Nis Stendevad, Laura Kryger og Stina Højriis Hansen mener ikke, at præstationskulturen er voldsom på Brøndby Gymnasium. Men de oplever, at nogle elever har et øget fokus på karakterer og er bange for at fejle.

Lærere: Elever vil hellere tie end sige noget forkert

Er tavsheden, når læreren stiller et spørgsmål, et udtryk for præstationskulturen, eller er der flere ting på spil? Tre lærere drøfter, hvordan de oplever præstationskulturen blandt deres elever, og hvordan de kan begrænse den.

Du stiller et spørgsmål ud i klassen, men få - måske ingen - rækker hånden op. Det er et scenarie, som gymnasielærerne Stina Højriis Hansen og Laura Kryger fra Brøndby Gymnasium begge har oplevet. 

“Der er nogle elever, der føler, at det er bedre ikke at sige noget end at sige noget forkert. Det at sige noget på engelsk, mens andre hører på det, er for nogle også forbundet med en del angst,” fortæller Stina Højriis Hansen, som underviser i engelsk og dansk.

Laura Kryger, der er nyuddannet lærer, beskriver, hvordan hun kan stille et spørgsmål til klassen og inde i sig selv tænke “please en eller anden ræk hånden op.”

Regeringen har sat sig for at mindske præstationskulturen for at styrke trivslen blandt unge, og samtidigt fortæller ungdomsforskere, at nogle elever er bange for at fejle og har et for stort fokus på karakterer, der kan gå ud over læringen.

For at drøfte præstationskulturen i gymnasiet har gymnasieskolen.dk talt med tre lærere fra et tilfældigt gymnasium. Lærerne arbejder på Brøndby Gymnasium, og selvom de ikke oplever, at præstationskulturen er voldsom blandt deres elever, oplever de et øget fokus på karakterer og netop frygten for at fejle.

Nis Stendevad er enig med sine to kolleger i, at kulturen i klasselokalet påvirker undervisningen og læringen. Han tror dog ikke kun, at det handler om karakterer og at sige noget forkert over for læreren, men også noget socialt, fordi eleverne “ikke vil kvaje sig overfor de andre,” siger han.

“Det er en god pointe,” svarer Stina Højriis Hansen og Laura Kryger. 

Forskel på fagene?
Snakken mellem de tre lærere falder også på en anden fælles oplevelse: At elever leder efter det, som de tror, at læreren gerne vil have, at de siger. Enten fordi de ikke vil sige noget forkert eller for at få pluspoint hos læreren.

“Tror I ikke, at det måske mere er i de humanistiske fag?” spørger Nis Stendevad, der underviser i biologi og idræt. “I mine fag er der ét rigtigt svar, mens der i humanistiske fag kan være flere.”

Stina Højriis Hansen underviser i dansk og engelsk og svarer, at det er rigtigt, at svarene er mere flydende i hendes fag. Det handler om at være reflekteret, siger hun. 

Laura Kryger, der underviser i samfundsfag og biologi fortæller, at hun nogle gange prøver at se, hvor meget hun kan provokere sine elever for at få dem til at have en mening om det, de taler om i undervisningen. 

“De vil hellere høre til end skille sig ud ved at have en bestemt holdning,” supplerer Nis Stendevad.

Når man først har sagt noget i starten af modulet, føles det mindre farligt at sige noget senere.

Stina Højriis Hansen, lærer
Brøndby Gymnasium

Tydeliggør hvornår eleverne bedømmes
Men hvad kan man som lærer gøre for at hjælpe med at begrænse præstations- og forventningspresset hos nogle elever?
Alle tre lærere sørger for at tydeliggøre over for deres elever, hvornår de bliver bedømt, og hvornår der er tale om et ‘øverum’. 

Stina Højriis Hansen mener, at det handler om at gøre klart over for eleverne, hvad man forventer af dem, fordi det gør dem mere trygge.

For at få sine elever til at føle sig trygge ved at sige noget i klassen laver Stina Højriis Hansen nogle lege i begyndelsen af sine engelskmoduler. Her får eleverne talt om noget på engelsk i mindre grupper.

“Jeg arbejder ud fra det princip, at når man først har sagt noget i starten af modulet, føles det mindre farligt at sige noget senere. Jeg kan se på mine moduler, at det gør en forskel,” fortæller hun.

Jeg kan ikke se, at vi løser præstationskulturen ved, at læreren stiller færre krav.

Nis Stendevad, lærer
Brøndby Gymnasium

Nis Stendevad mener, at lærerens rolle er at hjælpe eleven med at administrere de krav, som eleven oplever, og minde vedkommende om, at man er i skolen for at lære. Han påpeger i den sammenhæng, at læreren ikke skal stille færre krav, fordi man er bange for at presse eleven.

“At stille krav er en del af den pædagogiske opgave. Jeg synes ikke, at det at stille krav er det samme som at lægge pres på en præstationskultur. Jeg kan ikke se, at vi løser præstationskulturen ved, at læreren stiller færre krav,” siger Nis Stendevad.

“Det er vigtigt, fordi det er interessant”
Laura Kryger er ny lærer og bruger ofte sig selv som eksempel over for sine elever. Hun tog ikke den lige vej gennem uddannelsessystemet, og hun fik ikke brug for sit høje gennemsnit, da hun fandt den uddannelse, hun gerne ville ind på. Derudover er hun opmærksom på ikke at “puste til ilden”, som hun kalder det. 

“Når man underviser, er der forskel på at sige: ‘Det her er vigtigt, fordi det er rigtig interessant’, og ‘det her er vigtigt, fordi I skal kunne det til eksamen’. Sidstnævnte siger indirekte, at alt andet ikke er vigtigt, fordi det ikke skal bruges til eksamen. Det er en uheldig formulering,” siger Laura Kryger.

Brøndby Gymnasium er et privat gymnasium med omkring 240 elever, hvor mange har fokus på sport. Selvom de tre lærere ikke oplever, at præstationskulturen er udbredt på gymnasiet, fortæller de, at eleverne har et øget fokus på karakterer. 

Nis Stendevad oplever det ved, at nogle elever efterspørger karakterer og gerne vil vide, hvor de ligger. Laura Kryger fortæller om en elev, der spurgte, om NV-eksamen var vigtig, fordi vedkommende vil læse medicin efter gymnasiet.

Der er forskel på at sige: ‘Det her er vigtigt, fordi det er rigtig interessant’, og ‘det her er vigtigt, fordi I skal kunne det til eksamen’.

Laura Kryger, lærer
Brøndby Gymnasium

Stina Højriis Hansen mener, at der i uddannelsessystemet skal være mere fokus på dannelse, viden og nysgerrighed i stedet for karakterer.

“Når elever hele tiden føler, at de bliver målt og vejet, vil de jo gerne præstere i forhold til det. Og så er der ikke den samme plads til at kunne være kreative og nørde,” siger Stina Højriis Hansen.