Artikel
Læremidler, der løfter undervisningen
No image

Læremidler, der løfter undervisningen

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Navn: Chris Bøcker Pedersen
Skole: Aalborg Handels­gymnasium
Fag: Samfundsfag og international økonomi
BLOG: Ingen blog, inspireres blandt andet af Niels Jakob Pasgaards blog www.scoop.it/t/edidaktik

Pitcherific
Her er værktøjet, som hjælper med at øve elevatortaler, det vil sige hurtige mundtlige fremlæggelser, hvor der skæres ind til benet, i forhold til hvad der skal siges. Siden er på dansk og tæller automatisk, hvor lang tid det ­tager at læse teksten op, så eleven altid har styr på, hvor lang taletiden er. Især interessant, hvis eleverne skal præsentere en idé til klassen eller underviseren, men også godt i forhold til at øve generelle fremlæggelser.    

SurveyMonkey
Kan meget mere end blot at lade eleverne lave spørgeskemaer til undersøgelser. Værktøjet kan evaluere klassen både i form af multiple choice-test eller spørgsmål om elevernes forståelse. Eleverne kan spørges, hvor godt de mener, at de forstår flere emner, og resultaterne kan deles omgående i klassen til evaluering af den faglige forståelse. Kan bruges anonymt eller med navn.  

JeopardyLabs
Læreren kan lave en jeopardyquiz, eller eleverne kan i grupper sættes til at lave deres egen jeopardyquiz, som læreren skriver ind. Mens de laver quizzen, reflekterer de over, hvad de har lært, mens de samtidig skal vurdere sværhedsgraden af deres spørgsmål. Quizzen kan gemmes og bruges som evalueringsværktøj. Husk at have reglerne på plads, da de fleste elever bliver meget konkurrenceprægede!  

Navn: Sara Maria Brygger
Skole: Svendborg Gymnasium & HF
Fag: Dansk, religion og it-pædagogisk konsulent
BLOG: Blogger på sarabrygger.wordpress.com

Slack.com
Jeg er begyndt at arbejde med Slack som socialt medie. Slack kombinerer de kommunikative muligheder, som man også ser på Facebook og Twitter, med et simpelt, lækkert layout og helt uden reklamer, kattevideoer og anden distraktion. Det er nemt at oprette rum til gruppearbejde. Du får et overblik over, hvilke elever der deler hvad og hvornår, og kan hurtigt kommentere på deres arbejde.

Man kan hashtagge emner, tagge hinanden og reagere på kommentarer via emojis. Godt grundlag for dialog, synlighed og motivation både i og uden for undervisningslokalet.  

Filmcentralen
På filmcentralen.dk kan man via Uni-Login gratis tilgå danske og udenlandske kort- og dokumentarfilm. Mit yndlingsaspekt er de indbyggede funktioner i deres player, hvor man for eksempel kan markere klip, man vil gemme eller tage screenshots af. Det gør det muligt for eleverne at analysere og remediere filmene. Man kan for eksempel bede eleverne om at lave en filmplakat, et videoessay eller en forfilm.

Til mange af filmene er der godt undervisningsmateriale lavet af gymnasielærere. Der er for eksempel et website til filmen The Act of Killing, der handler om folkedrab i Indonesien, som dækker fagene dansk, mediefag, historie, filosofi og psykologi.

Begrebskort
En arbejdsform, som kan bruges i alle fag. Ud fra en tekst eller et fagligt område skal eleverne udlede de væsentligste begreber. Eller du kan bestemme, hvilke begreber de skal arbejde med. Når begreberne er valgt, instruerer man eleverne i at sætte dem i forhold til hinanden. Arbejdsformen minder lidt om mindmaps – men man skal på linjerne mellem begreberne skrive, hvad forbindelsen består i. Eleverne skal virkelig tænke sig om, når de skal forklare sammenhængen. Jeg har arbejdet med et program, som hedder Cmap­Tools (concept mapping tools). Det er teknisk lidt forældet, men fungerer godt. Kan hentes gratis på cmap.ihmc.us.

 

Navn: Rasmus Kragh Wendelbo
Skole: Svendborg Gymnasium & HF
Fag: Biologi, kemi og bioteknologi
BLOG: Blogger på gymlab.dki

OneNote
OneNote er mit stabile samlingspunkt for alle aktiviteter: tavlenoter, dokumenter, huskesedler, dagsordner, referater, link og billeder. Det kunne jeg også have som filer i en mappe. Men i OneNote kan det organiseres med ganske få kliks afstand. Det er som at have alt sit materiale i en gammeldags notesbog, men med moderne søgefunktioner indbygget. Og så kan den deles med elever og kolleger.

Arduino
Eleverne har nok af lækre gadgets
– nu skal vi bygge vores egne ulækre, men funktionelle. De fleste digitale dimser styres af en Arduino-lignende controller, som er en lille computer til en 50’er. Med sådan en kan vi lave tilpassede løsninger i forløb med innovation. For eksempel en vandraket med en lille trykmåler i spidsen eller en toiletdør, der først åbner, når du har vasket fingre.
 
Skærmoptager
Jeg pisker af og til rundt blandt grupperne i klassen og giver de samme forklaringer igen og igen. En skærmoptagelse, for eksempel Screencast-O-Matic, kan slukke nogle ildebrande og giver mig mulighed for næsten at være flere steder samtidig: introducere en afleveringsopgave, være ved siden af eleven, der får en opgave tilbage, være hjemme hos eleven, der læser lektier. Det er et værktøj, der giver gode muligheder for differentiering.
 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater