at aflevere sit budskab, blandt andet til landets gymnasielærere: Stram op, indfør strukturer, og lad så eleverne snakke resten af tiden.

 

 

Tekst: Mette Nexmand ? Foto: Jacob Nielsen

 

 

Jeg forventer at se en anden person. Efter at have læst om læringsguruen fra Californien, forfatteren til hundredvis af fagbøger, direktøren for Kagan Publishing & Professional Development, professoren, som knokler i døgndrift og besøger alle kontinenter for at udbrede sin teori om cooperative learning. En rejsende i samarbejdskulturer ? Jeg forestiller mig en solbrændt, bredt smilende mand. Og ind kommer en bleg, næsten forsagt type, der tilsyneladende er så træt, at han knap kan give hånd. Meget langt fra high fives og gruppekrammere. Han sætter sig tungt i mødelokalet på Lergravsvej i København, hvor Cooperative Learnings danske kontor holder til. Og forsikrer med et lille smil ned i bordet, at "nej, det ikke er jetlag. Det får jeg ikke mere."??Den 68-årige doctor Spencer Kagan har tilbragt en uge i Danmark og har blandt andet stået foran 175 undervisere på en konference i København. I morgen skal han videre til England og har vist lige været i ? var det Indien? Nej, Sydkorea.??"De første undersøgelser, jeg lavede, var i 1968."??Sætningen kommer uden et spørgsmål fra journalisten. Han går bare i gang, vi tager den åbenbart fra begyndelsen. Og efterhånden som amerikaneren får talt sig varm, kan man mærke den energi, som driver ham. Han er så ivrig efter at forklare, at han glemmer tid og sted. Dette er ikke en sælger, der bare vil have en mikrofonholder. Han er idealist og vil inderligt gerne have, at andre også ser lyset.??At lytte er passivt, at tale er aktivt?Vi tager turen tilbage til slutningen af 60?erne og starten af 70?erne, hvor Spencer Kagan studerede psykologi på UCLA i Californien. Allerede dengang begyndte han at interessere sig for, hvordan elever kunne tilegne sig viden på bedst mulig vis. En af hypoteserne var, at elever på skoler i landområderne var bedre til at samarbejde end jævnaldrende fra storbyerne. De sociale kompetencer var simpelt hen bedre udviklet blandt for eksempel spanske minoriteter fra landet end blandt de hvide, som gik på finere og mere konkurrenceprægede skoler i byerne. Og det gav ubalance, når de to grupper blev sat sammen. Desuden var undervisningen ofte tilrettelagt som envejskommunikation - læreren talte, og de bedste elever rakte hånden op, når der blev stillet spørgsmål. De fagligt svage forlod timen uden at have sagt noget som helst og uden at have lært noget. ??Spencer Kagan og hans forskerteam satte forskellige eksperimenter op for at teste samarbejdsstrukturer i klasseværelserne, og efterhånden som årene gik, blev tusindvis af elever og lærere fra californiske skoler vurderet. Han blev selv ansat som professor på flere universiteter, hvor teorierne kunne afprøves. Forsøgspersonerne blev trænet i metoder, hvor eleverne skiftevis talte med hinanden om opgaverne. Det var til gengæld lærerens job at sørge for, at alle elever fik taletid - systematisk og med hinanden på tværs af grupperne. ??"At lytte er passivt, at tale er aktivt. Hvis eleven sidder og lytter til læreren hele dagen, bliver informationerne gemt i korttidshukommelsen. Hvis hun derimod selv formulerer sig, arkiveres den nye viden i langtidshukommelsen. Lad mig komme med et eksempel: Du ser et stand-up-show, griner af alle vitserne, går hjem, og dagen efter bliver du bedt om at gentage nogle af de sjoveste. Du kan ikke huske én eneste joke ordret. Men hvis stand-up-komikeren undervejs i showet beder en fra publikum genfortælle en af vitserne, vil vedkommende kunne huske den i detaljer til dagen efter. Sådan er hjernen indrettet, og det gælder for mennesker i alle aldre."??Spencer Kagan bremser sin talestrøm. Som om han minder sig selv om, at journalister også har brug for at formulere sig.??Men researchen foregik især i 70?erne. Var der ikke en særlig hippiekultur, som vi måske ikke kan hente så meget af mere???"Vi designede disse metoder for mange år siden, men bruger dem stadig. Og det her er ikke bare noget, der fungerede på amerikanske præmisser i en svunden tid. Det udspringer af en global problemstilling, som jeg føler dybt for. Jeg var - og er stadig - bekymret for, at befolkningsudviklingen går i en retning, så samarbejdsværdier forsvinder. I mange lande bliver storbyerne større og større, og elever, som oprindeligt kommer fra landområder, bliver presset ind i en kultur, hvor den individuelle konkurrence er hård. Eleverne lærer ikke sociale kompetencer. Det foregår på de fagligt stærkes præmisser, og de svage sidder og kigger stumt ind i nakken af andre, som svarer på lærerens spørgsmål."??Og et input i debatten om de voksende niveauforskelle mellem elever, for eksempel i gymnasiet:??"Til gengæld er det også en udbredt misforståelse, at dette er en måde at hive de svage op og de dygtige ned på. Vores forskning har vist igen og igen, at ALLE drager fordel af samarbejdsstrukturerne, også de dygtige. Vi trækker de stærke elever længere op og de svage samme vej. Kløften bliver mindre. Det fungerer i alle lande, med alle typer religioner og på alle alderstrin."??Med den sidste sætning forivrer Spencer Kagan sig lidt. Han er tydeligt vant til at blive mødt med modstand. Nogle europæiske undervisere mener, at dette lyder for godt til at være sandt, måske endda for kompliceret - med hele 46 strukturer ... Og på asiatiske eliteskoler kan han blive mødt med det modsatte synspunkt: Det her er ikke stramt nok, der er ikke plads til individuelle præstationer. Men han giver sig ikke en tomme. Cooperative learning virker, understreger grundlæggeren igen og igen, og hvis vi er det mindste i tvivl, skal vi være velkomne til at kigge på de millioner af data, han har indsamlet gennem årene. ??Gymnasielærere har været for laissez faire-agtige ?Spencer Kagan bliver heller ikke bragt ud af kurs af danske læreres skepsis. På konferencen i København i april stod han over for en stor bekymret forsamling. Ikke mindst gymnasielærerne kan fortælle om udfordringer med dårlige resultater i PISA-test, reformer af skolesystemet og så videre.??Nogle danske lærere frygter, at cooperative learning vil øge risikoen for, at eleverne udbreder forkert viden blandt hinanden.??"Nej, nej og atter nej. Der er masser af muligheder for at rette forkerte svar. Det er ren og skær statistik - eleverne taler mere og får mulighed for at dele deres svar flere gange. Det giver en statistisk større mulighed for at sortere de forkerte svar fra. Ingen forlader klasselokalet med det forkerte svar i hovedet."??"Det her må jo ikke forveksles med gruppearbejde. Jeg oplever tit, at danske lærere tror, de underviser i cooperative learning, men i virkeligheden fortsætter de bare ad den gamle slidte vej med gruppearbejde. Gruppearbejde i den traditionelle forstand er noget skidt. Her kan de bedste elever stadig blive bedre, og de dårlige dårligere. Gruppearbejde skaber solopræstationer, og de andre kan tage en slapper og gemme sig. Jeg spurgte netop forsamlingen i København, hvor mange der har oplevet at arbejde i en gruppe, hvor en eller to personer lavede det hele, og resten bare var på frihjul. Næsten alle rakte hånden op."??Kagan mener, at danske gymnasielærere har været for eftergivende gennem de sidste 20-30 år. Der har været alle muligheder for at udvikle et demokratisk undervisningssystem, hvor de unge bliver fagligt klædt på til fremtiden. ??"Men pendulet er svinget for langt i den forkerte retning. Gymnasielærerne har været for laissez faire-agtige. Det er ikke godt for eleverne at have for slappe rammer. De skal lære at arbejde sammen på en struktureret måde. Det er samarbejde, ansvarlighed og evnen til at kommunikere, som efterspørges på arbejdsmarkedet i dag."??Han mindes sin egen skolegang på Beverly Hills High School i 50?erne: ??"Dengang var læreren vores eneste fokus, vi lyttede til ham hele dagen. Vi havde ikke mobiltelefoner og spil og andre ting, der kunne stjæle vores opmærksomhed. I nutidens skoler kan læreren ikke konkurrere med alle de stimulanser, eleverne udsættes for. Overhovedet ikke. Læreren er bare ikke hovedpersonen mere. Men eleverne gider lytte til hinanden, de engagerer sig i hinanden."??Doctor Spencer Kagan har talt nok for i dag. Han rejser sig og vifter høfligt med hånden:??"Jeg skal videre til England i morgen. Og så hjem, vistnok."??Han bliver et øjeblik selv i tvivl. Der har været mange lange rejser - fra Sydkorea over Indien til Holland, Danmark. 34 lande har fået besøg af cooperative learnings udsendte gennem årene. Han har arbejdet i klasselokaler uden tavler, uden skriveredskaber, uden lærere nærmest, og han har forsøgt at gennemføre sine strategier i nogle af verdens mest elitære og rige skoler.??Men han er stadig urokkelig i sin tro: "It works everywhere. "

 

 

Simultansvømning i klasselokalet?Hvad er cooperative learning? Først og fremmest handler det om at få elever til at samarbejde. Undervisningen er struktureret metodisk fra lærerens side, så ingen elever kan gemme sig og køre på frihjul hos andre. Alle er aktive samtidig - det er simultansvømning i klasselokalet.??Omdrejningspunkterne er "samtidig interaktion", "positiv indbyrdes afhængighed", "individuel ansvarlighed" og "lige deltagelse". Målet er et klasseværelse, hvor alle elever kommer til orde og tager ansvar. Men der gøres samtidig meget ud af, at det er demokrati under kontrol. Læreren bestemmer og styrer alt. ??Cooperative learning var en del af en ny undervisningsbølge i 60?ernes USA. Der blev forsket i mere frie læringsteorier på universiteter i blandt andet Minneapolis og Maryland. Spencer Kagans første forskningsresultater blev offentliggjort i 1968, da han var ansat som professor ved University of California. Efter studier med tusindvis af elever i hele staten fandt hans hold frem til en undervisningsmodel, som gjorde op med gammeldags principper. Tesen var kort fortalt, at hvis læreren holdt op med at stå og snakke dagen lang ved katederet, og eleverne lærte at samarbejde systematisk, ville kløften mellem de dygtige og svage elever blive mindre, og fagligheden og de sociale kompetencer ville forbedres. ??Spencer Kagan finpudsede sine processer og skabte kursus- og forlagsvirksomheden Kagan Publishing & Professional Development, som har hovedsæde i San Clemente i Californien og gennem årene har indført principperne på skoler i 30 lande verden over.??Cooperative learning har haft en dansk afdeling siden 2003, da lektor Jette Stenlev blev certificeret som instruktør og indledte samarbejdet med Spencer Kagan og hans kone, Laurie Kagan. Jette Stenlev har - på baggrund af Spencer Kagans udgivelser - skrevet bogen Cooperative Learning, 46 strukturer til alle skolens fag. ??Cooperative Learning DK holder til på Amager i København. For nylig var de værter ved konferencer i Odense, Aarhus og København, hvor Spencer Kagan var hovedtaleren.??Der er ikke mange danske gymnasier, som konsekvent benytter sig af metoderne i cooperative learning. Men den danske afdeling har afholdt kurser på 50 gymnasier landet rundt, og dele af systemet er implementeret flere steder, blandt andet på Handelsgymnasiet i Aars og Rødovre Gymnasium.??Kilde: www.kaganonline.com, www.cooperativelearning.dk