Kristian Leth: Vi har mistet den åndelige dimension

Musikeren og forfatteren Kristian Leth har mange jern i ilden. Et af dem er en glødende passion for det spirituelle, som han har videreformidlet i radio- og tvprogrammer. Han mener, den åndelige dimension er gået tabt i vores samfund. Men hvordan ville han selv anspore en flok gymnasieelever til at interessere sig for det åndelige?

De fleste har oplevet noget, der er større end dem selv.

“Så som kærlighed, at få et barn, at nogle, der er tæt på en, dør,” remser Kristian Leth op og fortsætter:

“Spørgsmålet er bare, hvad gør man ved det?”

Ifølge forfatteren, musikeren og formidleren Kristian Leth er der ikke mange steder i vort samfund, hvor man kan finde sig tilrette med ‘det, der er større end én selv’. I sin udsendelsesrække ‘Den 2. Dimension’ på DR K bruger han sin nysgerrighed og interesse for det åndelige til at lede efter en åbning ind til det spirituelle ved at kigge nærmere på, hvilke ritualer de bestemte åndelige retninger benytter sig af.

I en udsendelse besøger Kristian Leth en nordisk shaman, i en anden ser han nærmere på sufisme, i en tredje besøger han en højkirkelig kristen og så videre.

Kristian Leth, der er søn af forfatteren, filmmanden og Tour de France-kommentatoren Jørgen Leth og skuespilleren Hanne Uldal, har været draget af det esoteriske, siden han var helt ung.
Kristian Leth synes, at vi gennem de seneste 50 år har bevæget os væk fra en åndelig dimension i tilværelsen samtidig med, at vi ser ned på de kulturer, hvor spiritualiteten er en naturlig og integreret måde at tackle livets store spørgsmål og problemer på.

Sande myter
Var der en særlig hændelse, der gjorde dig interesseret i det åndelige?
“Nej, det har nok bare været en del af min opvækst. Når min mor læste folkeeventyr op for mig, talte vi bagefter om, hvad det kunne betyde på et andet plan. Da jeg var 13 år gammel læste jeg “The Gospel according to Jesus” af Stephen Mitchell, og det, syntes jeg, var vildt spændende. Eventyr og myter er jo noget af det mest sande, vi har.”

Kan du give et eksempel på det?
“Ja, syndefaldsmyten. Den handler om tabet af uskylden, efter Adam og Eva har spist af kundskabens træ. Det er utroligt, som det også passer på moderne mennesker, selv om det er skrevet for et par tusind år siden. For det er en grundlæggende udfordring for mennesket, at vi føler os afskårne fra paradis.  At vi er strangers in a strange land. Hvis man dykker videre ned i den myte, kan den fortælle os, at kundskaben gør os fri. Med den frihed følger bare også et ansvar. Samtidig er det ved at tage ansvar, at man bliver fri.”

Men hvorfor overhovedet advokere for en åndelig dimension i tilværelsen?
“Fordi de fleste af os grundlæggende har en længsel efter en form for svar på de spørgsmål, vi går rundt med. Det er egentlig ret banalt.”

Blev din interesse for det spirituelle ansporet, mens du gik i gymnasiet?
“Ja, jeg havde en god engelsklærer, der tog de diskussioner og samtaler op. Det var også ham, der introducerede mig til William Blake, som jeg siden har opkaldt mit band efter, og hvis lyrik jeg har været meget optaget af. William Blake taler ind i den åndelige dimension. Det er stort. Det balancerer hele tiden på kanten af det mystiske. Min engelsklærer viste også mig bøger af Phillip K. Dick, som også har betydet meget for mig. Han skriver om spørgsmål som: Hvad vil det sige at være et menneske? Hvad er virkeligheden? Det var virkelig rørende, at min engelsklærer kom med de bøger til mig. Den indgang til litteraturen var meget større, end den måde litteratur ofte bliver fremlagt på i gymnasiet, hvor det handler om den rigtige analyse og udlægning. Der er jo ingen andre uden for universitetet og gymnasiet, der læser litteratur på den måde, hvor man ikke bliver taget seriøst, hvis man ikke udlægger Walt Whitman eller Klaus Rifbjerg lige på den og den måde. Der er jo ikke noget rigtigt og forkert.”

Cost-benefit-syn på tilværelsen
Ret beset er der jo ingen, der ved, hvilket verdenssyn der repræsenterer sandheden. Men hvad kan man få ud af at undersøge åndelige fænomener nærmere?

“Jeg kan godt forstå, hvad du mener, men bare den opfattelse af, ‘ hvad kan jeg få ud af det her,’ er jo netop det, der gennemsyrer de flestes måde at tænke på. Jeg er grundlæggende imod sådan en cost-benefit måde at tænke på. En af dem, jeg har interviewet i den forbindelse, sagde meget rammende: Jeg kan ikke forholde mig til en gud, som jeg kan forklare, hvad står for. For så er det jo ikke større end mig.”

Hvad er din egen tilgang til det spirituelle?
“Det, der har hjulpet mig, er at forstå det styrende princip. At det er med til at forme selv de mindste ting i min dagligdag. Det er ikke specielt eksotisk, men handler om, at de oplevelser, jeg har, hænger sammen med noget andet på et højere plan. Når man begynder at tænke i de systemer og se de mønstre, begynder tingene også at stå frem på en anden måde. Det giver mening. Også selv om meningen ikke umiddelbart er til at få øje på. Alting hænger sammen. Når man læser mere om de såkaldte primitive folkeslag, er det også sådan, de ser verden. De benytter sig af magisk tænkning, som vi i vores kultur stille og roligt har skilt os af med. Så har vi tilladt os at sige, at vi har befriet os fra det rationelt. Men vi er menneskelige dyr, og vi er programmeret til at tænke sådan. ”

Hvis du skulle gøre unge gymnasieelever interesserede i myterne og fortællingerne, der kan have en spirituel dimension, hvordan ville du så gribe det an?
“Historie og historier er jo grundlæggende spændende, og man behøver ikke at være specielt klog eller have særlige forudsætninger for at blive grebet af det. Jeg har fortalt min 10-årige datter om de tidlige bosættelser, arkæologerne har fundet i forbindelse med metrobyggeriet i København, og det er hun blevet helt grebet af. Måske fordi jeg har fortalt det til hende på en måde, hun synes er spændende. Hvis man kan formidle sin fascination af et bestemt emne eller stof, vil det som regel forplante sig videre.”