Katrine Falk Gravesen har brug for at få magt over sit arbejdsliv og skrotter nu drømmen om at blive gymnasielærer.

Katrine takker af som gymnasielærer: "Træt af at være det sidste led, når Excel-arkene skal gå op"

Efter syv år med vikariater på fem forskellige gymnasier siger Katrine Falk Gravesen stop. Hendes selvværd, familie og økonomi lider under de mange løsansættelser, fortæller hun.

Selvom det er både smerteligt og sorgfuldt at give slip på det job, hun elsker, har flair for og er blevet god til over de seneste syv år, så har Katrine Falk Gravesen alligevel valgt at lægge drømmen om at blive fastansat gymnasielærer på hylden. For efter fem vikariater – af forskellig varighed og over de seneste syv år – har hun opgivet håbet. Det at være vikar blev nemlig aldrig overgangen til et fast job.

Starten på enden af livet som gymnasielærer kom, da Katrine Falk Gravesen sidste år ikke blev fastansat på Birkerød Gymnasium HF, IB og Kostskole.

”Jeg havde været der i næsten to år, lagt hele min sjæl der, været med til at sætte udvikling omkring hf i gang, havde en god relation til elever og kolleger – og da jeg stod der og græd foran alle mine kolleger, gik det op for mig. Ligegyldig hvor mange skovsnegle jeg spiser for at komme med i hulen, så er man som vikar altid sidste led, når Excel-arkene skal gå op. Vi er altid dem, der ryger først, når der som på Birkerød Gymnasium skal oprettes en klasse mindre.”

Efterfølgende arbejdede hun godt nok i et barselsvikariat på Kruses Gymnasium fra august 2021 til januar i år, men fyldt op af uforudsigeligheder, følelsesmæssige udsving og en årelang følelse af ikke at have magt over sit liv sagde hun stop.

”De mange vikariater blev for svært, for hårdt i forhold til min familie, mine to børn. Fordi man som vikar konstant er i beredskab for at vise sit værd og gøre opmærksom på sig selv. Det er stressende, og følelsen af at gå tiggergang for at få et job er uværdig – og ikke noget mine børn skal spejle sig i. Ligegyldigt hvor stor min passion end er for eleverne, kollegerne og fagene,” pointerer Katrine Falk Gravesen.

Ildsjæl og vikar er en svær kombination
Set med hendes øjne er noget af det allersværeste ved de mange løsansættelser, at man ikke er med i de beslutninger, der bliver taget.

Man kan ikke være med til at bestemme hold eller planlægge fremad, og den svære kombination af at være en ildsjæl og vikar viser sig, når der holdes møder om fremtiden – om alt fra pædagogiske strategier til møder om en klasse.

”Man kan sidde der med idéer og indsigt, og man kommer til møderne, fordi man prøver at vise, at man gerne vil være en del af skolens fremtid. Men følelsen bagefter er virkelig nedslående, fordi man egentlig har deltaget og bidraget til noget, man slet ikke er en del af.”

Jeg blev angst for, at jeg ikke var dygtig nok.

Katrine Falk Gravesen, specialpædagogisk støttevejleder
SPS-Vejlederne

Derudover har man som vikar et stort pres på sig hele tiden. I værste fald stress, som starter ved, at man prøver at passe ind, lære kulturen og uskrevne regler at kende - samtidig med at fagligheden skal være ekstra høj. Fordi man gerne vil vise sig værdig til en fastansættelse, forklarer hun.

”Som vikar handler det at undervise et hold fagligt set ikke kun om at opnå bekendtgørelsens mål, at have inspirerende didaktiske overvejelser og at have en rummelig, favnende og forstående pædagogik. Det handler også om at være ekstra dygtig fagligt, så man skinner igennem – og i hvert fald ikke virker mindre fagligt stærk end de kolleger, som har undervist i fagene i årevis. Og som har været i pædagogikum.”

Evig higen efter anerkendelse
Derudover skal man som vikar altid have ja-hatten på, mener Katrine Falk Gravesen.

”Som vikar kan du aldrig sige nej til et ekstra hold, til en ekstra funktion eller andet, fordi konsekvensen af et nej kan være, at nogle ser, at du ikke er 100 procent motiveret. Og du dermed får et negativt hak i bogen og kommer længere væk fra den fastansættelse, du higer efter,” siger hun.

At man aldrig har mulighed for at sige nej, mener Katrine Falk Gravesen, gør mængden af skyggearbejde overvældende.

”Når man som vikar i forvejen er på overarbejde, fordi man gerne vil vise sig værdig og ikke kan sige nej til merarbejde, er man reelt altid på arbejde.”

Hun fortæller om et forløb i kristendom om salmer, hvor en violinist i klassen spillede, og klassen stod sammen ude i smuk natur og sang. En vidunderlig, opløftende oplevelse for både hende som lærer og for eleverne.

”Jeg skulle bare have nydt øjeblikket og de dygtige unge mennesker. Men jeg husker mest min higen efter anerkendelse, hvor jeg ville ønske ledelsen så, at jeg var innovativ, fangede eleverne og kunne rykke deres grænser lidt. Fordi følelsen af at hige efter at blive set for sin dygtighed er meget stor, når man håber på en fastansættelse,” siger hun.

Følelse af ikke at være god nok
Selvom Katrine Falk Gravesen med sin fornuft ved, at hun er en dygtig gymnasielærer, så gnavede de mange vikariater sig ind på selvtilliden og selvværdet.

”Selvom jeg godt ved, at det dybest set handler om gymnasiernes økonomi og antal elever, når det er svært at få et fast job, så fik jeg sådan en underliggende følelse af, at der må være et eller andet med mig, siden jeg ikke bliver fastansat.”

”Jeg blev angst for, at jeg ikke var dygtig nok. Bange for, at jeg ikke var god nok. Om det var mig, det var galt med. Den følelse er ikke sund i længden, for den æder en op,” bemærker hun.

Netop omkostningerne for hendes selvværd er en af grundene til, at Katrine Falk Gravesen takker af som vikar. For hun har brug for at føle sig god nok.

Svært at slå rod – og låne penge
En anden grund er de store omkostninger for familien. De mange års løsansættelser har blandt andet gjort, at det ikke har været muligt at købe hus.

”Når jeg ikke ved, hvor jeg ender jobmæssigt, er det svært at finde ud af, hvor vi skal bosætte os. Samtidig har vi heller ikke kunne låne penge til et hus – for når man løsansat, beregner banken efter dagpengesatsen.”

Lige nu er jeg for skrøbelig til at kunne klare et afslag mere.

Katrine Falk Gravesen, specialpædagogisk støttevejleder
SPS-Vejlederne

”Så som vikar er det svært at slå rod – både i arbejdslivet, men også privat,” konstaterer Katrine Falk Gravesen.

For skrøbelig til flere afslag
Derfor har hun lagt drømmen på hylden, og i dag arbejder hun i stedet som specialpædagogisk støttevejleder tilknyttet firmaet SPS-Vejlederne – i øjeblikket med timer på Allerød Gymnasium og Frederiksberg VUC & STX.

Skulle drømmejobbet blive opslået – en fast stilling med pædagogikum per 1. august – ikke så langt fra lejeboligen på Frederiksberg – kommer der ikke en ansøgning fra hende.

”Hvis jeg skulle i job som gymnasielærer nu, skulle der komme nogle og decideret bede mig om at tage et job. For lige nu er jeg for skrøbelig til at kunne klare et afslag mere, og i mange af de faste job, jeg har søgt, har vi været 600 ansøgere,” fortæller hun.

Så lige nu glæder hun sig over at få mulighed for at hjælpe gymnasieelever med angst, depression, ADHD med mere til at komme igennem gymnasiet.

Samtidig opfordrer hun til, at Gymnasieskolernes Lærerforening er endnu mere opmærksom på, hvor hårdt det egentlig er at arbejde som vikar år efter år.

”På papiret hedder det, at vikarer er ansat på lige vilkår med fastansatte, og det er vi også i forhold til løn, optjening af anciennitet med videre. Men vi har ikke mulighed for at søge orlov, sige, vi ikke magter et hold, at vi føler os overlæsset og så videre. Så det er et kæmpe pres med store omkostninger for både ens selvværd, familie og økonomi,” understreger Katrine Falk Gravesen.