Skal elever bruge internet til eksamen? Ja eller nej

Lærere debatterer: Skal elever bruge internet til eksamen?

Skal internet som værktøj til eksamen genindføres, og skal vi måle elevernes innovative kompetencer? To lærere med ­forskellige holdninger til eksamen har fået ordet.

“Internettet undergraver fordybelsen”

Jeg er skeptisk over for internet til eksamen, og i for eksempel dansk er jeg imod. Jeg mener, vi skal teste elevens evne til selvstændigt at fordybe sig og formidle ­sine erkendelser, og det harmonerer godt med vigtige gymnasieformål som faglig viden, fordybelse og nuanceret tænkning. At skulle søge rundt på nettet til eksamen kan under­grave fordybelsen og også omforme undervisningskulturen og føre til mere overflade, støj og kompetencetænkning. Vi kan ikke både græde over, at de ­unge efterhånden ikke kan læse en bog, og samtidig sende dem ud på nettet hele tiden. Overordnet er jeg også skeptisk over for at begynde at teste for eksempel innovative kompetencer i alle fag. Jeg tror, det vil føre til banale og overfladiske erkendelser. Samtidig skal vi huske, at vi skal studieforberede de fleste studenter til at være pædagog, økonom, lærer, jurist og så videre. Spørgsmålet er også, hvad innovation betyder. Nye problemformuleringer for eksempel er fint, men innovation for markedets skyld er ­ikke gymnasiets opgave. Arbejdet med en Blixen-tekst har en værdi i sig selv og skaber mere nuancerede mennesker, der bliver bedre til at leve livet og bygge gode samfund.

Jan Maintz
Dansk, filosofi og samfundsfag
Virum Gymnasium

 

“Eleverne skal mestre det digitale”

Meget undervisning og arbejde i det daglige tager udgangspunkt i det digitale og internettet, og derfor synes jeg, det er uhensigtsmæssigt at fjerne muligheden for at bruge internettet som værktøj til eksamen. Med den nye reform fylder de digitale kompetencer endnu ­mere end tidligere, og derfor er det grotesk, at eleverne ­ikke skal vise, de mestrer dem til eksamen. Til daglig træner vi for eksempel kompetencer i informationssøgning og -behandling og kildekritik. Jeg er klar over, at der er et problem med snyd til skriftlig eksamen, men det må vi kunne løse uden at lave forbud.

Hvis det er muligt, er det en god idé også at ­inddrage elevernes innovative kompe­­tencer, ikke mindst i ­nogle af de økonomiske fag til eksamen. Den faglige basis skal dog være i orden, og du vil heller ikke kunne være innovativ, hvis du ikke har en faglighed at stå på som fundament. Det er et godt princip, vi har i Danmark med både mundtlig og skriftlig eksamen med censor, så eleverne får uvildige øjne på deres prøver. ­Mange elever føler sig pressede af årskarakterer og af, at de skal præstere i et stort forum med 28 elever, men så klarer de sig godt til eksamen, oplever
jeg tit.

Anette Thoft Jacobsen
Engelsk
Hhx på Campus Vejle