Kokosnød, gangster eller regnbuekriger

Kokosnød, gangster eller regnbuekriger

På papiret står mulighederne åbne for unge sorte og farvede i Sydafrika. Men virkeligheden viser, at det er svært at være mønsterbryder fra townshippen. Den danske antropolog Marie Rosenkrantz Lindegaard har fulgt en gruppe unge i Cape Town, og hendes studier viser, at de unge vælger mellem tre forskellige strategier.

MØNSTERBRYDERE > af annette fruergaard grandt, mediegruppen horisont > foto: niels åge skovbo/fokus

Da Abu-Bakr Paulse gik i gymnasiet, havde han set mange mennesker blive dræbt.

»Mange mennesker,« siger han med tryk på begge ord.

Engang lå han fladt på gulvet i stuen i 20 minutter, mens kuglerne fløj udenfor. Som 13-årig så han helt tæt på et bandemedlem blive skudt i hovedet.

Abu-Bakr er vokset op i Heideveld, en forstad til Cape Town i Sydafrika, det område af byen, hvor de farvede boede under apartheid.

I dag er Abu-Bakr 24 år. Han bor stadig i Heideveld, har afsluttet sin bachelor i handelsjura på University of Western Cape og er i gang med overbygningen, industriel psykologi.

Abu-Bakr er mønsterbryder, men mestrer samtidig at være loyal over for det miljø, han kommer fra. Ifølge den danske antropolog Marie Rosenkrantz Lindegaard er han en af de få, der kan integrere to så forskellige miljøer i sin identitet. Hun har studeret unges adfærdsmønster i Cape Town, og hendes studier viser, at de færreste unge kan flekse mellem kulturerne som Abu-Bakr. De fleste vender kulturen fra ghettoen ryggen og bliver »kokosnødder«, det vil sige, at de er brune udenpå, men hvide indeni. Og en mindre gruppe fanges ind af banderne og bliver gangstere.

Du kan vente dig
Selv om det er 25 år siden, at apartheid blev afskaffet, bærer Sydafrika stadig præg af raceadskillelsen, hvor sorte, hvide og farvede boede hver for sig. I Cape Town var byens centrum »white area« og altså forbeholdt hvide mennesker. I et bånd udenom ligger det tidligere farvede område. Og yderst kommer townshippen, hvor de sorte boede.

I dag er indbyggerne i Cape Town stort set fordelt på samme måde som under apartheid, selv om farvede og sorte familier er begyndt at flytte i hus i de tidligere hvide områder.

Trøstesløse blokke smidt på et stykke jord uden skyggen af et træ eller grønne planter danner rammen om Abu-Bakrs barndom. Børn leger tilfældige lege på den hullede beton, og en ung mand uden fortænder slentrer forbi den lejlighed, hvor Abu-Bakr bor sammen med sin mor, der har et cateringfirma, sin far, der er chauffør i moderens firma, og to yngre brødre, der begge går i skole.

I dag er der fredeligt i kvarteret, men da Abu-Bakr var barn, styrede en bande området. Bandemedlemmerne havde råd til mærkevaretøj, biler og andre statussymboler, og de prøvede ihærdigt at søge konfrontationer og hverve medlemmer.

»De spørger, om du vil have en cigaret eller en drink. Jeg har altid sagt nej. Jeg ville undgå at stå i gæld til dem,« fortæller Abu-Bakr.

Han hilste på bandemedlemmerne, men undgik yderligere kontakt.

»Jeg viste min respekt for dem ved at hilse på dem,« forklarer han.

Abu-Bakr gik i den lokale skole. Pengene rakte ikke til en privatskole i det tidligere hvide område, hvor undervisningen ellers var bedre. Men også i den lokale skole stødte kulturerne sammen. Kulturerne er den »afrikanske« og den engelske. Den afrikanske kultur udtrykker man ved at tale afrikaans og ved at hilse med et håndtryk, der er delt i tre tryk: Et almindeligt, derefter et klem om tommeltotten og så igen et almindeligt håndtryk. Den engelske kultur udtrykkes ved at tale engelsk med britisk accent og ved at hilse med et almindeligt håndtryk.

Ghettoens lov siger, at man står ved sine rødder, hvis man udtrykker den afrikanske kultur. Udtrykker man sig på den engelske måde, fornægter man sine rødder. Abu-Bakr har stået med et ben i hver lejr.

»Når en kammerat talte til mig på afrikaans, svarede jeg på afrikaans. Og når en kammerat talte til mig på engelsk, svarede jeg på engelsk,« siger Abu-Bakr.

Han brugte altid den engelske hilsemåde.

»Den opfatter jeg som universel, og den forekommer mig mest naturlig.«

Den engelske hilsemåde, sammenholdt med at Abu-Bakr havde en del engelsktalende venner, fik nogle af hans kammerater til at mene, at han ikke var afrikansk nok. Og det skulle han straffes for. Inden han skulle på lejrskole, fik han at vide, at vennerne havde planlagt »noget« for ham. Abu-Bakr var sikker på, at han skulle have en lærestreg og valgte at blive væk fra lejrskolen. Selv om han havde betalt for turen.

Tre forskellige strategier
Gennem 18 måneder har den danske antropolog Marie Rosenkrantz Lindegaard undersøgt, hvordan unge i Cape Town agerer mellem de forskellige kulturer, de befinder sig i, og hvilke strategier de vælger. 15 unge fulgte hun i skole, hjemme og i fritiden. 10 unge besøgte hun i fængslet, hvor de sad inde for mord. Yderligere 50 unge interviewede hun, og 500 unge besvarede et spørgeskema. Hendes studier viser, at de unge vælger tre hovedstrategier. De bliver kokosnødder, gangstere eller regnbuekrigere.

»Kokosnødder er sorte udenpå, men hvide indeni. Det vil sige, at de fralægger sig kulturen fra townshippen og tilpasser sig de normer og forventninger, de møder i skolen i de tidligere hvide områder. De ændrer accent og dropper slangudtryk, ændrer tøjstil, hilsestil og måde at bevæge sig på,« siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

Kokosnøddestrategien er den strategi, som de fleste unge i Marie Rosenkrantz Lindegaards studier valgte. De møder imidlertid problemer i lokalområdet, hvor de bor.

»De passes op og udfordres i retning af: Du skal ikke tro, du er noget, bare fordi du går i en snob-skole. Udfordringerne har ofte voldelig karakter, hvor volden bliver en måde til at vise kokosnødderne, at de ikke befinder sig højere oppe i hierarkiet end de andre unge. Udfordringerne ender tit i vold, og i Sydafrika taler vi om grov vold og evt. drab, hvor kokosnødder er i fare for at blive både ofre og voldsmænd,« siger hun.

Bandemedlem eller mønsterbryder
En mindre gruppe unge holder fast i deres identitet fra townshippen.

»De beholder deres accent og slang, holder fast i deres tøjstil, deres hilsestil og deres bevægelser,« siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

På skolen opfatter lærerne og kammeraterne ofte den gruppe unge som ballademagere.

»De har stor risiko for at blive kriminelle eller ofre. I townhippen skal de bevise deres værd i slagsmål med konkurrenter, og i skolen kommer de i karambolage med kammerater, der føler sig truet af dem,« siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

En lille gruppe unge kan flekse mellem deres to identiteter. De er regnbuekrigere.

»Den gruppe unge har mindst fare for at ende som ofre eller gerningsmænd,« siger den danske antropolog.

Det er imidlertid de færreste unge, der mestrer den strategi.

»Den kræver store sociale kompetencer, som de færreste har. Abu-Bakr er måske blevet opfattet som en kokosnød som ung, men har udviklet sig til at blive regnbuekriger, der kan færdes både i hjemmiljøet og på universitetet,« siger antropologen.

Frihedens pris
Abu-Bakrs mor ansporede Abu-Bakr til at gøre sit bedste i skolen. Han klarede sig godt, og tidligt vidste han, at han ville »noget« med sit liv. Hvordan det liv skulle se ud, havde han ikke defineret klart, men banderne motiverede ham til at blive »noget andet«.

»Jeg ville ikke være som gangsterne. De var bange. Kørte en fremmed bil ind i vores område, skyndte de sig væk. De vidste ikke, om nogle fra en rivaliserende bande kom for at dræbe dem,« fortæller Abu-Bakr.

Hans boligområde er delt fra et andet boligområde af en fodboldbane. Området på den anden side af fodboldbanen blev kontrolleret af en anden bande. Abu-Bakr har altid kunnet skyde genvej over fodboldbanen og igennem nabokvarteret. Det kunne bandemedlemmerne ikke.

»Viste de sig i det andet kvarter, kunne de blive skudt.«

Den indskrænkning i sin frihed ville Abu-Bakr ikke leve med. For at undgå konfrontationer med banderne trak han sig i teenageårene fra sociale sammenhænge og holdt sig inden døre. Sagde nej tak til invitationer med undskyldningen, at han læste lektier.

Kun én gang er han blevet overfaldet.

»I en diskussion i klassen havde jeg sagt noget, som havde provokeret en med forbindelser til en bande. På vej hjem fra skole kom han bagfra sammen med en kammerat og slog mig. Jeg gik bare.«

Inspireret af tv-serier og drømme om gode penge ville Abu-Bakr være advokat, da han gik i 7. klasse. Han fik topkarakterer i skolen og kom på gymnasiet. Her klarede han sig så godt, at han blev tilbudt et scholarship, der betalte en fjerdedel af udgifterne for at gå på universitetet. Resten tjente han i en tøjbutik, hvor han stadig arbejder i weekenden, ferier og de dage, han ikke har undervisning.

Med sine hvide tænder, det velklippede, korte hår, en blåternet moderigtig skjorte i klare farver, forvaskede blå jeans og blå kondisko falder Abu-Bakr fint ind blandt de studerende på universitetet, men skiller sig ud fra det trøstesløse og manden uden fortænder i Heideveld. Alligevel er han i dag respekteret af sine gamle kammerater derhjemme.

»Abu-Bakr tjener sine egne penge og kan støtte sin familie. Penge giver status, så når Abu-Bakr tjener sine egne penge, giver det respekt,« siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

Abu-Bakr tror selv, at han er respekteret, fordi han er nået længere end de fleste af sine kammerater. Men de personlige egenskaber spiller også en stor rolle.

»Det har været min strategi at træde et skridt tilbage og holde mig væk fra konflikter og vold. At vokse op i Heideveld åbnede mine øjne for, hvordan jeg ikke vil leve. Det motiverer mig. Men mit læringspotentiale er nok også stort.«

Fabian, hans gode ven fra folkeskolen, valgte anderledes. For nylig blev han dræbt i et bandeopgør.

Annette Fruergaard Grandt er freelancejournalist

Ph.d.-afhandling om unges strategier
Marie Rosenkrantz Lindegaards ph.d.-afhandling om unges strategier i Cape Town kan læses i »Coconuts, Gangsters and Rainbow Fighters«, der er udgivet af Netherlands Institute for the Study of Crime and Law Enforcement. De antropologiske studier forklarer ikke årsagerne til, at de unge vælger den strategi, de gør. En række faktorer spiller ind, blandt andet psykologiske, sociologiske og økonomiske.